Ej grundlag for statuering af fuld skattepligt

I den pågældende sag, som nu er afgjort i går af Østre Landsret (BS-22068/2022-OLR), var det ubestridt, at skatteyder var fraflyttet Danmark forud for 2005, og sagen for Østre Landsret omhandlede herefter helt overordnet spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende skatteyder – efter reglerne om tilflytning – havde en bolig til rådighed i Danmark fra 2005. Det var ubestridt, at skatteyderen ikke selv ejede en helårsbolig, men Skatteministeriet anså imidlertid bopælskravet efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 for opfyldt via skatteyderens daværende ægtefælles bolig.

Skatteministeriet havde til støtte for, at skatteyderen havde bopæl i Danmark henvist til, at skatteyderen havde sin daværende ægtefælles bolig til rådighed, idet skatteyderen ubestridt i væsentligt omfang havde understøttet hende økonomisk. Skatteministeriet var derfor af den opfattelse, at de var i et ægteskabslignende forhold, hvorved skatteyderen havde rådighed over hendes helårsbolig i Danmark og dermed opfyldte bopælskriteriet i kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Dette med den retsvirkning, at han således havde været fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2005-2010, hvorefter der – ifølge de gennemførte ændringer af hans skatteansættelser – var grundlag for en forhøjelse af disse for indkomstårene 2005-2010 med henholdsvis 1.978.566 kr., 2.256.659 kr., 2.561.872 kr., 2.283.960 kr. og 1.542.112 kr., dvs. i alt over 10 mio. kr.

Dette synspunkt afviste Østre Landsret.

Bevisførelsen bestod i forklaringer samt en ikke uvæsentlig mængde bilagsmateriale, som understøttede, at skatteyder havde haft bopæl i henholdsvis Tyskland og på Sark, og at han i øvrigt har haft en stor rejseaktivitet.

Med afsæt heri ændrede Østre Landsret den gennemførte beskatning med bl.a. følgende begrundelse:

”Der er i sagen enighed om, at [skatteyder] ikke har ejet en bolig i Danmark i indkomstårene 2005-2010. Spørgsmålet er, om [skatteyder] har haft rådighed over sin [ekshustrus] bolig i Danmark i den nævnte periode.

Landsretten kan efter bevisførelsen, herunder de afgivne vidneforklaringer, ikke lægge til grund, at [skatteyder og denne ekshustru] – på trods af skilsmissen – har levet i et samlivsforhold af ægteskabslignende karakter eller at [skatteyder] i øvrigt har haft rådighed over [ekshustrus] bolig i Danmark i perioden 2005-2010. […]

Det forhold, at [skatteyder] har ydet betydelig økonomisk understøttelse af [ekshustru] og børnene kan ikke medføre, at [skatteyder og dennes ekshustru] har haft et samlivsforhold af ægteskabslignende karakter i indkomstårene 2005-2010. […]

Landsretten finder herefter, at [skatteyder] ikke kan anses for at have erhvervet bopæl i Danmark i perioden 2005-2010, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. [skatteyder] har på den baggrund ikke været skattepligtigt til Danmark i den nævnte periode. Det oplyste om omfanget af [skatteyders] erhvervsmæssige aktivitet i Danmark i de pågældende år, og varigheden af hans ophold i Danmark, kan ikke føre til en anden vurdering.”

Sagen tog oprindelig sin begyndelse i 1990’erne, hvor daværende Told & Skat (senere SKAT og i dag Skattestyrelsen) første gang udtog skatteyderens skatteforhold til kontrol og foreslog at anse denne for skattepligtig til Danmark. Sagen blev imidlertid frafaldet.

Senere tog daværende SKAT imidlertid igen fat på sagen og fastslog denne gang, at skatteyderen nu var skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2005-2010, idet Skattestyrelsen traf afgørelse herom tilbage i 2012.

Sagen er således et illustrativt eksempel på, at det kan være en langvarig proces og kræve tålmodighed at opnå medhold i en skattesag, omend det retfærdigvis skal nævnes, at en lang række sager bliver afgjort på kortere tid, end hvad der var tilfældet i denne sag.