Domstolens præjudicielle afgørelse vedrørende ikke-lokaliserbar skade via internettet

I Domstolens afgørelse C-441/13 af 22. januar 2015 "Hejduk" er det fastslået, at det er en krænkelse af ophavsretten at tilgængeliggøre fotografier til gennemsyn og downloading på en hjemmeside uden rettighedshaverens samtykke, og at rettighedshaveren kan anlægge sag på det sted sagsøger har bopæl, selvom krænkelsen er ikke-lokaliserbar.

Sagen omhandler en professionel østrigsk arkitekturfotograf og hendes rettigheder til en række fotografiske værker, som viser bygninger af en østrigsk arkitekt. Disse fotografier var med hendes samtykke brugt i forbindelse med et seminar, men blev efterfølgende også lagt ud på sagsøgtes tyske hjemmeside uden tilladelse, og hvor det herefter var muligt frit at gennemse og downloade fotografierne fra webstedet. Sagsøger mente, at hendes rettigheder i den forbindelse var blevet krænket, og anlagde derfor sag ved en østrigsk ret, som forelagde sagen præjudicielt for EU-domstolen.

Det præjudicielle spørgsmål kredser om fortolkningen af en artikel i forordningen om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område. Det er i betragtningerne til denne forordning bl.a. slået fast, at kompetencereglerne bør være baseret på sagsøgtes bopæl som det principielle kriterium, at kompetencekriteriet bør suppleres af alternative kriterier baseret på en sags nære tilknytning til en bestemt ret eller på hensynet til god retspleje, og at det er nødvendigt at mindske risikoen for parallelle retssager af hensyn til en harmonisk retspleje.

Den artikel som det drejer sig om, bestemmer i tilknytning hertil, at en person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat i sager om erstatning uden for kontrakt ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå. Problemet i den pågældende sag er som nævnt imidlertid, at skadetilføjelsen er ikke-lokaliserbar, hvilket umiddelbart ville betyde, at der er værneting i krænkerens hjemland. Dette kan dog tænkes konkret ikke at være tilfældet, hvis man efter de alternative kriterier finder frem til, at sagen har en nærmere tilknytning til en anden ret.

Generaladvokaten har i sit forslag til en afgørelse opregnet de mulige kriterier, som kunne føre til, at det skulle være muligt at anlægge sag i sagsøgers hjemting:

• Kriteriet om centrum for interesser. Ved at benytte sig af dette kriterium tager man udgangspunkt i, hvor rettighedshaverens primære interesse er, og sagen vil således kunne anlægges der med krav om erstatning for den fulde skade, altså ikke kun den skade som krænkelsen har forårsaget i det pågældende land. Dette kriterium blev benyttet i eDate Advertising sagen, men her var der tale om peronlige rettigheder, og det er tvivlsomt, om kriteriet kan anvendes på andre områder.


• Fokuskriteriet. Kompetencen vil ved benyttelse af dette kriterium ligge hos retten i den medlemsstat, som den krænkende aktivitet er rettet imod. I den pågældende sag har sagsøgte anvendt .de som domænenavn, hvilket indikerer, at fokus området er Tyskland og ikke Østrig.


• Territorialprincippet. Ifølge dette princip er retten alene kompetent til at træffe afgørelse om den skade, som er indtrådt på rettens eget territoriale område.

Generaladvokaten afslog anvendeligheden af disse kriterier og endte derfor med at foreslå, at sagen måtte afgøres ved krænkerens hjemting, det vil sige i Tyskland. Dette forslag blev dog ikke fuldt af Domstolen, som fandt at territorialprincippet fandt anvendelse, og at sagsøgeren derfor kunne anlægge sag ved sit eget hjemting i Østrig for den skade, som måtte være indtrådt i Østrig.

Afgørelsen rummer utvivlsomt en yderligere beskyttelse og styrkelse af rettighedshaveres retsstilling, idet det bliver muligt at forfølge ophavsretskrænkeren i opretshaverens eget hjemland. Man er således ikke tvunget til at anlægge sag i krænkerens hjemland, hvilket medfører en reduktion af udgifterne til retsforfølgning.

Der kan dog også i forlængelse af afgørelsen rejses flere spørgsmål, bl.a. hvorledes krænkelsen skal omsættes til et erstatningskrav i de enkelte lande, når det ikke er muligt at henføre krænkelsens omfang og udbredelse til bestemte lande, og hvorledes man sikrer, at der ikke betales en større erstatning end påkrævet, hvis rettighedshaveren skulle anlægge flere lignende sager i andre lande. Endelig tager EU-domstolen ikke stilling til, hvordan man skal behandle en situation, hvor materialet f.eks. er uploadet og hostet fuldt lovligt i et land, men i princippet krænker rettighederne hos en rettighedshaver i et andet land.

Hele afgørelsen kan læses her.

---