I en dom afsagt af Østre Landsret den 24. oktober 2021 blev det fastslået, at Beskæftigelsesministreret var erstatningsansvarlig for ikke at have implementeret beskæftigelsesdirektivets forbud mod aldersdiskrimination i den daværende funktionærlovs § 2a, stk. 3. Hermed ser det ud til, at der langt om længe er kommet en afslutning på EU-Domstolens afgørelse i den såkaldte ”Ole Andersen-sagen”.
Baggrund
Baggrunden for Østre Landsrets afgørelse var den daværende funktionærlovs § 2a, stk. 3, der indebar, at en funktionær fortaber retten til fratrædelsesgodtgørelse, hvis funktionæren har mulighed for at oppebære alderspension.
Denne bestemmelse fandt EU-Domstolen i sin afgørelse af 12. oktober 2010 (Ole Andersen-sagen) i strid med den EU-retlige beskyttelse imod aldersdiskrimination – specifikt beskæftigelsesdirektivets forbud mod aldersdiskrimination.
Det påhvilede herefter Beskæftigelsesministeriet at bringe funktionærlovens § 2a i overensstemmelse med EU-retten.
I forlængelse af EU-Domstolens afgørelse i Ole Andersen-sagen foranledigede Beskæftigelsesministeriet i juni 2011, at der under det såkaldte Implementeringsudvalg skulle nedsættes en arbejdsgruppe, der skulle komme med forslag til eventuelle ændringer af funktionærlovens § 2a.
Arbejdsgruppen, der bl.a. bestod af lønmodtager- og arbejdsgiverrepræsentanter, kunne ikke opnå enighed og afsluttede derfor deres arbejde i maj 2012.
Beskæftigelsesministeriet besluttede umiddelbart herefter ikke at foretage ændringer til funktionærlovens § 2a. Beskæftigelsesministeriet var af den opfattelse, at de danske domstole blot kunne fortolke funktionærloven i retning af EU-Domstolens afgørelse i Ole Andersen-sagen ved såkaldt direktivkonform fortolkning.
I efteråret 2014 tog Beskæftigelsesministeriet alligevel initiativ til at ændre funktionærloven, da man bl.a. lod § 2a, stk. 3, udgå. Ændringen trådte i kraft med virkning fra den 1. februar 2015.
I ”Ajos-sagen” kom Højesteret i 2016 frem til, at funktionærlovens § 2a, stk. 3, imidlertid ikke kunne fortolkes direktivkonformt, og at retstilstanden, der fulgte af EU-Domstolens afgørelse i Ole Andersen-sagen, ikke kunne påberåbes direkte over for private arbejdsgivere.
Den konkrete sag
Finansforbundet havde anlagt søgsmålet mod Beskæftigelsesministeriet på vegne af et antal medlemmer. Fælles for medlemmerne (sagsøgerne) var, at de alle var blevet afskåret af deres tidligere arbejdsgivere fra at kræve fratrædelsesgodtgørelse i forbindelse med deres opsigelser i 2013 og 2014 under henvisning til netop den daværende funktionærlovs § 2a, stk. 3.
Østre Landsret skulle herefter tage stilling til, om Beskæftigelsesministeriet havde pådraget sig erstatningsansvar ved ikke at have gennemført den nødvendige ændring af funktionærlovens § 2 a, stk. 3, på et tidspunkt forud for opsigelserne.
Øster Landsret udtalte, at Beskæftigelsesministeriet som den ansvarlige danske myndighed var forpligtet til at træffe de fornødne foranstaltninger, så den danske lovgivning hurtigst muligt blev bragt i overensstemmelse med EU-retten efter EU-Domstolens afgørelse i Ole Andersen-sagen.
Beskæftigelsesministeriet blev dog indrømmet en ”rimelig frist” til at ændre funktionærloven efter EU-Domstolens afsigelse i Ole Andersen-sagen. Det var med andre ord velbegrundet, at der blev nedsat en arbejdsgruppe under Implementeringsudvalget til at undersøge og vurdere, hvorledes funktionærloven skulle ændres.
Da det imidlertid stod klart, at arbejdsgruppen ikke kunne nå til enighed om en anbefaling, var det Beskæftigelsesministeriets ansvar hurtigst muligt at bringe dansk ret i overensstemmelse med EU-retten og beslutte, hvordan det skulle ske.
Beskæftigelsesministeriet forholdt sig imidlertid passiv, hvorefter Beskæftigelsesministeriet fandtes at have udvist ansvarspådragende passivitet. Da Finansforbundets medlemmer som følge heraf blev afskåret fra at rejse krav om fratrædelsesgodtgørelse over for deres tidligere arbejdsgivere, blev Beskæftigelsesministeriet dømt til at erstatte disse tab.
Beskæftigelsesministeriet valgte ikke at anke Østre Landsrets afgørelse.
Bird & Birds bemærkninger
Afgørelsen viser, at en medlemsstat kan ifalde erstatningsansvar, hvis national lovgivning ikke bringes i overensstemmelse med fællesskabsretten efter en afgørelse truffet af EU-Domstolen.
Der er dog ikke tale om et øjeblikkeligt objektivt ansvar, da medlemsstater indrømmes en ”rimelig frist” til at bringe national lovgivning i overensstemmelse med fællesskabsretten.
Det bliver spændende at se, om Beskæftigelsesministeriet mødes med yderligere krav om betaling af erstatning for fratrædelsesgodtgørelse. Sådanne krav kan dog være forældede, medmindre der er indgået suspensionsaftaler, idet Højesteret i 2019 kom frem til, at disse krav forældes efter tre år.
