Begæring om sagkyndig beslutning kan afbryde forældelsesfristen

Forældelsesfristen kan blive afbrudt, når en fordringshaver iværksætter, ”…hvad der fra dennes side skal gøres for at sætte sagen i gang.” En ny voldgiftskendelse bidrager til fortolkningen af, under hvilke omstændigheder bestemmelsens betingelse er opfyldt.

Forældelseslovens almindelige treårige forældelsesfrist gælder i entrepriseforhold og er særligt relevant i tvister om mangelsansvar. Forældelse af et mangelskrav indtræder tre år efter, at manglen blev eller burde være blevet konstateret, medmindre forældelsesfristen i mellemtiden er blevet suspenderet eller afbrudt. Entreprenørens mangelsansvar er som udgangspunkt tidsmæssigt begrænset til fem år, jf. AB92/ABT 93 § 36, stk. 1.

Parallelt med reglerne om forældelse, gælder de sædvanlige reklamationsregler, hvor man som bygherre alene kan påberåbe sig mangler, hvis entreprenøren er blevet skriftlig informeret i rimelig tid efter, at manglerne blev eller burde være blevet opdaget.


Forældelseslovens § 16, stk. 3

Det følger af forældelseslovens § 16, stk. 3, at forældelsesfristen afbrydes, ”…når fordringshaveren iværksætter, hvad der fra dennes sides skal gøres for at sætte sagen i gang.”

Loven gælder derfor åbenlyst i den situation, hvor en bygherre eller entreprenør indleder en voldgiftssag ved indlevering af klageskrift til Voldgiftsnævnet i henhold til AB 92/ABT 93 § 47, stk. 2.

Det har imidlertid været antaget i dele af den juridiske litteratur, at forældelsesfristen også bliver afbrudt, når bygherrens eller entreprenørens anmodning om udbetaling under en betalings- eller entreprenørsgaranti, jf. AB 92/ABT 93 §§ 6 og 7, bestrides og følges op af en begæring om sagkyndig beslutning til Voldgiftsnævnet, jf. AB 92/ABT 93 § 46. Spørgsmålet ses dog ikke tidligere at være afklaret i rets-eller voldgiftspraksis.


Voldgiftsnævnets praksis

I en ny kendelse afsagt den 6. marts 2017 tog en voldgiftsret under Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed imidlertid stilling til spørgsmålet om, hvorvidt en begæring om sagkyndig beslutning i medfør af ABT 93 § 46 afbrød forældelsesfristen.

Sagen drejede sig om en bygherres anmodning om udbetaling under en entreprenørgaranti på grundlag af konstaterede mangler ved et byggeri. Bygherrens krav omfattede mangler konstateret ved etårsgennemgangen, som blev foretaget i 2009, samt i den efterfølgende periode.

Bygherren havde forgæves opfordret totalentreprenøren, som efter afleveringen af byggeriet var blevet taget under konkursbehandling, om at udføre mangeludbedring. Garanten var ikke inddraget i dialogen med konkursboet. I 2011, og således ca. to år efter etårs gennemgangen, rettede bygherre henvendelse til garanten med anmodning om udbetaling under garantien. I forlængelse heraf var der forgæves forligsdrøftelser mellem parterne. Garanten indleverede på den baggrund i 2012 en begæring om sagkyndig beslutning i henhold til ABT 93 § 46 til Voldgiftsnævnet. På baggrund af parternes juridiske tvistigheeder og karakteren heraf,  blev man imidlertid enige om, at det var nødvendigt, at sagen skulle behandles i en egentlig voldgiftssag. På den baggrund trak garanten begæringen tilbage, hvorefter bygherren i 2013 indledte en voldgiftssag ved indlevering af klageskrift til Voldgiftsnævnet.

Klageskriftet blev imidlertid indgivet senere end tre år efter etårs gennemgangen, og garanten gjorde derfor gældende, at mangelskravet, som garantitrækket var funderet på, var helt eller delvist forældet.

Et afgørende spørgsmål for Voldgiftsnævnet var derfor, om forældelsesfristen i den mellemliggende periode var blevet afbrudt.

Voldgiftsretten kom frem til, at der indleveringen af  begæringen om sagkyndig beslutning i medfør af ABT 93 § 46 var iværksat, ”hvad der skal gøres for at sætte sagen i gang”, og at forældelsesfristen dermed var afbrudt rettidigt inden indlevering af klageskriftet. Mangelskravet var således ikke forældet, og bygherren fik derfor medhold i sin påstand om udbetaling under garantien.


Bech-Bruuns kommentarer

Der ses ikke tidligere offentliggjort rets- eller voldgiftspraksis, der tager stilling til spørgsmålet om, hvorvidt indlevering af anmodning om sagkyndig beslutning  kan afbryde forældelsesfristen. Kendelsen bidrager således til forståelsen af rækkevidden af forældelseslovens § 16, stk. 3, og underbygger de hiditidige antagelser i dele af litteraturen på området.

Under alle omstændigheder er det dog centralt, at man som bygherre er opmærksom på forældelsesreglerne, da man i modsat fald risikerer, at et mangelskrav fortabes som følge af forældelse. Det kan man dog undgå, eksempelvis hvis man indgår en aftale om at suspendere forældelsesfristen, når både entreprenøren og garanten indgår som parter. Herved kan man forsøge at løse tvisten, uden bygherren risikerer, at mangelskravet bliver forældet, inden tvisten eventuelt senere bliver indbragt for Voldgiftsnævnet.

 



[layerslider id="63"]

 

---