Arbejdsretten: Boligtillæg til medarbejdere uden bopæl i Danmark var ikke i strid med EU-retten

Indirekte diskrimination af udenlandske virksomheder 

Sagen omhandlede en litauisk byggevirksomhed, som afviste at tiltræde Bygge- og Anlægsoverenskomsten. Virksomheden gjorde gældende, at overenskomstens § 28 om boligtillæg på 25 kr. pr. arbejdstime til medarbejdere, der ikke var bosiddende i Danmark ved ansættelsens eller udstationeringens start, var i strid med EU-retten.

Virksomheden anførte blandt andet, at bestemmelsen i praksis ramte udenlandske virksomheder hårdere end danske virksomheder, fordi udenlandske virksomheder i højere grad beskæftiger medarbejdere uden bopæl i Danmark. Efter virksomhedens opfattelse udgjorde bestemmelsen derfor indirekte diskrimination i strid med TEUF artikel 18.

Virksomheden gjorde også gældende, at boligtillægget udgjorde en restriktion efter TEUF artikel 45 og 56 om arbejdskraftens frie bevægelighed og den frie udveksling af tjenesteydelser, idet udenlandske virksomheder blev pålagt en økonomisk byrde og dermed stillet konkurrencemæssigt ringere end danske virksomheder. Virksomheden anførte desuden, at bestemmelsen var uproportional, og at formålet bag kunne opnås ved mindre indgribende midler. Endelig anmodede virksomheden Arbejdsretten om at forelægge spørgsmålene præjudicielt for EU-Domstolen.

Arbejdsretten: Ingen direkte eller indirekte forskelsbehandling 

Arbejdsretten konstaterede først, at det efter § 28 er uden betydning for retten til boligtillæg, om arbejdstageren er dansk eller udenlandsk statsborger, ligesom det er uden betydning, om arbejdsgiveren er en dansk eller udenlandsk virksomhed.

Retten fandt endvidere ikke, at det var godtgjort, at boligtillægget i praksis ramte udenlandske virksomheder hårdere end danske virksomheder. Retten lagde således til grund, at der hverken forelå direkte eller indirekte forskelsbehandling baseret på nationalitet.

Restriktion af den fri bevægelighed for arbejdskraft og fri udveksling af tjenesteydelser 

Arbejdsretten gik herefter videre til at vurdere, om bestemmelsen om boligtillægget udgjorde en restriktion af den fri bevægelighed for arbejdskraft og fri udveksling af tjenesteydelser, som ikke kunne begrundes i tvingende hensyn eller opretholdes som proportional.

Arbejdsretten fandt, at i det omfang boligtillægget udgjorde en restriktion, måtte der lægges vægt på, at bestemmelsen var indført efter aftale mellem arbejdsmarkedets parter med henblik på blandt andet at beskytte udenlandsk arbejdskraft, sikre lige vilkår for danske og udenlandske virksomheder og modvirke social dumping.

Retten lagde desuden vægt på, at tillægget alene skulle betales til medarbejdere, hvis timeløn ikke oversteg mindstebetalingssatsen med tillæg af boligtillæg, og at disse medarbejdere efter de fremlagte statistiske oplysninger tilhørte den lavest lønnede del af bygge- og anlægsbranchen.

Arbejdsretten fandt derfor samlet, at bestemmelsen ikke var i strid med TEUF artikel 18, 45 eller 56. Arbejdsretten fandt endvidere, at der ikke forelå en sådan tvivl om forståelsen af TEUF artikel 18, 45 og 56, at der var grundlag for at forelægge præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen. Fagbevægelsens Hovedorganisation blev derfor frifundet, og sympatikonflikten blev anset for lovlig.

Littler bemærker 

Littler | Denmark rådgiver arbejdsgivere og herunder udenlandske arbejdsgivere om forståelsen af danske overenskomster og repræsenterer arbejdsgivere i håndteringen af sager med fagforeninger. 

Det er særligt vigtigt for arbejdsgivere, der arbejder på byggeriets overenskomster at forstå  overenskomstbestemmelser omkring løndannelse og de forskellige lønelementer der indgår i lønnen. Det er vigtigt at understrege, at boligtillæg ikke skal udbetales til medarbejdere i de tilfælde, hvor den aftalte timeløn overstiger værdien af overenskomstens mindsteløn tillagt boligtillægget. Det er også væsentligt at være opmærksom på, at boligtillægget kun skal udbetales i en begrænset periode underlagt visse forudsætninger.

Generelt gælder det, at en overenskomstbestemmelse kan være ugyldig som stridende mod EU-retten, hvis den er udtryk for indirekte forskelsbehandling af udenlandske virksomheder. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en umiddelbart neutral bestemmelse i praksis rammer udenlandske virksomheder hårdere end danske selskaber.

Arbejdsretten fastslår, at arbejdsgiveres pligt i § 28 i Bygge- og Anlægsoverenskomsten til at betale boligtillæg til medarbejdere, som ikke er bosiddende i Danmark ved ansættelsens eller udstationeringens start, ikke udgjorde indirekte forskelsbehandling af udenlandske virksomheder, fordi det ikke var godtgjort, at boligtillægget i praksis ramte udenlandske virksomheder hårdere end danske virksomheder.

Endvidere illustrerer dommen, at arbejdsmarkedets parter har videre rammer til at indføre begrænsninger i den fri bevægelighed af arbejdskraft og tjenesteydelser ved overenskomst, og at Arbejdsretten tillægger hensynet til beskyttelse af udenlandsk arbejdskraft, sikring af lige konkurrencevilkår og modvirkning af social dumping betydelig vægt ved vurderingen af overenskomstmæssige initiativer på det danske arbejdsmarked.

Disclaimer: Ovenstående er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Henvisning Arbejdsrettens afgørelse af 6. maj 2026: sag 2025-114:  

Udskrift af Arbejdsrettens dom af 6. maj 2026 I sag nr.: 2025 - 114 Udskrift af Arbejdsrettens dom af 6. maj 2026 I sag nr.: 2025 - 114 | Karnov Group