Artikel
Almennyttige organisationers markedsadfærd
Med indførelsen af Indsamlingsloven er almennyttige organisationers indsamlinger og hjælpeorganisationers medlemshvervning ved personlig eller telefonisk henvendelse blevet underlagt visse regler, herunder kravet om god indsamlingsskik.
God indsamlingsskik er en samling af etiske regler, der skal være med til at give bidragsydere og de personer, som ikke ønsker at bidrage, sikkerhed for, at indsamlinger forløber på en ordentlig måde, herunder, at personer ikke bliver presset eller krænket, men frivilligt yder bidrag, således at bidragsyderne ikke efterfølgende får grund til at fortryde det.
God indsamlingsskik er således et udtryk for, hvad der bør være sædvanlig handlemåde på området og skal være retningsgivende for de pågældende organisationers fremgangsmåde og adfærd. Det er blandt andet respekten for bidragsyderens integritet og handlefrihed, offentlighed og åbenhed om formål og organisationens ledelse og økonomi.
Der er med vedtagelsen af Indsamlingsloven nedsat et Indsamlingsnævn, hvis praksis med tiden vil være med til at udbygge og konkretisere indholdet af de generelle principper om god indsamlingsskik.
Retningslinjerne om god indsamlingsskik er med til at sætte fokus på området for indsamlinger, og hvad man som almennyttig organisation kan tillade sig. Dog er reglerne for god indsamlingsskik stadig væsentlig lempeligere, end reglerne man kender fra forbrugerbeskyttelseslovgivningen, og det selvom en almennyttig organisations indsamling kan være så professionelt tilrettelagt, at den får karakter af erhvervsvirksomhed, ligesom konkrete aktiviteter foretaget af almennyttige organisationer også vil kunne betragtes som erhvervsvirksomhed.
Forskellene mellem de to regelsæt kommer bl.a. til udtryk gennem, hvordan man må henvende sig til forbrugerne. Forbrugeraftaleloven opstiller for erhvervsdrivende et forbud mod uanmodet personlig henvendelse til forbrugeren på dennes bopæl, arbejdsplads eller andre steder, hvor der ikke er almindelig offentlig adgang. Anderledes er det i Indsamlingsloven, hvor Indsamlingsnævnet kan give tilladelse til at foretage en årlig landsdækkende husindsamling, såfremt ansøgeren er godkendt af skatteministeren som berettiget til at modtage gaver, som kan fradrages, og man ligeledes kan sandsynliggøre, at der ved indsamlingen indbringes et godt resultat, og at den almennyttige organisation har den fornødne folkelige forankring.
Det følger af betænkningen, som ligger til grund for Indsamlingsloven, at man har fundet det hensigtsmæssigt at opretholde adgangen til husindsamlinger for de almennyttige organisationer. Dette begrundes bl.a. i organisationernes mulighed for at samle penge ind til velgørende formål, men også i hensynet til den samfundsmæssige interesse i, at borgerne er engagerede i velgørenhed og muligheden for borgerne til at kunne yde frivillige bidrag i samfundets interesse.
God indsamlingsskik er en samling af etiske regler, der skal være med til at give bidragsydere og de personer, som ikke ønsker at bidrage, sikkerhed for, at indsamlinger forløber på en ordentlig måde, herunder, at personer ikke bliver presset eller krænket, men frivilligt yder bidrag, således at bidragsyderne ikke efterfølgende får grund til at fortryde det.
God indsamlingsskik er således et udtryk for, hvad der bør være sædvanlig handlemåde på området og skal være retningsgivende for de pågældende organisationers fremgangsmåde og adfærd. Det er blandt andet respekten for bidragsyderens integritet og handlefrihed, offentlighed og åbenhed om formål og organisationens ledelse og økonomi.
Der er med vedtagelsen af Indsamlingsloven nedsat et Indsamlingsnævn, hvis praksis med tiden vil være med til at udbygge og konkretisere indholdet af de generelle principper om god indsamlingsskik.
Retningslinjerne om god indsamlingsskik er med til at sætte fokus på området for indsamlinger, og hvad man som almennyttig organisation kan tillade sig. Dog er reglerne for god indsamlingsskik stadig væsentlig lempeligere, end reglerne man kender fra forbrugerbeskyttelseslovgivningen, og det selvom en almennyttig organisations indsamling kan være så professionelt tilrettelagt, at den får karakter af erhvervsvirksomhed, ligesom konkrete aktiviteter foretaget af almennyttige organisationer også vil kunne betragtes som erhvervsvirksomhed.
Forskellene mellem de to regelsæt kommer bl.a. til udtryk gennem, hvordan man må henvende sig til forbrugerne. Forbrugeraftaleloven opstiller for erhvervsdrivende et forbud mod uanmodet personlig henvendelse til forbrugeren på dennes bopæl, arbejdsplads eller andre steder, hvor der ikke er almindelig offentlig adgang. Anderledes er det i Indsamlingsloven, hvor Indsamlingsnævnet kan give tilladelse til at foretage en årlig landsdækkende husindsamling, såfremt ansøgeren er godkendt af skatteministeren som berettiget til at modtage gaver, som kan fradrages, og man ligeledes kan sandsynliggøre, at der ved indsamlingen indbringes et godt resultat, og at den almennyttige organisation har den fornødne folkelige forankring.
Det følger af betænkningen, som ligger til grund for Indsamlingsloven, at man har fundet det hensigtsmæssigt at opretholde adgangen til husindsamlinger for de almennyttige organisationer. Dette begrundes bl.a. i organisationernes mulighed for at samle penge ind til velgørende formål, men også i hensynet til den samfundsmæssige interesse i, at borgerne er engagerede i velgørenhed og muligheden for borgerne til at kunne yde frivillige bidrag i samfundets interesse.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores nyhedsservice her.
København
Sundkrogsgade 21
2100 København Ø
72 24 12 12
72 24 12 13
denmark@twobirds.com
Nyhedsservice
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden
Vælg selv dine interesseområder og modtag juridisk nyt fra landets førende specialister.
Tilmeld dig nu
