Aftaler mellem virksomhed og hovedaktionær

Hovedaktionæren skal dog være opmærksom på reglerne i forbindelse med sådanne interesseforbundne aftaler. Det ses alt for ofte, at hovedaktionærer kommer i problemer, f.eks. ved selskabets konkurs, fordi aftalerne mellem virksomheden og hovedaktionæren ikke er indgået skriftligt, og de dermed ikke kan dokumentere aftalen eller vilkårene herfor.

Det sker undertiden, at aftaler mellem en kapitalejer og selskabet ikke er indgået på almindelige markedsbaserede vilkår (“armslængdeprincippet”), hvilket ofte tillige skaber såvel skatte- som selskabsretlige problemer, så de ikke tillægges virkning efter deres indhold eller medfører større efterbeskatningskrav og i værste tilfælde ugyldighed og mulig sanktion efter selskabsloven. Derudover er der konkurslovens regler om omstødelse, som skærpes ved aftaler mellem sådanne interesseforbundne parter, særligt hvis de ikke er indgået på markedsvilkår.

Selskabslovens dokumentationskrav

Selskabsloven foreskriver, at aftaler mellem kapitalselskaber og enekapitalejere kun er gyldige, hvis de er indgået på en måde, som senere kan dokumenteres, medmindre der er tale om aftaler på sædvanlige vilkår i et løbende mellemværende. Der er ikke længere et ubetinget krav om skriftlighed, men skriftlige aftaler vil altid være lettere at dokumentere end mundtlige aftaler, hvorfor vi anbefaler, at aftaler normalt altid udfærdiges skriftligt, medmindre det er dispositioner, som på anden måde kan godtgøres.

Armslængdeprincippet

Alle aftaler mellem en virksomhed og en hovedaktionær skal indgås med udgangspunkt i “armslængdeprincippet”.

Armslængdeprincippet indebærer, at aftalen skal ske på samme markedsvilkår og økonomiske vilkår, som hvis den blev indgået mellem uafhængige parter. SKAT vil ellers kunne tilsidesætte aftalen og i stedet anse transaktionen som maskeret udbytte med deraf følgende beskatning hos kapitalejeren for den økonomiske fordel, som SKAT anser aftalen for at rumme for kapitalejeren.

Også her kan en skriftlig aftale have fordele, idet SKAT i mangel af en skriftlig aftale ofte vil anse aftalen for indgået på vilkår, som ikke er markedsbaserede, og dermed medføre efterbeskatning for hovedaktionæren. Endvidere er skriftlighed også væsentlig, hvis der er minoritetskapitalejere, således at man altid vil kunne dokumentere vilkårene for aftalen og sikre, at denne ikke er indgået til skade for selskabet og dermed minoritetsejerne, hvilket selskabsloven forbyder med risiko for ansvar over for disse.

Bevisbyrden

Bevisbyrden for, at aftaler er indgået på armslængdevilkår efter armslængdeprincippet, påhviler aftaleparterne. Konsekvenserne af mangel herpå kan være både efterbeskatning og ugyldighed.

Videre kan kapitalejeren ifalde erstatningsansvar for tab, som vedkommende har påført selskabet og/eller andre kapitalejere, ligesom en strafferetlig sanktion i relation til skatte- og/eller selskabslovgivningen kan blive konsekvensen af aftaler, som ikke er indgået på sædvanlige vilkår.

Kapitalejerlån

Kapitalejerlån (“aktionærlån”) er i dag lovlige, såfremt der er midler i selskabet, som kunne udloddes som udbytte m.v., men der er særlige formkrav for optagelse, bl.a. skal lånet være godkendt af generalforsamlingen. Det anbefales, at man søger rådgivning hos revisor eller advokat, således at kapitalejerlånet opfylder alle de formelle krav, der er fastsat i loven, idet manglende iagttagelse har store økonomiske konsekvenser, bl.a. tilbagebetaling med tillæg af renter for låntager samt ledelsen i selskabet, som tillige hæfter herfor.