Artikel
Væsentlige vilkårsændringer skal sidestilles med en afskedigelse omfattet af direktivet om kollektive afskedigelser
Kromann Reumert
13/10/2015
Generaladvokaten skulle i denne sag tage stilling til tre præjudicielle spørgsmål, hvoraf det tredje spørgsmål vedrørte, hvorvidt en opsigelse som følge af væsentlige vilkårsændringer skulle medregnes i opgørelsen af, om der var tale om en kollektiv afskedigelse omfattet af direktiv 98/59/EF om kollektive afskedigelser. Generaladvokaten fandt, at en sådan opsigelse måtte sidestilles med en afskedigelse omfattet af direktivet, da denne var foranlediget af en væsentlig vilkårsændring, som var ensidigt fastsat af arbejdsgiveren.
(Forslag til afgørelse fra Generaladvokaten, Sag C-422/14 af 3. september 2015)
SAGEN KORT
Ifølge direktiv 98/59/EF om kollektive afskedigelser skal arbejdsgiveren overholde nogle oplysnings- og høringsforpligtelser i forbindelse med kollektive afskedigelser. Ved kollektive afskedigelser forstås afskedigelser foretaget af arbejdsgiveren af en eller flere grunde, som ikke kan tilregnes medarbejderen. Derudover er der et krav om, at alle afskedigelserne skal være foretaget inden for 30 dage og omfatte et nærmere antal afskediget medarbejdere, der opgøres efter det samlede antal beskæftigede i virksomheden. I denne sag var spørgsmålet, om der var tale om en kollektiv afskedigelse, hvormed arbejdsgiveren ikke havde opfyldt sine forpligtelser i henhold til direktivet.
Sagen angik en arbejdsgiver (A), som beskæftigede 126 medarbejdere, hvoraf 114 var fastansatte og 12 var midlertidigt ansatte. Grundet økonomiske, produktionsbetingede og organisatoriske grunde opsagde A 10 medarbejdere i løbet af 10 dage. I de 90 dage før og efter denne periode blev yderligere 31 ansættelseskontrakter opsagt. Heraf var der fem frivillige opsigelser, 23 opsigelser som følge af kontraktens udløb, en afskedigelse begrundet i medarbejderens forsømmelse, der senere blev anerkendt som uberettiget og godtgjort, en opsigelse i prøveperioden og endelig en opsigelse efter medarbejderens eget ønske.
Sidstnævnte opsigelse skete efter, at A fem dage forinden havde meddelt en væsentlig ændring af medarbejderens ansættelsesvilkår. Vilkårsændringen var ensidigt fastsat af A og medførte, at medarbejderen ville få 25 % mindre udbetalt i fast løn. Efterfølgende blev medarbejderen tilkendt erstatning i overensstemmelse med nationale regler, da han led skade som følge af den væsentlige ændring af arbejdsvilkårene.
Spørgsmålet var herefter, om medarbejderens opsigelse kunne sidestilles med en afskedigelse omfattet af direktivet, hvormed opsigelsen ville indgå i opgørelsen af det samlede antal afskedigede medarbejdere.
Den spanske domstol valgte at udsætte sagen og blandt andet forelægge dette præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen.
GENERALADVOKATENS FORSLAG TIL AFGØRELSE
Efter EU-Domstolens retspraksis omfatter begrebet ”afskedigelse” ethvert ophør af en arbejdskontrakt, som ikke sker efter medarbejderens ønske og dermed uden dennes samtykke. Generaladvokaten fandt, at begrebet ”afskedigelse” skulle fortolkes således, at det også omfatter tilfælde, hvor arbejdsgiveren ensidigt foretager en væsentlig ændring af en medarbejders arbejdsvilkår af grunde, som ikke kan tilregnes medarbejderen selv, og som medfører en væsentlig forringelse af elementer af ansættelseskontrakten. Generaladvokaten begrundede dette med, at det måtte formodes, at medarbejderen ikke havde opsagt sin stilling, såfremt A ikke havde foretaget vilkårsændringen. Der forelå derfor en indirekte afskedigelse, som er omfattet af begrebet "afskedigelse" i direktivets forstand.
Generaladvokaten fandt derfor, at medarbejderen skulle medregnes i opgørelsen af det samlede antal afskediget medarbejdere i forbindelse med afgørelsen af, hvorvidt der var tale om en kollektiv afskedigelse omfattet af direktivet.
HVAD VISER SAGEN?
Sagen viser, at såfremt en medarbejder vælger at fratræde, fordi medarbejderen ikke kan acceptere en væsentlig ændring af ansættelsesforholdet, skal medarbejderen medregnes ved opgørelsen af antallet af afskedigede. Generaladvokatens udtalelse fremtræder på linje med de foreliggende udtalelser i litteraturen på området.
Kromann Reumert vil følge op på sagen, når EU-Domstolens dom foreligger.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →