En sygeplejerske i en kommune blev kort tid efter sin ansættelse syg på grund af respirationsbesvær, udslæt samt generel utilpashed og træthed. Sygeplejersken var sygemeldt helt eller delvist i to måneder, hvorefter hun blev afskediget med den begrundelse, at fraværet ikke passede ind i kommunens arbejdsskema. På tidspunktet for afskedigelsen kendte sygeplejersken endnu ikke sin diagnose. Ligebehandlingsnævnet fandt ikke, at sygeplejersken på tidspunktet for afskedigelsen led af et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, da sygeplejersken kun havde haft symptomer i lidt mere end to måneder, og da der ikke forelå en dokumenteret diagnose eller en vurdering af dens omfang. Sygeplejersken fik derfor ikke medhold.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 13. december 2016
SAGEN KORT
En medarbejder (M) blev den 1. juli 2015 ansat som sygeplejerske i en kommune (A) med tjeneste i hjemmeplejen.
M var i perioden september til november helt eller delvist sygemeldt. Af mulighedserklæring af 1. oktober 2015 fremgik, at M havde respirationsbesvær, udslæt og generelt var skidt tilpas og træt, samt at M blandt andet skulle have kontorarbejde i en periode.
Det fremgik endvidere af M's læges attestering af 26. oktober 2015 til en mulighedserklæring af 23. oktober 2015, at M's diagnose var ukendt, samt at varigheden af fraværet ikke kunne angives.
Der blev afholdt en tjenstlig samtale den 9. november 2015. Under samtalen oplyste M, at hun var under udredning samt havde fået diagnose på en autoimmun lidelse. A meddelte, at fraværet ikke var foreneligt med driften af hjemmeplejen, og at M ville blive indstillet til afskedigelse, idet udsigten til, at M kunne genoptage arbejdet på fuld tid, var tidsubestemt. Dog ville A genoverveje afskedigelsen på visse betingelser.
M blev afskediget den 23. november 2015 med en måneds varsel.
Det fremgik af en udtalelse af 1. februar 2016 fra en læge, at M havde et svært spontant og fysisk kronisk uticaria (invaliderende hudsygdom).
M klagede til Ligebehandlingsnævnet og gjorde gældende, at hun havde været udsat for forskelsbehandling, fordi A ikke havde overholdt sin tilpasningsforpligtelse efter forskelsbehandlingsloven.
LIGEBEHANDLINGSNÆVNETS AFGØRELSE
Ligebehandlingsnævnet bemærkede, at det af EU-Domstolens praksis følger, at begrebet handicap: "[…] også omfatter en tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre lønmodtagere, og denne begrænsning er af lang varighed[…]".
Ligebehandlingsnævnet bemærkede, at M som klager skulle løfte bevisbyrden for, at hun led af en sygdom, der medførte et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
Ligebehandlingsnævnet udtalte herefter, at M på afskedigelsestidspunktet havde haft symptomer i lidt mere end to måneder, samt at der ikke forelå en lægeligt dokumenteret diagnose eller en vurdering af varigheden af M's funktionsbegrænsninger eller skånebehov.
Ligebehandlingsnævnet fandt på den baggrund, at M ikke havde løftet bevisbyrden for, at hun var handicappet på afskedigelsestidspunktet. M fik derfor ikke medhold.
HVAD VISER DOMMEN?
Dommen viser, at en medarbejders sygdom alene er omfattet af forskelsbehandlingslovens handicapbegreb, hvis medarbejderen kan løfte bevisbyrden for, at sygdommen på afskedigelsestidspunktet anses for at udgøre et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
Det forhold, at medarbejderen gjorde arbejdsgiveren opmærksom på, at medarbejderen var under udredning og havde fået en diagnose på en autoimmun lidelse, var ikke i den konkrete sag tilstrækkeligt til, at medarbejderen havde løftet denne bevisbyrde.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
