To sæt nye regler for udenlandsk arbejdskraft sendt i høring
Første lovforslag
Forslag til ny opholdsordning for medfølgende familie til udlandsdanskere
I dag er reglerne for at få familiemedlemmer med til Danmark forskellige, alt efter om det gælder en udlænding med arbejdstilladelse eller en hjemvendende udlandsdansker. Forslaget går ud på at skabe parallelitet mellem reglerne for de to grupper, så udlandsdanskere også kan få deres familie med på samme vilkår som udenlandske arbejdstagere. Dette indebærer, at udlandsdanskere får adgang til at tage deres familie med til Danmark, hvis de opfylder de betingelser for opholdstilladelse, som gælder for udenlandske arbejdstagere. Den danske statsborger skal dog være etableret i udlandet for at kunne benytte sig af de nye regler. Heri ligger et krav om, at udlandsdanskeren har opbygget en ikke uvæsentlig tilknytning uden for Danmark, der som udgangspunkt er opfyldt efter 8 års udlandsophold. Såfremt opholdet har været under 8 år, skal der foretages en konkret vurdering, hvor det blandt andet tillægges betydning om udlandsdanskeren i perioden har haft ophold i Danmark, der går udover almindeligt ferieophold eller familiebesøg. Betingelsen skal bidrage til at sikre, at ordningen ikke bliver misbrugt i forhold til de almindelige familiesammenføringsregler.
Øvrige tiltag i lovforslaget
Herudover foreslås blandt andet følgende lempelser i forhold til gældende regulering:
- Halvering af den økonomiske sikkerhedsstillelse ved ægtefællesammenføring
- Justering af sprogkrav ved ægtefællesammenføring
- Etablering af lukket opgavebank for danskprøver ved danskuddannelsen for voksne udlændinge
- Ændringer vedrørende udstedelse af tidsubegrænset opholdstilladelse mv.
Andet lovforslag
Ændring af kravet om dansk bankkonto
Under de nuværende regler gælder der for de fleste erhvervsordninger et krav om, at lønnen til den udenlandske arbejdstager udbetales til en dansk bankkonto efter senest 90 dage. Forslaget lægger op til at ændre dette, således at arbejdstagere på forskerordningen og fast track-ordningen (med undtagelse af det supplerende beløbsspor) vil blive undtaget fra kravet om en dansk bankkonto.
Forslaget lægger desuden op til, at de udenlandske arbejdstagere, der fortsat vil være forpligtet til at få løn udbetalt til en dansk bankkonto, vil få forlænget fristen til180 dage (mod de nugældende 90 dage) for at oprette en dansk bankkonto. Dette imødekommer de udfordringer, som erhvervslivet har oplevet med lange sagsbehandlingstider i bankerne.
Udvidelse af jobskiftereglen
Jobskiftereglen, der tillader udenlandske arbejdstagere med en opholds- og arbejdstilladelse at påbegynde et nyt ansættelsesforhold, mens ansøgningen om en ny tilladelse behandles, gælder i øjeblikket kun for jobskift fra én arbejdsgiver til en anden. Dette skaber udfordringer, når en udenlandsk arbejdstager ønsker at ændre opholdsgrundlag inden for samme ansættelsesforhold uden at skifte job eller arbejdsgiver. For at afhjælpe dette problem foreslås det i lovforslaget at udvide jobskiftereglen, så den også omfatter situationer, hvor en udenlandsk arbejdstager ønsker at skifte opholdsgrundlag under det igangværende ansættelsesforhold. Den foreslåede ændring vil tillade udenlandske arbejdstagere at fortsætte med at arbejde, mens Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) behandler ansøgningen om en ny opholds- og arbejdstilladelse.
Øget fleksibilitet for ophold efter fast track-ordningens korttidsspor
Fast track-ordningens korttidsspor giver ret til ophold i Danmark i op til 90 arbejdsdage om året. Der kan gives flere tilladelser efter korttidssporet inden for et år, så længe det samlede antal arbejdsdage i Danmark højst udgør 90 dage. Hvert ophold kræver dog en ny ansøgning - og dermed tilladelse. En tilladelse efter korttidsopholdet kan ikke forlænges ud over det angivne antal dage, hvilket således også kræver en ny førstegangsansøgning. Det skaber udfordringer i de situationer, hvor arbejdet i Danmark trækker ud.
For at imødekomme behovet for fleksibilitet og forenkle processen for fast track-certificerede virksomheder foreslås det, at der indføres mulighed for at forlænge en tilladelse efter korttidssporet, så længe opholdet ikke overstiger 90 dage årligt. Som vi kender det fra de øvrige erhvervsordninger, vil det være et krav, at ansøgningen om forlængelse indgives før udløbet af tilladelsen.
Processen for den videre behandling af lovforslagene
Den foreslåede ikrafttrædelsesdato for det første lovforslag er den 1. juli 2024 og 1. juni 2024 for det andet forslag. Det forventes, at begge lovforslag fremsættes i foråret 2024.