Tilsidesættelse af lige­behandlings­princippet i vikarloven

En medarbejder indgik en formidlingsaftale med et vikarbureau om et laborantvikariat hos en virksomhed. Medarbejderen gjorde efter endt vikariat gældende, at det var i strid med ligebehandlingsprincippet i vikarloven, at forskellige overenskomstgoder var blevet konverteret til løn, herunder fridage, pensionsbidrag og opsparingsordning. Medarbejderen gjorde også gældende, at hun havde krav på et personligt tillæg, da alle fastansatte laboranter modtog dette. Desuden gjorde medarbejderen gældende, at hun aldrig havde modtaget en vikarbekræftelse, som indeholdt ansættelsesvilkårene. Højesteret fandt, at ligebehandlingsprincippet var tilsidesat i forhold til fridage, personligt tillæg og arbejdsgiverens del af pensionsbidraget. Derimod fandt Højesteret ikke, at det var i strid med ligebehandlingsprincippet at udbetale opsparingsordningen igennem lønnen. Foruden de enkelte efterreguleringer blev medarbejderen tilkendt godtgørelse for vikarbureauets overtrædelse af ansættelsesbevisloven og ligebehandlingsprincippet i vikarloven.


Sagen kort

Medarbejderen (M) indgik en formidlingsaftale med vikarbureauet (V) om et vikariat hos en virksomhed (A). M var tilknyttet A i perioden 10. juni 2013 til 20. november 2013 og igen fra 4. til 6. december 2013. M var tilknyttet som laborantvikar med en timeløn på 150 kr. inklusiv pension, men eksklusiv feriepenge.

M anlagde efter endt vikariat sag an mod V med påstand om, at hun i strid med ligebehandlingsprincippet i vikarloven ikke havde haft ansættelsesvilkår, der mindst svarede til de fastansattes hos A. M gjorde gældende, at det ikke havde været lovligt at konvertere diverse overenskomstgoder til løn. M gjorde herefter krav på efterregulering med hensyn til fridage, opsparingsordning, pensionsbidrag og personligt tillæg samt godtgørelse for overtrædelse af ligebehandlingsprincippet. I forhold til det personlige tillæg gjorde M gældende, at alle laboranter hos A fik et tillæg på mindst 4.000 kr. pr. måned, og at M derfor burde have fået tilsvarende tillæg.

M gjorde desuden gældende, at hun aldrig havde modtaget en vikarbekræftelse, som indeholdt arbejdsvilkårene for vikariatet hos A, og gjorde derfor krav på godtgørelse efter ansættelsesbevisloven.

V gjorde heroverfor gældende, at overenskomstens lønvilkår for fastansatte laboranter kunne omregnes til en timeløn på 143,87 kr., hvorfor M, med en timeløn på 150 kr., havde haft ansættelsesforhold svarende til de fastansattes hos A.

 

Højesterets dom

For så vidt angik arbejdsgiverens del af pensionsbidraget udtalte Højesteret, at pensionsordningen tjener et andet formål end løbende lønudbetaling, herunder typisk en række forsikringselementer. Derfor fandt Højesteret ikke, at M med en timeløn, der rummede arbejdsgiverens pensionsbidrag, havde haft samme ansættelsesvilkår som de fastansatte hos A. Dog fandt Højesteret ikke, at M havde krav på at få udbetalt medarbejderbidraget.

I forhold til fridage udtalte Højesteret, at fridagene skulle sidestilles med ferie, og at det var i strid med vikarloven at konvertere retten til ferie til løn, når der ikke forelå særlige omstændigheder.

For så vidt angik det personlige tillæg fandt Højesteret det bevist, at alle laboranter i A fik personlige tillæg på minimum 4.000 kr. pr. måned, og derfor var det i strid med ligebehandlingsprincippet, at M ikke fik et personligt tillæg.

Derimod fandt Højesteret ikke, at det var en overtrædelse af ligebehandlingsprincippet at udbetale en opsparingsordning igennem lønnen, da ordningen måtte sidestilles med et almindeligt løntillæg.

Foruden de ovenstående efterreguleringer blev M tilkendt en godtgørelse på 15.000 kr. for overtrædelse af ligebehandlingsprincippet i vikarloven.

Højesteret fandt det endvidere ikke bevist, at M modtog en vikarbekræftelse med ansættelsesvilkårene for vikariatet hos A, hvorfor M fik tilkendt en godtgørelse på 10.000 kr. efter ansættelsesbevisloven.

Herved stadfæstede Højesteret delvist Sø- og Handelsrettens dom.

 

Hvad viser dommen?

Dommen viser, at når overenskomstmæssige fridage efter deres karakter kan sidestilles med ferie, er det i strid med vikarlovens ligebehandlingsprincip at konvertere retten til ferie til løn, når der ikke foreligger særlige omstændigheder.

Dommen fastslår endvidere, at arbejdsgiverens del af pensionsbidraget tjener et andet formål end den løbende lønudbetaling, og derfor kan et pensionsbidrag ikke blot konverteres til løn.

Derudover viser dommen, at når alle fastansatte i en virksomhed får et personligt tillæg og det kan lægges til grund, at en vikar også ville have fået tillæg ved fastansættelse, så har vikaren krav på det samme, også selvom tillægget ikke er et krav efter overenskomsten.

 

 

---