Højesteret har fastslået, at arbejdsgivere i et vist omfang kan forskelsbehandle ansatte, som ikke er medlem af et overenskomstbærende fagforbund. Sagen drejede sig om to medarbejdere, som ikke fik udbetalt sygetillæg i forbindelse med langtidssygdom.
To ansatte, som begge havde været syge i en længere periode, fik ikke udbetalt supplerende sygehjælp i forbindelse med deres langtidssygemelding. Årsagen var, at de to ansatte ikke var medlem af et af de overenskomstbærende fagforbund, som havde indgået overenskomst med Dansk Industri på det pågældende arbejdsområde.
Overenskomstparterne havde som en del af overenskomsten oprettet en fond, som skulle refundere udbetalt supplerende sygeløn til de virksomheder, der var omfattet af overenskomsten, og som havde udbetalt sygeløn efter overenskomstens regler. Af overenskomsten fremgik det specifikt, at tillægget kun gjaldt medlemmer af 3F og HK.
Virksomheden nægtede derfor at betale supplerende sygehjælp til de to ansatte, som måtte nøjes med sygedagpenge.
Sagen endte for retten, der skulle afgøre, om det var i strid med foreningsfrihedsloven, at virksomheden forskelsbehandlede de to ansatte på grund af manglende medlemskab af et overenskomstbærende fagforbund. Foreningsfrihedsloven skulle fortolkes i lyset af Menneskerettighedskonventionens artikel 11 om foreningsfrihed.
Højesteret: Forskelsbehandling var lovlig
Højesteret udtalte, at det normalt ikke vil være i strid med Menneskerettighedskonventionen at forskelsbehandle ansatte, som ikke er medlem af en overenskomstbærende fagforening, så længe forskelsbehandlingen ikke drejer sig om ansættelser og afskedigelser. Forskelsbehandlingen må dog ikke have den virkning, at den reelt tvinger arbejdstageren til at melde sig ind i en fagforening eller være af indgribende karakter.
Højesteret afgjorde på den baggrund, at virksomhedens forskelsbehandling af de to sygemeldte medarbejdere var i overensstemmelse med Menneskerettighedskonventionens artikel 11. Højesteret lagde blandt andet vægt på, at de ansatte havde ret til almindelig sygeløn.
Foreningsfrihed vs. Fagforeninger
Højesterets afgørelse er den seneste i en række sager, hvor der er taget stilling til de overenskomstbærende fagforeningers spillerum inden for foreningsfrihedslovens grænser.
Menneskerettighedsdomstolen har tidligere fastslået, at eksklusivaftaler er omfattet af menneskerettighedskonventionens artikel 11, og at retten til ikke at tilslutte sig en forening dermed også er beskyttet.
Retten i Glostrup behandlede sidste år en sag om, hvorvidt en virksomhed kunne opkræve administrationsbidrag til vedligeholdelse af overenskomsten fra medarbejdere, der ikke var medlem af en overenskomstbærende fagforening. Der var tale om et såkaldt administrationsgebyr, som virksomheden opkrævede og sendte videre til fagforeningen.
Retten fandt, at det opkrævede beløb ikke stod mål med de reelle udgifter til ”vedligeholdelse af overenskomsten”, og at der ikke var gennemsigtighed med, hvordan pengene blev brugt. Retten udelukkede dog ikke, at det i visse tilfælde kan være lovligt at opkræve penge fra ikke-medlemmer for det arbejde, fagforeningen laver.
IUNO mener
Med den nye afgørelse fra Højesteret vil det fremover være lovligt at indføre visse former for forskelsbehandling mellem medlemmer og ikke-medlemmer i overenskomsterne.
Afgørelsen fastsætter dog også visse grænser for forskelsbehandlingen. Hvis det viser sig, at en overenskomstmæssig opkrævning/betaling i realiteten tvinger medarbejdere til at melde sig ind i et fagforbund, vil der være tale om ulovlig forskelsbehandling af de ansatte, som ikke er medlem af fagforeningen, og virksomheden vil i den pågældende situation kunne gøres ansvarlig for et eventuelt tab.
IUNO anbefaler derfor, at virksomheder som bliver mødt med et overenskomstkrav om forskelsbehandling af medlemmer og ikke-medlemmer, overvejer kravet nøje, inden de accepterer det.
[Højesterets dom af 4. juni 2015]
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
