Skatteyder havde ikke bevaret sin skattepligt til Danmark

Det forekommer ikke sjældent, at skattemyndighederne anfægter en skatteyders opfattelse af at have opgivet sin bopæl i Danmark. Dette med den konsekvens, at den fulde skattepligt til Danmark ikke anses for at have været ophørt i kildeskattelovens forstand. 

I disse typer af sager, hvor en skatteyder fraflytter landet, anser Skattestyrelsen skatteyderen for at have bevaret sin bopæl her i landet i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, hvilket medfører, at skatteyderen anses for at have opretholdt sin skattepligt til Danmark.

Ved vurderingen af, om en skatteyder har opgivet sin bopæl i henhold til kildeskattelovens regler, vil Skattestyrelsen som udgangspunkt tage afsæt i, hvorvidt skatteyderen har bevaret rådighed over en helårsbolig i landet – dvs. det objektive bopælsbegreb – men der kan også inddrages subjektive kriterier – dvs. det subjektive bopælsbegreb – for at konstatere, hvorvidt skatteyderen har haft til hensigt at bosætte sig varigt i udlandet.

Nyere afgjort klagesag (sagsnr. 23-0005087)

I den nyligt afgjorte klagesag havde Skattestyrelsen anset skatteyderen for fuldt skattepligtig til Danmark for indkomstårene 2019-2021, hvorfor Skattestyrelsen havde forhøjet skatteyderens lønindkomst for de pågældende indkomstår med et betydeligt beløb, ligesom Skattestyrelsen samtidig havde varslet yderligere forhøjelser for de efterfølgende indkomstår.  

Skatteyderen havde oprindeligt meldt sin fraflytning fra Danmark til England den 30. april 2014, idet han skulle medvirke i opstarten af et selskab i England. 

Skatteyderen havde i de omtvistede indkomstår fra 2019 til 2021 boet i henholdsvis England og Bulgarien. 

I perioden fra 4. oktober 2018 til 3. oktober 2020 havde skatteyderen taget ophold i et lejemål i London, hvor han også var fuldtidsansat som administrerende direktør i et britisk selskab. 

I perioden fra 23. marts 2021 til 15. maj 2023 havde skatteyderen taget ophold i et lejemål i Sofia, Bulgarien, hvorfra han drev et fritidslandbrug samtidig med sin ansættelse som administrerende direktør i det britiske selskab. 

Skatteyderens to børn boede med deres mor i Danmark og havde gjort det siden fraflytningen den 30. april 2014.  

Skatteyderen blev separeret fra sin kone pr. 30. juli 2019, ligesom ægteparret foretog en bodeling af deres fællesformue i 2021. Det blev bl.a. bestemt i bodelingsaftalen, at hustruen udtog ejendommen, og at skatteyderen fortsat kautionerede på den tinglyste restgæld i ejendommen. 

Netop dette var afgørende for Skattestyrelsen, der i sin afgørelse bl.a. havde anført følgende:

”Der bliver optaget et lån, der bliver tinglyst på ejendommen den 5. april 2019. Du optager lånet i fællesskab med din ægtefælle og I hæfter hver for halvdelen af lånet. Inden fraflytningen ejede din ægtefælle også jeres tidligere hjem 100%, hvor I på tilsvarende vis hver hæftede for halvdelen af gælden.

Det er således Skattestyrelsens vurdering, at du uagtet jeres separation, har rådighed over en ejendom og en bolig i Danmark.”

Derudover havde Skattestyrelsen i afgørelsen foretaget en skønsmæssig opgørelse af skatteyderens lønindtægter bl.a. baseret på udenlandske statistikoplysninger om lønniveauet for en administrerende direktør i Storbritannien. 

Afgørelsen påklaget

Skattestyrelsens afgørelse blev påklaget til Skatteankestyrelsen, og under klagesagen blev det bl.a. fremhævet, at skatteyderen efter separationen ikke havde haft et samlivsforhold med hustruen, der kunne begrunde, at han skulle anses for at have bevaret rådighed over ekshustruens bolig, ligesom skatteyderen fortsatte med at kautionere på ejendommen med henblik på at understøtte og sikre sine børn. Derudover blev det fremhævet, at den skønsmæssige opgørelse af skatteyderens lønindtægter var foretaget forkert. 

Der blev i den forbindelse fremlagt en lang række oplysninger om skatteyderens boligforhold i England og Bulgarien, ligesom der blev fremlagt oplysninger om hans opholdsmønstre de pågældende år, der belyste, at han kun havde opholdt sig i Danmark mellem 8 og 17 dage årligt i 2019-2021. Derudover blev der fremlagt en ansættelseskontrakt fra det britiske selskab, hvoraf det fremgik, at skatteyderen oppebar en løn, der var væsentlig lavere end det, Skattestyrelsen havde skønnet. 

Landsskatteretten udtalte herefter følgende vedrørende skattepligtsspørgsmålet: 

”Klageren er pr. 30. juli 2019 separeret fra sin ægtefælle, og parret er skilt i 2023. 

Klageren har i indkomstårene 2019 til 2021 haft bolig til rådighed i Storbritannien og Bulgarien, og han har ud fra det oplyste alene opholdt sig mellem 8 og 17 dage årligt i Danmark i de påklagede indkomstår på trods af, at han fortsat ejer selskaber i Danmark. 

Landsskatteretten finder på den baggrund, at klageren pr. 1. august 2019 har opgivet sin bopæl i Danmark i forbindelse med, at han blev separeret fra sin ægtefælle. Retten har tillagt det betydning, at klageren siden 2014 har været registreret udrejst fra Danmark, og efter den registrerede udrejse udelukkende gennem sit ægteskab har haft bolig til rådighed i Danmark. Klageren er herefter udtrådt af fuld skattepligt til Danmark pr. 1. august 2019 i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. 

Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt.”

Landsskatteretten udtalte følgende vedrørende lønindtægterne: 

”Retten finder, at klageren ved den fremlagte ansættelseskontrakt og de fremlagte lønsedler har godtgjort, at Skattestyrelsens skøn over klagerens lønindkomst i indkomståret 2019 hviler på et forkert grundlag.”

Sagen viser, at det kan betale sig at påklage en afgørelse, hvis du er uenig i Skattestyrelsens udlægning af din situation.