Jurainfo logo
LUK
Juridiske nyheder Kurser Find juridisk specialist Jobbørs Domme
Om Jurainfo Podcasts Juridiske links Privatlivspolitik Kontakt
Ansøg om en profil Bliv kursusudbyder Bliv jobannoncør
Artikel

Realkreditinstitut idømt millionbøde for at vildlede forbrugere

TVC Advokatfirma
16/05/2018
Realkreditinstitut idømt millionbøde for at vildlede forbrugere

I en ny afgørelse fra Østre Landsret er Totalkredit idømt en rekordstor bøde på DKK 3 millioner for overtrædelse af markedsføringsloven. Realkreditinstituttet havde over en årrække markedsført sine fastforrentede lån på en måde, der var vildledende for forbrugerne. Få indblik i den konkrete sag og de gældende regler.



Ifølge markedsføringsloven er vildledende markedsføring overfor forbrugere ikke tilladt. Det gælder blandt andet vildledende oplysninger om pris. Ved overtrædelse af loven er risikoen for at ifalde bødeansvar er stor. Dette fik et større realkreditinstitut at mærke, da der for nyligt faldt afgørelse ved Østre Landsret.

Den 31. maj 2016 politianmeldte Forbrugerombudsmanden Totalkredit som følge af mere end 200 klager fra utilfredse forbrugere. Forbrugerombudsmanden påstod, at Totalkredit ved sin markedsføring af fastforrentede lån i perioden juni 2012 til marts 2016 havde vildledt forbrugerne til at tro, at de ville kende ydelsen på lånet i hele dets løbetid.

Forbrugerombudsmanden gjorde gældende, at dette var i strid med virkeligheden, da bidragssatsen skulle ses som en del af den samlede ydelse på lånet. Totalkredit havde i deres lånekontrakter angivet, at bidragssatserne kunne hæves, ligesom Totalkredit flere gange i perioden rent faktisk havde hævet bidragssatsen.

Den 1. juni 2017 blev Totalkredit idømt en bøde på DKK 1 million af Københavns Byret. Dommen blev efterfølgende anket af Forbrugerombudsmanden, der ønskede bøden hævet til DKK 25 millioner.

Hos Østre Landsret blev Totalkredit den 26. april 2018 idømt en bøde på DKK 3 millioner. Østre Landsret lagde særligt vægt på ordlyden i to produktark, der var markedsført i forbindelse med Totalkredits fastforrentede lån. Af produktarkene fremgik det, at forbrugeren ville kende prisen for lånet i hele dets løbetid.

Østre Landsret fremhævede endvidere, at Finanstilsynet i 2010 havde gjort Totalkredit opmærksom på, at det var afgørende, at forbrugeren ikke blev vildledt til at tro, at den samlede ydelse ikke kunne ændres.

Ved bødeudmålingen lagde Østre Landsret dertil vægt på Totalkredits markedsposition og varigheden af overtrædelsen samt det faktum, at bidragssatsen var en væsentlig indtjeningskilde for Totalkredit.

Hvad er gældende ret?

Ifølge markedsføringsloven må erhvervsdrivende i sin handelspraksis ikke vildlede forbrugeren ved vildledende handlinger og undladelser. Af markedsføringslovens § 5, stk. 1 fremgår det bl.a.:

En erhvervsdrivendes handelspraksis må ikke indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsform eller på anden måde vildlede eller kunne forventes at vildlede gennemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt korrekte.

Markedsføringslovens § 5, stk. 2 uddyber i den forbindelse, at vildledning f.eks. kan relatere sig til produktets væsentligste egenskaber og pris.

Virksomheder, der overtræder markedsføringslovens regler, risikerer at ifalde et bødeansvar. Der tages i den forbindelse højde for overtrædelsens karakter og omfang. Virksomhedens tilsigtede økonomiske gevinst tillægges ligeledes vægt.

I forarbejderne til markedsføringsloven står der desuden, at bøder for forsætlige og gentagne overtrædelser af markedsføringsloven er tiltænkt at skulle have en reel præventiv effekt. Det var bl.a. derfor, at Forbrugerombudsmanden i sagen argumenterede for at hæve bøden til DKK 25 millioner.

Bøden på DKK 3 millioner er den til dato største, der er givet for overtrædelse af markedsføringsloven.

Forbrugerombudsmanden fremhæver imidlertid, at mindre virksomheder er idømt forholdsmæssigt større bøder for vildledning i kortere perioder. Du kan læse Forbrugerombudsmandens kommentar til afgørelsen her.

TVC Advokatfirma anbefaler

Er du i tvivl om, hvorvidt du har tilstrækkeligt kendskab til reglerne på området, eller ønsker du rådgivning og vejledning i relation til markedsføringsretlige problemstillinger i øvrigt, sidder vores specialister altid klar til en uforpligtende snak om din konkrete case. 






Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice her →
Fagligt indhold, der kunne være relevante for dig
Hvornår må du udsende nyhedsbreve og tilbud til dine kunder?
Jurainfo logo
EXCLUSIVE
VIDEO
Hvornår må du udsende nyhedsbreve og tilbud til dine kunder?
Det kræver et markedsføringssamtykke fra dine kunder, hvis du ønsker at udsende nyhedsmail, sms'er eller på anden måde kontakte dem med gode tilbud. Advokat, Torsten Hylleberg, kommer her nærmere ind på hvad du skal være opmærksom på i forbindelse med indhentelse af markedsføringssamtykker.
Artikler, der kunne være relevante for dig
Salling Group politianmeldt for ulovlig fremvisning af tobaksprodukter
Salling Group politianmeldt for ulovlig fremvisning af tobaksprodukter
06/01/2025
E-handel og markedsføring
BMW Danmark får bøde på 3 millioner kroner for vildledende miljøpåstande
BMW Danmark får bøde på 3 millioner kroner for vildledende miljøpåstande
07/01/2025
E-handel og markedsføring
Har din virksomhed tjek på de nye tilgængelighedskrav til produkter og tjenester?
Har din virksomhed tjek på de nye tilgængelighedskrav til produkter og tjenester?
22/01/2025
EU-ret, Immaterialret, Øvrige, E-handel og markedsføring
Miljøpåstande under lup: De nyeste anbefalinger
Miljøpåstande under lup: De nyeste anbefalinger
24/01/2025
E-handel og markedsføring
KLM politianmeldt for vildledende markedsføring om bæredygtighed
KLM politianmeldt for vildledende markedsføring om bæredygtighed
30/01/2025
E-handel og markedsføring, Øvrige
Klimavenlig? Bevis det!
Klimavenlig? Bevis det!
10/02/2025
E-handel og markedsføring
Jurainfo logo

Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.

Jurainfo.dk ApS
CVR-nr. 38375563
Vandtårnsvej 62B, DK-2860 Søborg
(+45) 71 99 01 11
kontakt@jurainfo.dk
Ønsker du at udgive materiale?
2025 © Jurainfo.dk - Juridiske nyheder og arrangementer samlet ét sted