Provisionslønnet havde ret til kompensation for mistet provision som følge af ferie og sygdom

Sagen angik A, som var ansat som salgsrådgiver hos en bilforhandler, B. A var aflønnet med en fast månedsløn og en finansieringsbonus. Den provisionsudløsende handling var en kundes underskrift på en finansieringsaftale ved køb af en bil. Ansættelseskontrakten indeholdt ikke bestemmelse om betaling af feriegodtgørelse af provision.  A blev ved brev af 22. februar 2018 opsagt til udgangen af marts 2018 ifølge funktionærlovens § 5, stk. 2 om 120-dages reglen.

A lagde sag an mod B med påstand om krav på kompensation for mistet provision som følge af ferieafholdelse, jf. ferielovens § 17, stk. 1 (den daværende § 23, stk. 2) samt erstatning for mistet provision under sygdom, jf. funktionærlovens § 9, stk. 3. Til støtte for sin påstand om kompensation for mistet provision under ferieafholdelse gjorde A gældende, at provision udgjorde en ikke ubetydelig del af hans løn, og at provisionen stammede fra direkte ordrer, og dermed var knyttet til hans personlige salg. Han kunne således ikke tilrettelægge sit salg, sådan at han ikke mistede provision under ferieafholdelse. For så vidt angik løn under sygdom, gjorde A gældende, at det i funktionærlovens § 9, stk. 3 er præciseret, at sygeløn for provisionslønnede omfatter den provision, der antageligt ville være oppebåret under sygdommen.

B nedlagde principalt påstand om frifindelse. Til støtte for sin påstand gjorde B gældende, at bilsalg generelt er svingende i løbet af et år, hvorfor kundernes forhold og ikke den enkelte sælgers ferie var afgørende for provisionsindtjeningen. For så vidt angik løn under sygdom gjorde B gældende, at der ikke for en bestemt arbejdsdag var udsigt til en bestemt provisionsindtjening.

Hovedspørgsmålet i sagen angik derefter fortolkningen af bestemmelsen i ferielovens § 17, særligt om betingelsen ’… provision, der mistes som følge af ferieafholdelsen’ var opfyldt. Dernæst vedrørte spørgsmålet A’s aflønning under sygdom.

Tidligere domme har fastslået, at provisionslønnede ikke havde krav på kompensation for mistet provision i tilfælde, hvor den provisionslønnede under ferie modtog provision af indirekte ordrer og i øvrigt kunne tilrettelægge sit arbejde, så et forøget salg før og efter ferien indebar, at der ikke var nogen lønindtægtsnedgang i ferien.

Landsrettens afgørelse

Østre Landsret var enig i Sø- og Handelsrettens flertals begrundelse og resultat og fandt, at betingelsen om ’provision, der mistes som følge af ferieafholdelsen’ var opfyldt. Flertallet lagde vægt på, at A’s mulighed for at opnå provision ifølge ansættelsesvilkårene var betinget af, at han var fysisk til stede på arbejdspladsen, og der blev særligt henvist til lovbemærkninger til bestemmelsen i ferieloven, hvorefter funktionæren vil være berettiget til kompensation, hvor ’arbejdsvilkårene indebærer, at provisionsdelen reduceres som følge af ferieafholdelse’.

At der var generelle sæsonudsving i salget af biler, udgjorde ikke tilstrækkeligt grundlag for at fratage A retten til kompensation efter ferieloven.

Østre Landsret fandt også – i overensstemmelse med Sø- og Handelsretten -, at der, for så vidt angik opgørelsen af kompensationen, ikke var grundlag for at fravige princippet om, at kompensationen udgør ret til feriegodtgørelse på 12,5 procent af det forudgående års provisionsindtægter.

Med hensyn til A’s krav om betaling af kompensation for mistet provision under sygdom var flertallet enige i, at krav på løn under sygdom også omfatter en beregnet andel af provision.

Østre Landsret stadfæstede dermed Sø- og Handelsrettens afgørelse.

Bech-Bruuns kommentarer

Afgørelsen slår fast, at provisionslønnede, der som følge af ansættelsesvilkårene alene kan optjene provision ved fysisk tilstedeværelse på arbejdspladsen, mister provision som følge af ferieafholdelse og fravær på grund af sygdom, hvilket udløser krav på kompensation efter ferielovens § 17, stk. 1, og funktionærlovens § 9, stk. 3. Afgørelsen illustrerer også, at forhold som sæsonudsving eller ferielukning kan have betydning for den provisionslønnedes ret til kompensation, hvilket dog i den konkrete sag ikke udgjorde tilstrækkeligt grundlag til at ændre landsrettens afgørelse.