I en ny dom har Højesteret fastslået, at et fastsat erhvervsevnetab indebar ophør af retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, selvom erhvervsevnetabet senere blev ændret.
En kvinde blev under sin barselsorlov udsat for en trafikulykke, som påførte hende varige gener. Efter barselsorloven genoptog hun sit arbejde på nedsat tid, indtil hun syv måneder efter igen gik på barsel.
Efter genoptagelsen af arbejdet havde hun et meget højt sygefravær, hvorfor hun blev opsagt og efterfølgende tilkendt førtidspension.
ARBEJDSSKADESTYRELSEN ÆNDREDE ERHVERVSEVNETABET MARKANT
For at få fastsat kvindens erhvervsevnetab som følge af ulykken, anmodede forsikringsselskabet om, at der blev indhentet en såkaldt vejledende § 10-udtalelse hos Arbejdsskadestyrelsen.
Arbejdsskadestyrelsen vurderede i første omgang kvindens erhvervsevnetab til 15 %, men udtalte, at der var usikkerhed forbundet med kvindens fremtidige erhvervsevne. Som sagen var belyst på tidspunktet, var det dog ikke sandsynliggjort eller dokumenteret, at der forelå et varigt indtægtstab på mere end 15 %.
Da erhvervsevnetabet blev fastsat, ophørte forsikringsselskabets pligt til at udbetale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
To år senere vurderede Arbejdsskadestyrelsen kvindens erhvervsevnetab til 65 %. Forhøjelsen skyldtes bl.a., at det i forbindelse med den første fastsættelse af erhvervsevnetabet ikke havde været muligt at fastslå kvindes arbejdsevne, da hun pga. barselsorlov ikke havde været i arbejdsprøvning.
Kvinden lagde sag an mod forsikringsselskabet, fordi hun mente, at hun havde krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste indtil tidspunktet for Arbejdsskadestyrelsens anden udtalelse, da der først på det tidspunkt forelå et forsvarligt grundlag for at skønne over hendes fremtidige erhvervsevne.
HØJESTERET: IKKE GRUNDLAG FOR AT TILSIDESÆTTE ARBEJDSSKADESTYRELSENS FØRSTE UDTALELSE
Højesteret udtalte indledningsvist, at en skadelidt har ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste indtil det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over den fremtidige erhvervsevne.
Det afgørende spørgsmål for Højesteret var derfor, om Arbejdsskadestyrelsen ved vurderingen af erhvervsevnetabet på 15 % på et forsvarligt grundlag havde skønnet over kvindens varige erhvervsevnetab.
Højesteret fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Arbejdsskadestyrelsens skøn, der var baseret på lægelige og kommunale oplysninger om kvindens helbredsmæssige tilstand på tidspunktet for den oprindelige udtalelse om erhvervsevnetabet. Det var uden betydning, at Arbejdsskadestyrelsen efterfølgende havde udtalt, at erhvervseventabet burde have været fastsat til 25 % i stedet for 15 %.
Højesteret nåede derfor til samme resultat som både byretten og landsretten og frifandt forsikringsselskabet.
HORTEN BEMÆRKER
Højesterets dom viser, at selvom Arbejdsskadestyrelsen på et senere tidspunkt ændrer erhvervsevnetabet væsentligt, fordi der foreligger nye oplysninger i sagen, indebærer det ikke, at en tidligere udtalelse må anses for at være behæftet med så væsentlige fejl, at der er grundlag for en tilsidesættelse.
En udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen kan derfor være foretaget på et forsvarligt grundlag, selvom udtalelsen på et senere tidspunkt ændres væsentligt. Det afgørende er, om oplysningerne på tidspunktet for fastsættelsen af erhvervsevnetabet udgjorde et forsvarligt grundlag for skønnet over erhvervsevnetabet.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
