Politisk opbakning til nye regler for hjemmearbejde
Reglerne i dag
Som reglerne er i dag, må medarbejdere godt bruge deres eget udstyr i forbindelse med udførelsen af arbejdet, hvis det lever op til en række krav.
De særlige regler og krav til indretningen af skærmarbejdspladser gælder i den situation, hvor skærmarbejdet enten foregår i hele arbejdstiden eller foregår regelmæssigt, og arbejdstiden svarer til én dag eller mere inden for en normal arbejdsuge, ligesom reglerne indeholder krav i forhold til arbejdets udførelse og indretning, inventar og retten til øjenundersøgelse.
Reglerne følger bl.a. af skærmbekendtgørelsen.
Netop disse regler har i perioder været suspenderet under Covid-19-pandemien. Dette var tilfældet, da regeringen med et flertal i Folketinget bag sig den 8. december 2021 opfordrede medarbejdere til i videst muligt omfang at arbejde hjemmefra.
I den forbindelse udtalte Arbejdstilsynet, at de særlige regler for skærmarbejde i hjemmet ikke fandt anvendelse uanset omfanget af hjemmearbejdet i hjemsendelsesperioden.
Ændringerne
Med de nye regler, som forventes indført ved en ændring af bekendtgørelsen nr. 247 om begrænsninger i anvendelsen af lov om arbejdsmiljø på arbejde, som udføres i den ansattes hjem, vil reglen om, at arbejdstiden skal svare til én dag eller mere, blive fastsat til mere end to dage om ugen set som et gennemsnit over ca. en måned. Dette vil gælde både skærmarbejde hjemme, på faste arbejdssteder og på skiftende arbejdssteder.
De nye regler betyder, at medarbejdere kan arbejde hjemme to dage om ugen, uden at der stilles særlige krav til indretningen af hjemmearbejdspladser.
Reglerne forventes at træde i kraft i slutningen af april 2022, og Arbejdstilsynet forventes at udarbejde en ny vejledning om hjemmearbejde, ligesom vejledning om skærmarbejde (At-vejledning D.2.3-1) ændres. Den nuværende vejledning (At-vejledning D.2.9-2) om hjemmearbejde bortfalder.
Vil du vide mere?
Vores specialister i arbejds- og ansættelsesret Lise Lauridsen, Morten Ulrich, Sandro Ratkovic og Cecilie Sletskov-Hjorth følger sagen tæt og opdaterer nyheden, når lovforslaget er fremsat.
Læs pressemeddelelsen her.