Ifølge Vestre Landsret havde en gravid medarbejder, der havde været ansat ved et universitet i seks tidsbegrænsede stillinger, ikke haft en berettiget forventning om, at hun reelt var fastansat.
Vestre Landsrets dom af 26. januar 2017
SAGEN KORT
En medarbejder (M) var i perioden fra den 1. august 2008 til den 31. maj 2013 ansat ved et universitet (A) i seks tidsbegrænsede stillinger som henholdsvis videnskabelig assistent, ph.d.-stipendiat og postdoc. M havde under hele forløbet professor (P) som overordnet.
M meddelte i 2012 P, at hun var gravid med termin i juli 2013. M's sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakt udløb i maj 2013, hvorefter M fratrådte sin stilling.
M anlagde herefter sag mod A og gjorde gældende, at M i maj 2013 kunne betragte sig som fastansat hos A uanset de forskellige stillingsbetegnelser. En manglende forlængelse af ansættelsen i maj 2013 var derfor reelt en opsigelse, og M havde således krav på løn i en periode svarende til en opsigelsesperiode samt feriegodtgørelse heraf.
Endvidere gjorde M gældende, at den manglende forlængelse af ansættelsen ("opsigelsen") var i strid med ligebehandlingsloven, fordi opsigelsen var begrundet i M's graviditet og efterfølgende barsel. VESTRE
LANDSRETS DOM
Flertallet i landsretten lagde til grund, at M under de seks tidsbegrænsede ansættelser i realiteten havde været ansat som ph.d.-stipendiat uanset forskellen i stillingsbetegnelserne som videnskabelig assistent, ph.d.-stipendiat og postdoc og uanset mindre forskelle i aflønningsforhold.
Flertallet i landsretten udtalte derfor, at der forelå en overtrædelse af § 5, stk. 2 i lov om tidsbegrænset ansættelse, hvorefter fornyelse af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold højst kan ske to gange for medarbejdere beskæftiget med undervisnings- og forskningsvirksomhed ved statslige institutioner og selvejende institutioner, der overvejende er finansieret af tilskud fra staten, og hvor staten fastsætter eller aftaler løn- og ansættelsesvilkår.
Det blev herefter bemærket, at det hverken følger af lov, EU-direktiv eller EU-Domstolens praksis, at overtrædelse af lovens § 5 medfører, at ansættelsesforholdet skal sidestilles med et vedvarende ansættelsesforhold.
Hvorvidt overtrædelsen medførte, at ansættelsesforholdet skulle sidestilles med et vedvarende ansættelsesforhold, beroede derfor på, om der efter dansk rets almindelige regler forelå en omgåelse, eller om M som følge af de kontinuerlige, tidsbegrænsede ansættelser havde fået en berettiget forventning om fortsat ansættelse.
Flertallet i landsretten fandt, at A ikke havde forsøgt at omgå reglerne for en fastansættelse. Endvidere fandt landsrettens flertal, at M ikke kunne have haft en berettiget forventning om, at hun kunne blive fastansat. M var således bekendt med, at en ny tidsbegrænset ansættelse i en stilling som postdoc eller adjunkt forudsatte, at M på lige fod med andre indgav en ansøgning efter opslag og var den bedst kvalificerede blandt ansøgerne.
Landsretten fandt derfor, at ansættelsesforholdet ikke kunne sidestilles med et vedvarende ansættelsesforhold, hvorfor M ikke kunne anse sig for afskediget. M havde derfor ikke krav på betaling af løn i en periode svarende til en opsigelsesperiode, feriepenge heraf eller i øvrigt godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 9, der vedrører afskedigelse i forbindelse med graviditet, barsel m.m.
Landsrettens flertal udtalte herefter, at den sidste forlængelse af ansættelsen primært havde til formål at sikre, at M kunne færdiggøre sin ph.d.-afhandling, og M havde ikke i øvrigt påvist sådanne faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at der var udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling.
Endvidere blev M ikke tilkendt en godtgørelse som følge af overtrædelsen af lov om tidsbegrænset ansættelse. En dommer stemte dog for at tilkende M en godtgørelse på 25.000 kroner.
Landsretten stadfæstede byrettens dom.
HVAD VISER DOMMEN?
Landsrettens dom viser, at der ved vurderingen af, om der foreligger flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold, ses på de tidsbegrænsede ansættelsers reelle indhold og ikke på ansættelsesforholdenes stillingsbetegnelser.
Endvidere viser dommen, at en overtrædelse af § 5 i lov om tidsbegrænset ansættelse kun fører til, at ansættelsesforholdet skal sidestilles med et vedvarende ansættelsesforhold, hvis der foreligger omgåelse, eller medarbejderen som følge af kontinuerlige, tidsbegrænsede ansættelser har fået en berettiget forventning om fortsat ansættelse.
Endeligt viser dommen, at en overtrædelse af § 5 i lov om tidsbegrænset ansættelse ikke automatisk medfører, at en medarbejder har krav på godtgørelse.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
