Artikel
Nyt lovforslag om at indføre en tværgående lov om miljøvurdering
En tværgående generel lov, som både indeholder reglerne om miljøvurdering af planer og programmer og reglerne om miljøvurdering af konkrete projekter på land og på havet. Naturstyrelsen har sendt et nyt lovforslag i høring.
Lovforslag
I stedet for at have flere regelsæt, foreslår Naturstyrelsen nu at indføre et samlet regelsæt for miljøvurdering af planer og programmer samt af konkrete projekter.
Undtaget for lovforslagets anvendelsesområde for så vidt angår VVM er dog lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, hvor VVM-reglerne er implementeret som en integreret del af loven. Endvidere er det hensigten, at VVM-reglerne på Transport- og Byggeministeriets område implementeres særskilt i sektorregulering.
VVM-direktivet er i EU senest blevet ændret i 2014, hvilket har givet anledning til Naturstyrelsens nye lovforslag, som skal gennemføre ændringerne i dansk ret.
Ændringerne skal senest være gennemført i 2017.
En mere smidig og hurtig proces
Der er i øjeblikket ikke nogen frist for, hvornår myndigheders screeningafgørelse skal foreligge. Ifølge det nye lovforslag, skal dette ændres, så screeningafgørelserne træffes hurtigst muligt og inden for en periode på 90 dage, efter bygherren har fremlagt relevante oplysninger.
Samtidig skal bygherren ifølge det nye lovforslag kun henvende sig til én myndighed, når et konkret projekt både kræver en VVM-vurdering og vurdering efter andre EU-direktiver.
Høringsfrister bliver mere usikre
Efter miljøvurderingsdirektivet skal myndigheder i medlemslande fastsætte en passende frist for høring af offentligheden og berørte myndigheder over udkast til plan eller program og tilhørende miljørapport.
Selvom der i den gældende miljøvurderingslov er fastsat en høringsfrist på mindst otte uger, foreslår Naturstyrelsen i lovforslaget, at den gældende frist ændres, så der i loven i stedet skal stå, at myndighederne skal fastsætte en ”passende frist”.
Om miljøvurdering af planer og programmer og miljøvurdering af konkrete projekter (VVM)
Miljøvurdering af planer og programmer er en implementering af SMV-direktivet. Ifølge direktivet skal planer og programmer underkastes enten en obligatorisk miljøvurdering eller alene en screening af, om den pågældende plan eller program skal underkastes en miljøvurdering. Det samme gør sig gældende for VVM-direktivet, som i stedet omhandler konkrete projekter.
VVM-direktivet er ikke tilsvarende blevet implementeret i en selvstændig lov, men er implementeret i planloven. Dette har givet anledning til forvirring, hvilket er en af grundende til, at lovforslaget udformes som én tværgående lov.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
Skal din artikel også udgives via Jurainfo og udsendes direkte, via e-mail, til personer og virksomheder som specifikt efterspørger viden og kompetencer inden for dit område? Ansøg om en profil her.