Maj måneds hovedbrud: Må du kræve PFAS-frie produkter i dine udbud – og hvordan sikrer du, at dine krav holder?

Evighedskemikalier i hverdagens indkøb

PFAS – også kaldet evighedskemikalier – er en gruppe på over 10.000 stoffer, der på grund af egenskaber som vand- og smudsafvisning og non-stick findes i alt fra regntøj og køkkengrej til brandslukningsskum og medicinsk udstyr. De nedbrydes ikke i naturen og kan ophobes i mennesker og miljø.

Danmark har allerede forbudt PFAS i visse produktkategorier, og et bredere EU-forbud ventes fra 2027. Det skaber en naturlig forventning om, at offentlige indkøbere går foran. Men hvordan gør man det lovligt?

Et absolut PFAS-krav er ikke uproblematisk

EU-Domstolen afsagde i starten af 2025 en principiel dom (sag C-424/23, DYKA Plastics NV), hvori Domstolen fastslog, at en ordregivers materialekrav er omfattet af forbuddet i udbudslovens § 42, stk. 1 – bestemmelsen, der forbyder tekniske specifikationer, som favoriserer eller eliminerer bestemte produkter ved at henvise til bestemt “oprindelse eller produktion”. Klagenævnet for Udbud har lagt samme fortolkning til grund i sin kendelse Ketner-Utsch A/S mod Skatteforvaltningen fra 11. juli 2025.

Konsekvensen er, at et absolut krav om fravær af PFAS som udgangspunkt er et krav til produktionsmåde – og dermed potentielt i strid med § 42, medmindre ordregiver kan godtgøre, at kontraktens genstand nødvendiggør det. Hvor går grænsen, når fortolkningsbidraget hertil indtil videre er begrænset.

De to hensyn er ikke uforenelige – men de kræver, at kravene er skruet rigtigt sammen fra starten

Ikke alle produktkategorier er ens, og det bør afspejle sig i valget af redskab. Inden for tekstiler, køkkengrej og rengøringsmidler findes der velfungerende alternativer uden bevidst tilsat PFAS – og her er grundlaget for at stille absolutte mindstekrav stærkest, forudsat at kravet kan forankres i kontraktens genstand.

For produkter, hvor markedet endnu ikke er modent – eksempelvis medicinsk udstyr og avanceret elektronik – er tildelingskriterier, der belønner lavt PFAS-indhold, et mere robust valg: ambitiøst nok til at rykke markedet, men uden at kollidere med § 42.

Husk, at reel håndhævelsesmulighed kræver, at det er skrevet ind i kontrakten – ikke kun i kravspecifikationen. Ambitionerne skal ikke stoppe ved udbudsmaterialet.

PFAS-fri – eller bare næsten? 

Ingen laboratorietest kan garantere et produkt 100 % frit for PFAS. Spor kan forekomme som baggrundsforurening eller procesforurening, uden at producenten aktivt har tilsat PFAS. Det rejser et ubehageligt spørgsmål for den ordregiver, der har stillet et absolut krav: hvad gør man, når dokumentationen ser rigtig ud – men produktet alligevel ikke er det? Netop derfor er der ikke alene tale om et kemisk spørgsmål, men også et kontraktretligt.