Kommunen havde opfyldt sin tilpasnings­forpligtelse

Sagen angik en medarbejder, der led af et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Handicappet bevirkede, at hun ikke kunne bestride en stilling på mere end 18 arbejdstimer om ugen. Da hendes stilling hos en kommune imidlertid krævede, at opgaverne blev varetaget af én person, der havde en arbejdstid på mere end 18 timer om ugen, blev hun afskediget. Landsretten fandt det godtgjort, at det ville udgøre en uforholdsmæssig byrde at bibeholde medarbejderen i stillingen. Afskedigelsen fandtes derfor ikke at være i strid med forskelsbehandlingsloven.

(Vestre Landsrets dom af 14. september 2015)

SAGEN KORT
Sagen vedrørte en medarbejder (M), som arbejdede som sekretær i en kommune. M led af en varig sygdom, der udgjorde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Sygdommen bevirkede, at M ikke kunne bestride en stilling på mere end 18 timer om ugen. Stillingen som sekretær krævede imidlertid, at opgaverne som udgangspunkt blev varetaget af én person, og at arbejdstiden var mere end 18 timer om ugen. Kommunen undersøgte derfor mulighederne for, at M i stedet kunne rykke til en anden passende ledig stilling i kommunen. Da der ikke var nogen passende ledige stillinger, valgte kommunen at afskedige M.

M gjorde herefter gældende, at afskedigelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven, da kommunen ikke havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse. M bestred, at det ville have været en uforholdsmæssig byrde for kommunen at nedsætte M's arbejdstid fra 30 til 18 timer, da de ved arbejdstidsreduktionen frigjorte 12 timer blot kunne fordeles blandt de øvrige administrativt fastansatte medarbejdere på nedsat tid. M gjorde endvidere gældende, at kommunen ikke havde undersøgt mulighederne for at finde en anden passende stilling i kommunen, idet kommunen først efter afskedigelsen tilbød en anden stilling, som M dog takkede nej til grundet den lange transporttid, der ikke harmonerede med hendes handicap. Endeligt gjorde M gældende, at det var en skærpende omstændighed, at M på opsigelsestidspunktet var blevet indstillet til et fleksjob.

Kommunen gjorde gældende, at afskedigelsen ikke var i strid med forskelsbehandlingsloven, da kommunen havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse. Stillingen som sekretær udgjorde en personlig assistentfunktion, som krævede fleksibilitet og et samlet overblik og kunne ikke varetages med en arbejdstid på 18 timer om ugen. Det var derudover ikke muligt at lade M fortsætte i en anden funktion på det team, M var en del af, da der allerede var flere medarbejdere på nedsat tid på grund af skånehensyn. Endeligt ville det udgøre en uforholdsmæssig stor byrde for kommunen, såfremt der skulle oprettes en ny stilling til M, da der hverken var behov eller økonomi hertil.

LANDSRETTENS DOM
Landsretten fandt det godtgjort, at stillingen krævede, at opgaverne som udgangspunkt blev varetaget af én person, og at behovet for tilstedeværelse var mere end 18 timer om ugen. M ville derfor ikke være disponibel i fornødent omfang, og kommunen ville blive pålagt en uforholdsmæssig stor byrde, såfremt den skulle lade M fortsætte i stillingen med en nedsat arbejdstid på 18 timer om ugen.

Landsretten fandt ikke, at den omstændighed, at M blev bevilget et fleksjob i opsigelsesperioden, kunne føre til et andet resultat. Landsretten fandt tillige anledning til at bemærke, at kommunen havde tilbudt at undersøge muligheden for beskæftigelse i 18 timer om ugen på en af kommunens andre arbejdspladser. Efter afskedigelsen fortsatte kommunen med at undersøge, om der opstod passende ledige stillinger i kommunen, og kommunen tilbød M en stilling på nedsat tid, da der opstod mulighed herfor.

Landsretten fandt, ligesom byretten, på ovennævnte baggrund, at opsigelsen ikke var i strid med forskelsbehandlingsloven, hvorfor kommunen blev frikendt.

HVAD VISER DOMMEN?
Dommen er med til at afgrænse, hvad der vil være en uforholdsmæssig stor byrde for en arbejdsgiver, når en medarbejder i en nøglefunktion har behov for at gå ned i tid. I den konkrete sag var det tilstrækkeligt, at arbejdsgiveren kunne bevise, at stillingen ikke kunne varetages på nedsat tid, og at det driftsmæssigt og økonomisk ville udgøre en uforholdsmæssig byrde at skulle fordele stillingen mellem flere medarbejdere.

Kromann Reumert førte sagen for kommunen. Modparten har søgt Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret.

---