Jurainfo logo
LUK
Juridiske nyheder Kurser Find juridisk specialist Jobbørs Domme
Om Jurainfo Podcasts Juridiske links Privatlivspolitik Kontakt
Ansøg om en profil Bliv kursusudbyder Bliv jobannoncør
Artikel

Kan virksomheder kræve, at medarbejdere bliver vaccineret mod coronavirus?

IUNO
23/12/2020
Kan virksomheder kræve, at medarbejdere bliver vaccineret mod coronavirus?
IUNO logo
Vaccinationsindsatsen mod coronavirus kan snart iværksættes i Danmark og resten af EU, hvilket udløser en række nye spørgsmål for virksomheder. Især spørgsmålet, om virksomheder kan kræve, at medarbejdere skal vaccineres mod coronavirus i forbindelse med arbejdet eller for at kunne tage på forretningsrejser, kræver afklaring, herunder hvilke konsekvenser det kan få, hvis en medarbejder nægter at blive vaccineret.

Virksomheder skal efter arbejdsmiljøloven sikre et sundt og sikkert arbejdsmiljø. Det indebærer en pligt til at sikre medarbejdere mod smitte med coronavirus. Samtidig er det selvfølgelig også i virksomhedens økonomiske interesse at undgå smitteudbrud på arbejdspladsen.


Med udsigt til en vaccine endnu tidligere end først ventet, er spørgsmålet om hvorvidt virksomheder kan stille krav om vaccination på arbejdspladsen derfor interessant. Det samme er spørgsmål omkring, hvorvidt det i værste fald kan medføre opsigelse, hvis en medarbejder nægter at blive vaccineret, og som konsekvens er forhindret i at udføre forretningsrejser eller arbejdsopgaver for en eller flere kunder.


Krav om vaccination på arbejdspladsen

Tilbud om vacciner har normalt være betragtet som et personalegode. Det fremgår dog ikke af lovgivningen, at virksomheder kan kræve, at medarbejdere skal vaccineres – hverken for almindelig influenza, coronavirus eller andre vira. Spørgsmålet er derfor, om virksomheder i kraft af ledelsesretten eller arbejdsmiljølovgivningen kan kræve, at medarbejdere skal vaccineres, og om det i værste fald kan medføre opsigelse for medarbejdere, der nægter vaccination.


Et krav om vaccination fra virksomhedens side er både et vidtgående indgreb i medarbejderens integritet og privatliv. Det er endnu ikke bevist, at det er nødvendigt at stille krav om vaccination, og at midler som hjemmearbejde, afstand og god hygiejne ikke er nok til at undgå smitte på arbejdspladsen. Som udgangspunkt er der derfor næppe en tilstrækkelig saglig grund til at kræve vaccination. Sådant et krav vil samtidig heller ikke være proportionalt i forhold til at undgå de økonomiske konsekvenser af smitte med coronavirus på arbejdspladsen, eller til at opfylde arbejdsmiljølovens forpligtelse om at sikre medarbejdere mod smitte.


Virksomheder kan herefter næppe som led i ledelsesretten eller på grundlag af arbejdsmiljøloven stille krav om vaccination på arbejdspladsen. Derfor kan det heller ikke på nuværende tidspunkt få konsekvenser for medarbejdere, der nægter at blive vaccineret. På samme måde vil det være ulovligt efter de gældende regler om helbredsoplysninger og databeskyttelse, hvis virksomheder udspørger ansatte eller jobansøgere om de er vaccinerede i forbindelse med og som betingelse for ansættelse eller arbejdet i øvrigt. Vurderingen er naturligvis en anden for særlige medarbejdergrupper, som læger og andet sundhedspersonale med kritiske funktioner.


Fordi særlige foranstaltninger over for de medarbejdere der nægter vaccination vil forudsætte, at virksomheder indhenter helbredsoplysninger, bør virksomheder i stedet overveje mere generelle tiltag, eksempelvis fortsat opfordring om hjemmearbejde eller øget afstand blandt medarbejdere, uanset om de er blevet vaccineret. Det skyldes, at både lov om helbredsoplysninger og databeskyttelsesreglerne stiller strenge krav til behandling af helbredsoplysninger.


Kan virksomheder kræve vaccination i forbindelse med forretningsrejser?

Fremover vil mange lande og flyselskaber sandsynligvis kræve bevis for vaccination som betingelse for indrejse. Hvis en medarbejder nægter vaccination, betyder det, at den pågældende herefter kan være forhindret i at tage på forretningsrejser eller udføre bestemte opgaver.


Det er uklart, om virksomheder kan kræve, at medarbejdere skal vaccineres for at tage på en forretningsrejse. Men hvis medarbejdere nægter at blive vaccineret, og derfor reelt hindrer dem selv i at udføre deres arbejde, kan det muligvis betragtes som ulovligt eller selvforskyldt fravær.


Derfor kan det ikke udelukkes, at det vil kunne berettige opsigelse af en medarbejder, der nægter at lade sig vaccinere og derfor ikke kan udføre sit arbejde. Virksomheder bør dog have klare politikker på plads og normalt også have forsøgt at finde alternativer såsom andre opgaver til den pågældende medarbejder.


Vaccinationskrav i kommercielle aftaler

Det er nærliggende, at der bliver indført vilkår i kommercielle aftaler om, at medarbejdere hos den ene aftalepart skal være vaccineret mod coronavirus. Enten som et særskilt krav eller som en del at den HSE-politik, der skal følges.


Selvom vilkår om vaccinationskrav i kommercielle aftaler muligvis kan opretholdes i nogle lande kan det diskuteres, om danske virksomheder kan forpligtes af sådanne vilkår, da virksomhederne i mange tilfælde ikke vil kunne gennemtvinge vilkåret overfor sine ansatte, og at aftalevilkåret derfor er retligt umuligt at opfylde og dermed uvirksomt. Selv for de ansatte der frivilligt vælger at opfylde kravet, er virksomheden efter de gældende regler afskåret fra at spørge ind til det, og vil derfor få vanskeligt ved at garantere eller håndhæve et sådan krav overfor kunden.

IUNO mener


Virksomheder kan på nuværende tidspunkt ikke kræve, at medarbejdere skal vaccineres mod coronavirus, og bør derfor i stedet nøjes med at anbefale vaccination. Med den nye lov, der giver virksomheder lov til at kræve test af medarbejdere for coronavirus og adgang til at modtage testresultatet, kan virksomheder dog i mange tilfælde både sikre arbejdsmiljøet samt stille tilstrækkelige garantier i forbindelse med kommercielle aftaler.


IUNO anbefaler, at virksomheder søger forudgående rådgivning, før der iværksættes foranstaltninger og i værste fald opsigelse, over for en medarbejder, der nægter vaccination. Det samme gælder før virksomheder iværksætter test af medarbejdere for coronavirus.

Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice her →
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte os.
Fagligt indhold, der kunne være relevante for dig
Har du pligt til at oprette en whistleblowerordning inden den 17. december 2023?
Jurainfo Exclusive logo
PODCAST
Har du pligt til at oprette en whistleblowerordning inden den 17. december 2023?
Bliv klogere på whistleblowerloven, herunder hvilke virksomheder, der har pligt til at etablere en whistleblowerordning.
Artikler, der kunne være relevante for dig
International arbejdskraft - klare anbefalinger
International arbejdskraft - klare anbefalinger
01/07/2024
Ansættelses- og arbejdsret
Tidsregistrering - er I klar?
Tidsregistrering - er I klar?
19/06/2024
Ansættelses- og arbejdsret
Kommune var for langsom
Kommune var for langsom
21/06/2024
Ansættelses- og arbejdsret, Forsikring og erstatning
Skat og brug af udenlandsk arbejdskraft
Skat og brug af udenlandsk arbejdskraft
21/06/2024
Skatte- og afgiftsret, Ansættelses- og arbejdsret
Lige rettigheder til vikarer på overenskomst
Lige rettigheder til vikarer på overenskomst
20/06/2024
Ansættelses- og arbejdsret, EU-ret
Nye regler for udenlandsk arbejdskraft vedtaget
Nye regler for udenlandsk arbejdskraft vedtaget
24/06/2024
Ansættelses- og arbejdsret
Jurainfo logo

Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.

Jurainfo.dk ApS
CVR-nr. 38375563
Vandtårnsvej 62B, DK-2860 Søborg
(+45) 71 99 01 11
kontakt@jurainfo.dk
Ønsker du hjælp til at finde en specialist?
2024 © Jurainfo.dk - Juridiske nyheder og arrangementer samlet ét sted