Kan arbejdsgiver dømmes for uagtsomt manddrab i forbindelse ned en ansats færdselsuheld

Østre Landsret har den 6. oktober 2014 afsagt dom i en meget omtalt sag, hvor en kommune var tiltalt for uagtsomt manddrab som følge af, at en af kommunens ansatte i forbindelse med tømning af skraldespande på en gågade havde glemt at trække håndbremsen og efterfølgende tilsyneladende kom til at påvirke speederpedalen, således at el-køretøjet påkørte en turist, der afgik ved døden.

SAGENS OMSTÆNDIGHEDER

En medarbejder i en kommunal teknisk afdeling, som foretog tømning af skraldespande på en gågade, anvendte til dette formål et elkøretøj. I forbindelse med en helt sædvanlig tømning af skraldespande henstillede medarbejderen køretøjet, uden at medarbejderen tilsyneladende trak håndbremsen eller afbrød de øvrige sikkerhedssystemer i el-køretøjet.

Ved videoovervågninger, der var foretaget af det pågældende sted, kunne det konstateres, at medarbejderen, som stod udenfor køretøjet, rakte ind i køretøjet og tilsyneladende flyttede på en mælkekasse med plasticposer, hvilket tilsyneladende resulterede i , at speederen blev aktiveret, hvorefter køretøjet satte i bevægelse og efterfølgende ramte en fodgænger, der omkom.

Under sagens efterforskning konstateredes det, at el-køretøjet havde visse defekter, herunder blandt andet en sædekontakt. Efterforskningen viste også, at køretøjet ikke kunne køre af sig selv, men at der skulle ske en aktivering af speederen, samt at håndbremsen eller de øvrige sikkerhedssystemer ikke var blevet anvendt.

Efterforskningen medførte, at anklagemyndigheden rejste tiltale over for den involverede medarbejder for overtrædelse af færdselslovens bestemmelser, herunder navnlig bestemmelsen om førerens forpligtelse til at sikre sig, at et køretøj, der parkeres, ikke kan sætte sig i bevægelse (færdselslovens § 28) samt uagtsomt manddrab.

Kommunen tiltaltes for overtrædelse af færdselsloven i relation til defekterne ved køretøjet og af arbejdsmiljøloven i relation til medarbejderens handlemåde samt for uagtsomt manddrab.

DEN RETLIGE PROBLEMSTILLING

Straffelovens § 27 indeholder en hjemmel til, at en arbejdsgiver, herunder juridiske personer som fx en kommune, kan gøres strafansvarlig for medarbejderes overtrædelse af særlovgivningen, fx arbejdsmiljøloven, færdselsloven mv.

Der har i praksis udviklet sig en relativ skærpet straffenorm, således at virksomhedsansvaret i relation til særlovgivningsovertrædelser er relativt strengt.

Straffelovens § 306 blev efterfølgende indsat i straffeloven og skulle være en parallel bestemmelse, hvorefter en arbejdsgiver, herunder en kommune, kan straffes for overtrædelser af straffeloven, enten ved medarbejderens uagtsomme handlemåde eller ved arbejdsgiverens egen adfærd.

Det er væsentligt at bemærke, at det følger direkte af forarbejderne til både straffelovens § 27 (om arbejdsgiverens ansvar for arbejdstagerens særlovsovertrædelser) og straffelovens § 306 (om arbejdsgiverens ansvar for medarbejderens eventuelle overtrædelse af straffeloven), at dette arbejdsgiveransvar ikke som udgangspunkt skal være gældende, såfremt medarbejderen overtræder specifikke handlenormer (fx i færdselsloven), der alene retter sig imod medarbejderen.

I den pågældende sag gjorde kommunen netop gældende, at den handlenorm, som medarbejderen havde overtrådt, og som resulterede i det uagtsomme manddrab, var en handlenorm, der rettede sig alene imod medarbejderen (føreren af køretøjet), hvorfor et strafansvar for uagtsomt manddrab ikke kunne rettes mod kommunen.

BYRETTENS OG LANDSRETTENS DOM

Både byretten og landsretten dømte medarbejderen for overtrædelse af færdselsloven og uagtsomt manddrab, hvorimod kommunen blev frifundet for uagtsomt manddrab ved begge retsinstanser og efter kommunens egen erkendelse dømt for overtrædelse af færdselsloven og arbejdsmiljøloven.

Østre Landsret dømte medarbejderen og frifandt kommunen med denne begrundelse: 

”Også efter bevisførelsen for landsretten findes [medarbejderen] skyldig i overtrædelse af færdselslovens § 3, stk. 1, § 28, stk. 4, 1. pkt., og § 67, stk. 3, (forhold 1) af de grunde, som er anført af byretten… Det lægges endvidere efter bevisførelsen til grund, at han forlod bilen uden at have slukket for motoren. … Uanset at bevisførelsen har afdækket en på det pågældende tidspunkt uhensigtsmæssig tilrettelæggelse af kontrollen, vedligeholdelsen og serviceringen af [kommune]s [elbiler], der har bevirket grove mangler ved bilerne, herunder mangler ved ulykkesbilens sædekontakt, og indebåret en vis mangelfuld uddannelse, instruktion samt opfølgning over for de ansattes anvendelse af bilerne på en sikkerhedsmæssig forsvarlig måde, tiltræder [et flertal], at der under de foreliggende omstændigheder, hvor årsagen til ulykken er fastlagt som sket, ikke er grundlag for at gøre et strafferetligt ansvar gældende over for [kommunen] efter færdselslovens § 3, stk. 1, og § 28, stk. 4, 1. pkt., og straffelovens § 241.

HORTEN BEMÆRKER

Med dommen har Østre Landsret således fastholdt den undtagelse til arbejdsgiverens strafansvar efter straffeloven, som er forudsat i forarbejderne til loven.

Dommen er på linje med i hvert fald to øvrige eksempler fra retspraksis, herunder en sag om overtrædelse af vandforsyningslovgivningen og den såkaldte Præstøefterskole-sag, der begge vedrørte muligheden for et arbejdsgiveransvar ved overtrædelse af straffeloven. I begge sager overtrådte en eller flere medarbejdere ikke bare en konkret norm knyttende sig til medarbejderens egen handlemåde men snarere generelle handlenormer, uanset dette valgte domstolene ikke at dømme for overtrædelse af straffeloven i relation til et arbejdsgiveransvar.

Det er derfor formentlig korrekt at sammenfatte retspraksis derhen, at domstolene er tilbageholdende med at dømme for overtrædelse af straffeloven i relation til et arbejdsgiveransvar, idet den traditionelle sondring mellem de alvorligere straffelovsovertrædelser set overfor de mere regulatoriske særlovsovertrædelser indebærer, at domstolene kræver helt særlige betingelser opfyldt for, at en arbejdsgiver kan dømmes for overtrædelse af straffeloven som følge af de ansattes handlinger.

Vi gør opmærksom på, at indholdet ikke er og ikke kan erstatte juridisk rådgivning.

---