Hvad udgør “et anlæg” i afgiftsmæssig forstand?

Hvornår anses et kraftvarmeanlæg for at være flere anlæg frem for ét anlæg fyret med flere brændsler i afgiftsmæssig forstand? Det var spørgsmålet i en nylig dom i byretten. Dommen er interessant, da den – hvis stadfæstet – kan give anledning for virksomheder med tilsvarende anlægssammensætning til at ændre i metoderne for deres afgiftsopgørelse.


SAGEN

I en dom fra januar 2017 tog retten i Sønderborg stilling til, om en virksomheds kraftvarmeanlæg udgjorde ét anlæg fyret med en kombination af brændsler, eller flere separate anlæg, hvoraf det ene alene var fyret med affald.

Forholdet var relevant for virksomheden, idet det havde betydning for opgørelsen af virksomhedens afgiftstilsvar efter kulafgiftsloven. Virksomheden påstod, at der var tale om ét samlet, kombinationsfyret anlæg, hvilket byretten gav medhold i.


AFFALDSAFGIFTEN OG TILLÆGSAFGIFTEN

Kulafgiftsloven afgiftsbelægger varme, som er produceret ved forbrænding af affald (affaldsvarmeafgiften), såvel som det affald, der benyttes til at frembringe varmen (tillægsafgiften).

Fyres der alene med afgiftspligtigt affald, er beregningen af affalds- og tillægsafgift relativt simpel. Her bestemmes den afgiftspligtige varme som den målte, producerede varme. Tillægsafgiften beregnes som den producerede varme delt med 0,85 (svarende til en virkningsgrad i varmeproduktionen på 85 %).

Loven indeholder særlige bestemmelser for beregningen af disse afgifter, hvis der fyres med en blanding af brændsler, altså f.eks. en kombination af gas og affald.

Hvis der er tale om et egentligt kraftvarmeanlæg, altså hvor der produceres el, og den overskydende varme udnyttes til f.eks. fjernvarme, skal brændslerne opdeles i en afgiftspligtig del, medgået til varmeproduktion, og en afgiftsfri del, medgået til elproduktion.

Opgørelsen baseres på beregning, idet det ikke er muligt at "se forskel" på damp brugt til elproduktion eller opvarmning eller på damp produceret ved afbrænding af affald eller af andre brændsler.

Det kan være en fordel for virksomheden, at afgifterne beregnes efter reglerne for fyring af affald i kombination med andet brændsel, hvis der produceres el og varme med forskellige kedler, eller kedler i kombination med gasturbiner, og hvis disse kedler fyres med såvel affald og andre brændsler.


KRAFTVARMEANLÆGGETS BESTANDDELE

Opbygningen af det anlæg, som virksomheden i sagen benyttede til produktion af el og varme, bestod af en gasturbine med generator og udstødskedel, et affaldsforbrændingsanlæg med kedel og en dampturbine med udtag til varmeproduktion.

Gasturbinen drev en generator, og varmen i udstødsgasserne blev udnyttet til at generere damp i en afgaskedel. Både elproduktionen og dampproduktionen fra gasturbinen kunne måles. Affaldsforbrændingsanlægget brændte affald og udnyttede varmen til at lave damp i en kedel.

Dampen, som blev produceret på gasturbinen og dampen, som blev produceret på affaldsforbrændingsanlægget blev blandet sammen på en fælles dampskinne (rørføring) til dampturbinen. I dampturbinen blev energien i dampen udnyttet til at drive en generator og lave elektricitet, såvel som til at fremstille varme.

Sammensætningen af anlæggene gjorde det muligt direkte at måle og bestemme damproduktionen fra såvel gasturbinen som fra affaldsanlægget. Dette tillod en opgørelse af affaldsvarmeafgiften, tillægsafgiften og brændselsafgiften separat for henholdsvis affaldsforbrændingsanlægget og gasturbinen.

Spørgsmålet for byretten var, om der skulle foretages en sådan separat opgørelse, eller om man måtte betragte alle tre dele som ét samlet anlæg, der fyredes med en kombination af affald og gas.

Hvis det sidste var tilfældet, ville virksomheden kunne benytte reglerne om fyring med en kombination af affald og andre brændsler i sin afgiftsopgørelse, frem for at opgøre afgiften separat for de enkelte dele.


DEFINITIONEN AF "ÉT ANLÆG" AFHÆNGER AF DEN NYTTIGGJORTE VARME

Skatteministeriet anlagde synspunktet, at affald og gas skal blandes under indfyringen, før der er tale om en fyring med brændselskombination efter kulafgiftsloven. Derfor var der ifølge Skatteministeriet ikke tale om fyring i kombination, uanset at dampen fra de to anlæg blev blandet inden, den nåede dampturbinen.

Virksomheden anlagde derimod det synspunkt, at anlægget måtte betragtes som ét hele, der anvendte en kombination af gas og affald i produktionen af elektricitet og varme.
Virksomheden slog med dette synspunkt ring om gasturbine, affaldsanlæg og dampturbine og anskuede dette som ét samlet anlæg, uanset at dampen produceret fra de to brændsler først blev blandet inden, den nåede dampturbinen.

Byretten gav virksomheden medhold med baggrund i lovforarbejder til kulafgiftsloven (LFF 207 af 22. april 2009). Her anvendes begrebet "kraftvarmeenhed", der beskrives som et anlæg, hvor el og varme produceres sammen.

Det angives i forarbejderne, at: "Består kraftvarmeværket af flere kraftvarmeenheder, foretages beregningerne for hver enkelt kedel og anlæg for sig".

Ifølge byretten udløses afgifterne i kulafgiftsloven af den nyttiggjorte varme ved kraftvarmeproduktionen. Denne varme kunne, ifølge byretten, alene anses som produceret i dampturbinen, der derfor udgjorde den eneste kraftvarmeenhed.

Dampturbinen blev drevet med damp fra affaldsforbrændingsanlægget og gasturbinens afgaskedel, og byretten betragtede derfor varmen fra dampturbinen som frembragt ved en kombination af affald og gas.

Brændslerne til varmen skulle derfor afgiftsberigtiges efter kombinationsbestemmelserne i kulafgiftsloven.

Anlægget bestod derfor ikke af flere kraftvarmeenheder, idet der hverken i affaldsforbrændingsanlægget eller i gasturbinen skete en egentlig varmeproduktion, men alene en produktion af damp.


BETYDNING AF AFGØRELSEN

Følges byrettens argumentation, skal opgørelsen af afgifterne kun ske separat pr. anlæg, hvis disse anlæg hver især har indretninger til nyttiggørelse af varmen. Modsat kan separate anlæg, der blot producerer damp til én eller flere dampturbiner, ikke bevirke, at afgiftsgrundlaget skal beregnes særskilt for hvert af disse anlæg.

Skatteministeriet har anket dommen, og retsstillingen på området er derfor ikke endeligt afklaret.

Vi anbefaler dog, at virksomheder med tilsvarende anlægssammensætninger undersøger, hvordan deres afgiftsopgørelse for sådanne anlæg foretages, og om dommen – hvis stadfæstet – med fordel kunne give anledning til ændringer i denne opgørelse.

---