Opsigelsen af en dagplejer, der var på plejeorlov for at passe sin søn, der havde Aspergers syndrom, var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven. Det er fortsat uafklaret, om en bærer af beskyttelseskriteriet er beskyttet mod indirekte forskelsbehandling.
Mor til handicappet barn blev opsagt
Sagen drejede sig om, hvorvidt opsigelsen af en dagplejer, der var ansat i Hørsholm kommune, var i strid med forskelsbehandlingsloven.
Dagplejeren sygemeldte sig fra sit arbejde på grund af hendes søns psykiske lidelser, og siden fik hun bevilget plejeorlov til at passe sin søn, der senere blev diagnosticeret med Aspergers syndrom.
På grund af et faldende antal børn i kommunen, var der i dagplejerens orlovsperiode opstået en overkapacitet af dagplejere, og dagplejeren blev derfor opsagt med henvisning til nednormeringer. Kommunen forklarede under sagen, at man for at sikre så få miljøskift som muligt for dagplejebørnene havde valgt dagplejeren, der havde et meget højt sygefravær, og hvor børnene derfor i høj grad blev flyttet rundt mellem dagplejere i forskellige kommuner.
Personer der er "bærere af beskyttelseskriteriet"
EU-Domstolen fastslog i 2008 i Coleman-sagen, at beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af handicap ikke er begrænset til personer, der selv har et handicap, men også kan gælde for andre personer, der er "bærere af beskyttelseskriteriet". EU-Domstolen udtalte, at en forælder til et handicappet barn, der yder hovedparten af den pleje, som barnet har brug for, er beskyttet mod direkte forskelsbehandling på grund af handicap.
Fra Ligebehandlingsnævnet til Højesteret
Ligebehandlingsnævnet fandt, at sønnens lidelse ikke udgjorde et handicap, og frifandt kommunen. Byretten frifandt ligeledes kommunen.
Østre Landsret fandt derimod, at kommunen havde udsat dagplejeren for indirekte forskelsbehandling, og at indirekte forskelsbehandling på grund af børns handicap også kan være i strid med forskelsbehandlingsloven. Dagplejeren blev i landsretten tilkendt en godtgørelse svarende til 12 måneders løn.
Forskelsbehandlingen var sagligt begrundet i hensynet til dagplejebørnene
Højesteret fastslog, at sønnens Aspergers syndrom udgjorde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand og lagde vægt på, at lidelsen medførte en betydelig funktionsbegrænsning for drengens sociale kompetencer og evne til at håndtere forandringer i hverdagen, hvilket forhindrede ham i en normal skolegang.
Højesteret fandt imidlertid, at kommunen ikke havde udøvet indirekte forskelsbehandling i forbindelse med opsigelsen af dagplejeren, da opsigelsen var begrundet i hensynet til ikke at flytte børnene til en ny dagplejer i en anden kommune. Opsigelsen var derfor ikke udtryk for, at dagplejeren var stillet ringere end sine kolleger selvom hendes lange sygefravær indgik i kommunens vurdering.
Hensynet til dagplejebørnene var ifølge Højesteret et sagligt formål, og opsigelsen af dagplejeren var et hensigtsmæssigt og nødvendigt middel til at opnå dette mål.
Behov for EU-Domstolens fortolkning
Et principielt spørgsmål i sagen var, hvorvidt indirekte forskelsbehandling på grund af børns handicap kan være i strid med forskelsbehandlingsloven på lige fod med direkte forskelsbehandling. En følge heraf vil bl.a. være, at der gælder en tilpasningsforpligtelse over for forældre med handicappede børn (og andre bærere af beskyttelseskriteriet).
Højesteret fandt ikke grundlag for at tage konkret stilling til spørgsmålet, da dagplejeren ikke var blevet udsat for hverken direkte eller indirekte forskelsbehandling.
Højesteret udtalte dog, at EU-Domstolens retspraksis fortsat er uklar om, hvorvidt en medarbejder på grund af sin særlige tilknytning til et handicappet barn også er beskyttet mod indirekte forskelsbehandling, og at en afklaring af spørgsmålet vil kræve, at spørgsmålet forelægges EU-Domstolen præjudicielt.
Horten bemærker
Det er interessant, at Højesteret udtaler, at det er nødvendigt at forelægge EU-Domstolen spørgsmålet, da Landsretten uden videre lagde til grund, at beskyttelsen omfatter indirekte forskelsbehandling.
Højesteret påpeger, at der er holdepunkter i både forskelsbehandlingslovens og beskæftigelsesdirektivets ordlyd for at antage, at beskyttelsen mod indirekte forskelsbehandling kun gælder "personer" med handicap. Omvendt mente Højesteret, at beskæftigelsesdirektivets formål (at bekæmpe forskelsbehandling) taler for også at lade beskyttelsen mod indirekte forskelsbehandling omfatte "bærere af beskyttelseskriteriet".
Når Højesteret vælger at udtale sig om den uklare retstilling, uden at dette var nødvendigt for at afgøre sagen, må det ses som en klar opfordring til, at dette spørgsmål bliver forelagt EU-Domstolen.
Endelig er det interessant, at Højesteret udtaler sig om handicapbegrebets anvendelse på unge mennesker, der endnu ikke er på arbejdsmarkedet, og hvor bedømmelsen derfor ikke kan bero på, om den pågældendes lidelse udgør en barriere, der kan hindre medarbejderen i at deltage fuldt ud på arbejdsmarkedet.
Af dommens præmisser kan det formentlig udledes, at forskelsbehandlingslovens handicapbegreb skal vurderes i forhold til, hvor i livet den pågældende handicappede befinder sig. Er der tale om en ung person, hvis primære beskæftigelse er at gå i skole, skal handicapbegrebet vurderes i forhold til de hindringer, som lidelsen kan medføre i forbindelse med at begå sig fagligt og socialt i skolen.
[layerslider id="67"]
