Højesteret har netop i dag, den 3. april 2025, afgjort, at en far, der fungerede som støtteperson for sin søn med autisme, ikke kan betragtes som lønmodtager. Sagen har betydning for forståelsen af arbejdstidsloven og lønmodtagerbegrebet.
Sagen kort
Sagen handler om et forældrepar, der i en midlertidig periode havde deres voksne søn, A, som har atypisk autisme og OCD, boende i hjemmet, da A nægtede at vende tilbage til sit bosted efter en ferie i 2016. Mens kommunen søgte efter et nyt botilbud, blev der indgået en aftale mellem A's far, B, og kommunen om, at B i 30 timer om ugen skulle fungere som støtteperson for A. Udover det botilbud, som var stillet til rådighed, men som A ikke ønskede at vende retur til, og B's tilknytning som støtteperson, blev familien også tilbudt aflastning i kommunens dagtilbud, hvilket de takkede nej til. Kommunen søgte efter muligheder i hele landet og tilbød flere botilbud til forældrene (moderen var værge for A), som de takkede nej til. I sommeren 2016 blev A tilbudt endnu et botilbud, som familien accepterede. Kommunen betalte fra dette tidspunkt for pladsen på bostedet, men A flyttede først endeligt ind på bostedet i sommeren 2017.
Aftalen mellem B og kommunen blev dermed forlænget flere gange, og med aftalen modtog B et honorar på 6.000 kr. om ugen (svarende til 30 timer af 200 kr.) for støtte til A i forbindelse med udadrettede aktiviteter. B mente dog, at hans arbejdstid langt oversteg en gennemsnitlig arbejdstid på 48 timer over en periode på fire måneder som fastsat i arbejdstidsloven, og at han derfor havde krav på godtgørelse.
Arbejdstidsloven gælder alene for lønmodtagere og har til formål at sikre lønmodtagere nogle generelle forhold om arbejdstid. Det var derfor i første omgang afgørende for sagen, om B kunne anses for at være lønmodtager eller ej. Efter arbejdstidslovens § 2, stk. 1 er en lønmodtager defineret som "en person, der mod vederlag udfører arbejde i et tjenesteforhold".
Hvad kendetegner en lønmodtager?
Der findes ingen entydig fælles definition af en "lønmodtager". Lønmodtagere karakteriseres ved at udføre personligt arbejde mod vederlag i et tjenesteforhold. Der kan blandt andet lægges vægt på følgende momenter:
- Arbejdsgiveren har en instruktions- og kontrolbeføjelse i forhold til den arbejdsudførende – der er et over/underordnelsesforhold
- Den arbejdende har ingen større økonomisk risiko eller vinding ved arbejdet
- Den arbejdende har en personlig arbejdspligt (og kan ikke lade arbejdet udføre af en anden person)
- Arbejdsgiveren indeholder A-skat og AM-bidrag af det udbetalte vederlag.
B mente, at der med aftalen var etableret et lønmodtagerforhold mellem ham og kommunen, da den betaling, han modtog, blev beskattet som A-indkomst, da aftalen var udfærdiget på en blanket kaldet "medarbejdertilgang", og da der endvidere blev anvendt ansættelsesretlig terminologi i aftalen. B, som i perioden 2016-2017 var arbejdssøgende, skulle i øvrigt ikke stå til rådighed for arbejdsmarkedet i den periode, han fungerede som støtteperson for sin søn.
Kommunen mente ikke, at der var tale om et lønmodtagerforhold henset til de konkrete omstændigheder i sagen, blandt andet fordi B selv tilrettelagde støtten af sønnen, og B derfor hverken var underlagt instruktions- eller kontrolbeføjelse fra kommunen. Der var tale om en økonomisk bevilling til støtte for A efter serviceloven, hvorfor der også var tale om honorar og ikke løn. B kunne herunder selv tilrettelægge arbejdstiden og de udadrettede aktiviteter med sønnen.
I tillæg hertil mente kommunen heller ikke, at 48-timers-reglen var overskredet, fordi der netop var indgået en klar aftale om bevilling på 30 timer ugentligt, samtidig med at der var stillet et botilbud til rådighed for A, ligesom der blev tilbudt aflastning i kommunens dagtilbud. Den omsorg, B ydede til A ud over de aftale 30 timer ugentligt, måtte derfor efter kommunens opfattelse betragtes som familiemæssig samvær.
Byretten og landsrettens dom i sagen
Byretten i Aarhus fandt, at der ikke med aftalen mellem B og kommunen var etableret et tjenesteforhold, og at der derfor ikke bestod et egentligt ansættelsesforhold mellem parterne. Byretten lagde vægt på, at B ikke var underlagt kommunens instruktioner, og at der ikke var særlige krav til rapportering eller tilsyn. Derfor kunne B ikke betragtes som lønmodtager, og han var derfor ikke omfattet af arbejdstidslovens § 4, stk. 1, og der var derfor ikke var grundlag for tilkendelse af godtgørelse efter arbejdstidslovens § 8, stk. 1.
B ankede sagen til Vestre Landsret, som stadfæstede byrettens dom. Landsretten fandt dog i modsætning til byretten konkret, at B var ansat af kommunen i et tjenesteforhold, og at han var omfattet af lønmodtagerbegrebet i henhold til arbejdstidslovens § 2, stk. 1. Landsretten nåede dog frem til, at de ekstra timer, han arbejdede - udover de aftalte 30 timer ugentligt - var en konsekvens af, at han og hans hustru trods flere botilbud fra kommunen valgte at have A boende hjemme. Landsretten påpegede, at det klart var beskrevet i aftalen mellem B og kommunen, at B modtog betaling for 30 timer ugentligt, samt at kommunen i perioden havde afvist at yde bevilling til flere timer. Landsretten fandt derfor, at B ikke havde krav på godtgørelse for overarbejde, da hans gennemsnitlige arbejdstid i ansættelsesforholdet ikke oversteg de aftalte 30 timer om ugen.
Højesterets afgørelse
Højesteret bemærkede indledningsvist, at arbejdstagerbegrebet i arbejdstidsloven skulle fastlægges i overensstemmelse med i EU-retten, og at det følger heraf, at et ansættelsesforhold forudsætter et over- og underordnelsesforhold mellem arbejdstageren og arbejdsgiveren.
Højesteret mente i den konkrete sag, at kommunen ikke nærmere havde beskrevet, hvad støtten til A skulle indeholde, hvornår på døgnet, den skulle udføres, eller på anden måde udarbejdet handleplaner eller lignende for den støtte til sønnen, som B skulle efterleve. På den baggrund mente Højesteret, at der ikke var etableret et over- og underordnelsesforhold mellem B og kommunen, og B kunne ikke i denne konkrete situation betragtes som lønmodtager i arbejdstidslovens forstand.
Af denne grund fandt arbejdstidsloven ikke anvendelse på forholdet, hvorfor 48-timers reglen i lovens § 4, skt. 1 heller ikke var brudt.
Højesteret bemærkede endvidere, at B efter aftale med kommunen ikke var forpligtet til at arbejde mere end 30 timer om ugen, og kommunen havde heller ikke pålagt B at arbejde mere, men tværtimod afvist dette. Af disse årsager kunne der ikke foreligge et brud på arbejdstidsloven selv i en situation, hvor B var blevet anset som lønmodtager.
Vores bemærkninger
Ved afgørelsen af, om der er tale om et lønmodtagerforhold eller ej, foretager Højesteret en indgående vurdering af de rammer der var gældende for B's virke i de aftalte 30 timer. Da rammerne var meget frie, blev der ikke etableret et over- og underordnelsesforhold, og dermed havde B ikke lønmodtagerstatus. Det forhold, at der i aftalegrundlaget mellem parterne i nogen grad var benyttet ansættelsesretlige udtryk, kunne ikke føre til et andet resultat.
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte os.
