Af forslag til afgørelse fra Generaladvokaten følger, at en EU-konform fortolkning af funktionærlovens § 2a, stk. 3, vil få den konsekvens, at en privat arbejdsgiver kan blive pålagt at betale fratrædelsesgodtgørelse til tidligere opsagte medarbejdere, der på fratrædelsestidspunktet havde ret til alderspension, men ikke udnyttede denne ret. Det gælder, selvom den private arbejdsgiver i medfør af tidligere fast dansk retspraksis om funktionærlovens § 2a, stk. 3, var fritaget herfor.
OLE ANDERSEN-SAGEN
EU-Domstolen fastslog med sin dom i Ole Andersen-sagen (C-499/08), at ordningen i henhold til den dagældende funktionærlovs § 2 a, stk. 3, hvorefter en medarbejder mistede retten til fratrædelsesgodtgørelse, når denne havde ret til en arbejdsgiverbetalt alderspension, var i strid med det beskæftigelsesdirektivet og det heri indeholdte forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, i de tilfælde hvor den opsagte medarbejder ønsker at forfølge sin erhvervsmæssige karriere og dermed fortsætte på arbejdsmarkedet. Det var på baggrund heraf, at funktionærlovens § 2 a, stk. 3, blev ophævet i begyndelsen af 2015.
Læs Kromann Reumerts omtale af Ole Andersen-sagen
her.
Efter EU-Domstolens afsigelse af dom i Ole Andersen-sagen har der været tvivl om, hvorvidt beskæftigelsesdirektivets bestemmelser og det heri indeholdte forbud mod aldersdiskrimination også skal tillægges direkte virkning over for private arbejdsgivere med den konsekvens, at en privat arbejdsgiver kan blive pålagt at betale fratrædelsesgodtgørelse til tidligere medarbejdere, selvom den private arbejdsgiver i medfør af den dagældende bestemmelse i funktionærlovens § 2a, stk. 3, var fritaget herfor.
SAGEN FOR HØJESTERET
Sagen angår en 60-årig medarbejder (M), som blev afskediget efter mange års ansættelse i den samme koncern (A).
M fratrådte sin stilling ved udgangen af juni 2009. På dette tidspunkt havde M været uafbrudt beskæftiget hos A siden juni 1984, og han havde derfor som udgangspunkt ret til en fratrædelsesgodtgørelse svarende til 3 måneders løn i medfør af funktionærlovens § 2a.
M havde imidlertid ret til arbejdsgiverbetalt alderspension i henhold til en ordning, som han var indtrådt i, før han fyldte 50 år. M havde derfor som følge af den dagældende bestemmelse i funktionærlovens § 2a, stk. 3, alligevel ikke krav på fratrædelsesgodtgørelse. Dette gjaldt, selvom han ikke benyttede sig af sin ret til alderspension og i stedet valgte at tiltræde en stilling i en anden virksomhed.
På baggrund af Ole Andersen-sagen rejste M efter opsigelsen krav mod A om fratrædelsesgodtgørelse svarende til 3 måneders løn, idet han var tiltrådt en stilling i en anden virksomhed og derfor fortsat var på arbejdsmarkedet.
Hovedspørgsmålet i sagen for Højesteret er, om et almindeligt EU-retligt princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder kan anvendes som hjemmel til at pålægge en privat arbejdsgiver at betale fratrædelsesgodtgørelse, selvom den private arbejdsgiver var fritaget herfor efter funktionærlovens § 2a, stk. 3. Derudover er der tvivl om, hvordan en sådan direkte anvendelse af princippet i forhold til private skal afvejes over for retssikkerhedsprincippet.
Højesteret valgte at forelægge disse præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen.
GENERALADVOKATENS FORSLAG TIL AFGØRELSE
Generaladvokaten er nu kommet med sit forslag til besvarelse af ovennævnte præjudicielle spørgsmål. Generaladvokaten fastslår indledningsvist, at direktivet ikke forpligter private arbejdsgivere direkte. De nationale domstole er imidlertid forpligtet til at fortolke nationale bestemmelser i overensstemmelse med EU-retten. Den eneste begrænsning i forhold til denne pligt er de generelle retsprincipper, herunder retssikkerhedsprincippet, som medfører, at der ikke må ske en fortolkning mod lovens ordlyd.
Generaladvokaten fandt - i modsætning til Højesteret - at det er muligt at fortolke den danske bestemmelse i funktionærlovens § 2a, stk. 3, i overensstemmelse med beskæftigelsesdirektivet. Generaladvokaten fastslog i den forbindelse, at selvom der foreligger en fast national praksis, som er i strid med direktivet, er det ikke til hinder for, at den nationale domstol fortolker bestemmelsen i overensstemmelse med direktivet. Hverken ordlyden af den dagældende § 2a, stk. 3, i funktionærloven, retssikkerhedsprincippet, eller princippet om beskyttelse af berettigede forventninger er ifølge Generaladvokaten til hinder for, at funktionærlovens § 2a, stk. 3, fortolkes EU-konformt.
HVAD VISER AFGØRELSEN?
Det er nu op til EU-Domstolen at tage stilling til, om det er muligt at fortolke den dagældende funktionærlovs § 2a, stk. 3, i overensstemmelse med beskæftigelsesdirektivet.
Hvis EU-Domstolen besvarer dette spørgsmål bekræftende, vil en privat arbejdsgiver ved en dansk domstol kunne blive pålagt at betale fratrædelsesgodtgørelse til tidligere opsagte medarbejdere, der på fratrædelsestidspunktet havde ret til alderspension, men ikke udnyttede denne ret. Det gælder, selvom den private arbejdsgiver i medfør af tidligere fast dansk retspraksis om funktionærlovens § 2a, stk. 3, ikke var forpligtet dertil og forståeligt har indrettet sig derefter.
Kromann Reumert følger sagen tæt og vender tilbage, når EU-Domstolen har besvaret de præjudicielle spørgsmål.
