En medarbejder var blevet opsagt og fritstillet, og fritstillingsperioden var lang nok til at rumme såvel varslingsperioden og ferien. Derfor blev medarbejderen pålagt at afholde hovedferie i fritstillingsperioden. Østre Landsret fandt, at det var uden betydning for afholdelsen af ferie, at hovedferien ikke kunne placeres i den normale ferieperiode fra 1. maj til 30. september. Medarbejderen havde derfor ikke krav på feriegodtgørelse.
Østre Landsrets dom af 26. maj 2016
Sagen kort
Sagen vedrørte en medarbejder (M), som var ansat i en virksomhed (A). Ansættelsesforholdet blev ophævet som følge af betalingsmisligholdelse. På tidspunktet for ophævelsen havde M 20 feriedage tilbage, herunder tre ugers hovedferie. Som følge af ophævelsen af ansættelsesforholdet ansås M for at være fritstillet i fire måneder, hvorfor både feriedage og varslingsperiode kunne rummes indenfor fritstillingsperioden.
M protesterede imod, at afholdelse af hovedferien kunne placeres i fritstillingsperioden, da M mente, at hovedferien skulle afholdes i perioden 1. maj til 30. september. M hævdede, at det var i strid med ferielovens varslingsregler, at A havde placeret hovedferien i fritstillingsperioden.
M gjorde gældende, at han havde et krav på feriegodtgørelse for de tre ugers hovedferie. Kravet blev afvist under henvisning til, at hovedferien kunne anses for afholdt i fritstillingsperioden, da både ferien og varslingsperioden på 3 måneder kunne rummes i fritstillingsperioden.
Østre Landsrets dom
Landsretten fandt ligesom byretten, at der hverken i ordlyden af eller forarbejderne til ferieloven er grundlag for at betinge afholdelse af ferie under en fritstillingsperiode af, at ferien afholdes indenfor ferieperioden (1. maj til 30. september). Derudover fastslog Landsretten, at det forhold, at ferieafholdelsen ligger udenfor den sædvanlige hovedferieperiode fra 1. maj til 30. september, ikke strider imod ferielovens rekreative formål.
Hvad viser dommen?
Dommen viser, at en fritstillet medarbejder kan afholde hovedferie udenfor ferieperioden fra 1. maj til 30. september. Afgørende for afholdelse af ferie er, om både feriedage og varslingsperiode kan rummes i fritstillingsperioden.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →