Feriegodtgørelse var tilstrækkelig kompensation for manglende provision under ferie

Sagen angik en medarbejder, hvis aflønning bestod af både grundløn og provision. Grundlønnen var uafhængig af den faktiske indtjening, mens provisionen først blev optjent, hvis medarbejderens indtjening oversteg grundlønnen. Under afholdelse af ferie havde medarbejderen modtaget den faste grundløn og var i tillæg hertil blevet kompenseret med en feriegodtgørelse på 12,5 % af den optjente provision i optjeningsåret. Højesteret fandt, at den udbetalte feriegodtgørelse var i overensstemmelse med både aftalegrundlaget og ferieloven.

SAGEN KORT
Sagen omhandlede en medarbejder, der beskæftigede sig med salg af annoncer. Medarbejderens aflønning bestod af en fast månedlig grundløn på 30.000 kr. og en provisionsdel. Grundlønnen kom til udbetaling, uanset hvor meget medarbejderen optjente, mens provisionen først kom til udbetaling, hvis medarbejderens optjening oversteg grundlønnen på de 30.000 kr. Var optjeningen i en måned mindre end grundlønnen, blev underskuddet overført til næste måned, som derfor skulle optjenes i tillæg til den optjening, der skulle præsteres isoleret set for den pågældende måned.

Medarbejderen fik i ferieperioden i sommeren 2011 udbetalt grundlønnen på 30.000 kr., samt feriegodtgørelse på 12,5 % af provisionsindtægterne i 2010. Medarbejderens manglende indtjening under ferien blev overført som et underskud til månederne efter ferieafholdelsen, og dette underskud skulle indtjenes, før yderligere provision kunne udbetales. Spørgsmålet var herefter, om medarbejderen var blevet tilstrækkeligt kompenseret for den manglende provision under ferien, eller om provisionsordningen var i strid med ferieloven og EU-retten.

HØJESTERETS AFGØRELSE
Højesteret lagde i overensstemmelse med landsrettens afgørelse til grund, at medarbejderen var blevet kompenseret for den manglende mulighed for provisionsindtjening under ferieafholdelsen. Medarbejderen havde både modtaget den faste grundløn samt en feriegodtgørelse på 12,5 % af provisionsindtægterne i optjeningsåret, hvilket både var i overensstemmelse med aftalegrundlaget og ferieloven.

Højesteret bemærkede, at der ikke var grundlag for at fastslå, at den faste grundløn reelt havde karakter af en provision, således at medarbejderen ligeledes kunne kræve feriegodtgørelse på 12,5 % af denne del af aflønningen. Det blev endvidere tillagt vægt, at der i aftalegrundlaget ved fastsættelsen af mål for provisionsindtjeningen var taget højde for afholdelse af feriedage. På baggrund heraf fandt Højesteret det ikke afgørende, om negative provisionsbeløb opstået under måneder med afholdelse af ferie var større end feriegodtgørelsen.

Afslutningsvist fandt Højesteret, at den modtagne kompensation og aftalte ordning var i overensstemmelse med EU-retten. Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom.

HVAD VISER DOMMEN
Dommen viser, at det ikke er i strid med hverken ferieloven eller EU-retten at indgå en provisionsordning, hvor manglende optjening af provision under ferie beregningsmæssigt kan videreføres til perioden efter ferien. Det afgørende er, om afholdelse af ferie har været medregnet i fastsættelsen af målene for provisionsindtjeningen, og om medarbejderen er blevet kompenseret økonomisk for den manglende provision under ferien.

Kromann Reumert førte sagen på vegne af konkursboet efter den tidligere arbejdsgiver.

Læs Højesterets dom af 31. marts 2016 her.

---