EU-Domstolen: Retten til at blive glemt gælder ikke offentligt tilgængelige selskabsregistre

EU-Domstolen slår nu fast, at retten til at blive glemt ikke gælder, når det kommer til offentlige selskabsregistre. EU-Domstolen åbner dog for, at nationale myndigheder eller domstole kan bestemme, at der i enkelte sager kan gives dispensation til at få oplysninger slettet.
Sagens omstændigheder

En italiensk mand stævnede ved byretten i Lecce (The Tribunale di Lecce) det lokale handelskammer (The Lecce Chamber of Commerce) for ikke at ville slette hans navn på listen over de personer, som havde administreret en virksomhed, der var blevet erklæret konkurs tilbage i 1992. Konkursbehandlingen var blevet afsluttet i 2005.

Den italienske mand var efterfølgende direktør i en anden virksomhed, som havde fået tilladelse til at opføre og sælge en række ejendomme. Imidlertid kunne ejendommene ikke sælges, hvilket manden mente var på grund af, at hans navn fremgik af det lokale handelskammers selskabsregistre i forbindelse med det tidligere selskabs konkurs. Han mente, at det krænkede hans privatliv, herunder retten til at blive glemt.

Retten i Lecce tog mandens påstand til følge og forlangte, at det lokale handelskammer anonymiserede de personhenførbare oplysninger i selskabsregistrene samt betalte en passende kompensation til ham. Handelskammeret var dog ikke tilfreds med denne afgørelse og ankede derfor dommen til Corte Suprema di Cassazione, som forelagde sagen for EU-Domstolen. EU-Domstolen skulle afgøre, om databeskyttelsesdirektivet (95/46/EC) eller direktivet om offentliggørelse af virksomhedsoplysninger (68/151/EEC) var til hinder for lister i offentlige selskabsregistre, hvoraf personoplysninger fremgår.


Domstolens afgørelse

EU-Domstolen anførte først og fremmest, at der var en række hensyn at tage i forhold til formålet med de offentlige selskabslister, herunder særligt hensynet til, at både investorer og forbrugere har et behov til at kunne få oplysninger om personer, der misbruger de selskabsformer, som har en begrænset hæftelse. De offentlige selskabslister udgjorde ifølge EU-Domstolen et nødvendigt instrument i den forbindelse.

I henhold til den lange periode, som den italienske mands oplysninger har fremgået af listen i, anførte EU-Domstolen, at mange konkurssager først bliver rejst og afgjort langt tid efter, at virksomheden bliver erklæret konkurs. Det er derfor nødvendigt, at oplysningerne herom fremgår og kan tilgås i en lang årrække efter konkursen. EU-Domstolen anførte samtidig, at der formentlig vil være en bagkant, men at denne – på baggrund af de mange forskellige forældelsesfrister, som er fastsat i nationale retssystemer inden for EU – er umiddelbart svær at specificere.

EU-Domstolen prøvede herefter, om fortsat opbevaring af oplysningerne i de offentlige selskabsregistre går videre end, hvad der må anses for proportionalt i forhold til, hvor indgribende en længerevarende offentliggørelse af personoplysninger kan være for den enkelt person. EU-Domstolen nåede frem til, at så længe det kun er et begrænset antal personoplysninger, som offentliggøres, og offentliggørelsen alene vedrører personer, der har deltaget i selskaber, hvor der eksisterer en begrænset hæftelse, og som er gået konkurs, udgør en behandling af personoplysninger som led i et offentligt selskabsregister et proportionalt indgreb i retten til privatlivets fred.
EU-Domstolen konkluderede i forlængelse heraf, at den italienske mand ikke havde noget krav på at få sit navn slettet fra det offentlige selskabsregister, og at der i den forbindelse ikke eksisterer en ret til at blive glemt under forudsætning af, at indgrebet er proportionalt. EU-Domstolen bemærkede dog, at der kommer et tidspunkt, hvor det ikke længere er relevant at offentliggøre navne mv. i selskabsregistre. Dette tidspunkt vil dog variere fra sag til sag og vil endvidere være betinget af national lovgivning.


Kromann Reumerts bemærkninger

Dommens overordnede emne – retten til at blive glemt – har gennem en årrække været meget i fokus inden for det persondataretlige område. Dette skyldes flere faktorer, herunder den rivende teknologiske udvikling og digitalisering, at der er flere afgørelser fra EU-Domstolen på dette område og ikke mindst den kommende EU persondataforordning, som indeholder en konkret bestemmelse om retten til at blive glemt.

Resultatet af dommen er ikke overraskende, men bidrager med en vigtig præcisering af gældende ret, herunder hvordan retten til privatlivets fred og retten til at blive glemt skal afvejes over for andre rettigheder.

Læs afgørelsen her

---