April månedens hovedbrud: Når forsvaret vil have samarbejde – men konkurrencereglerne siger noget andet

Rammerne for konsortiedannelse 

Udgangspunktet i konkurrenceretten er enkelt: virksomheder, der er eller kan være konkurrenter, må ikke koordinere deres adfærd på en måde, der begrænser konkurrencen.

Et konsortium er derfor ikke bare en praktisk samarbejdsform – det er en aftale mellem potentielle konkurrenter.

Det afgørende er, om samarbejdet er nødvendigt for at kunne deltage i udbuddet, eller om virksomhederne reelt kunne have budt selvstændigt.

Kun i førstnævnte tilfælde vil konsortiet som udgangspunkt være lovligt.

Den konkrete vurdering

Der findes ikke en generel adgang til at danne konsortier, blot fordi det er praktisk eller ønskeligt.

Vurderingen er konkret og afhænger af, om virksomhederne hver især – økonomisk, teknisk og kapacitetsmæssigt – ville kunne byde selv.

Hvis svaret er ja, kan et konsortium indebære en reduktion af konkurrencen i markedet.

Hvis svaret er nej, vil samarbejdet typisk være en naturlig og lovlig måde at løfte opgaven på.

Det er netop denne gråzone, der gør området vanskeligt i praksis.

En opfordring ændrer ikke reglerne

At forsvaret aktivt opfordrer til konsortier ændrer ikke på vurderingen.

Konkurrenceretten gælder uændret, og ansvaret for at overholde den ligger fortsat hos virksomhederne. Overtrædelse kan medføre betydelige sanktioner.

Opfordringen fra ordregiver kan være et signal om, at samarbejde er ønsket – men ikke en tilladelse til at tilsidesætte konkurrencereglerne.

Forsvarssektoren bevæger sig mod mere samarbejde. Konkurrenceretten forbliver den samme.

Konsortier er ofte nødvendige for at kunne byde. Men de er kun lovlige, hvis de ikke går videre end det nødvendige.

Det er her, hovedbruddet opstår.