70 procent kvalitet på papiret – men hvad er det egentlig, vi køber?

Vi taler meget om kvalitet i offentlige indkøb. Om at vælge den bedste løsning frem for den billigste, om innovation, bæredygtighed, totaløkonomi og om at anvende de offentlige midler bedst muligt. Det er både nødvendige og relevante diskussioner, for offentlige indkøb handler i sidste ende ikke blot om at anskaffe varer og tjenesteydelser. De handler om at skabe værdi for de borgere, virksomheder og organisationer, der skal leve med resultatet af de beslutninger, vi træffer.

Men jeg synes, vi nogle gange overser et helt grundlæggende spørgsmål: Er det kvaliteten i sig selv, vi prioriterer, eller er det vores evne til at omsætte kvalitet til point i en evalueringsmodel?

Spørgsmålet er blevet særlig aktuelt med Europa-Kommissionens forslag til en ny udbudsforordning, som blev fremsat den 9. september 2026. I forslagets artikel 98 lægges der op til, at offentlige kontrakter som hovedregel skal tildeles på grundlag af det bedste forhold mellem pris og kvalitet, og at kvalitet skal vægte mindst 30 procent. For arbejdskraftintensive kontrakter foreslås minimumsvægtningen hævet til 50 procent. Forslaget giver dog samtidig mulighed for at fravige disse krav, når kvaliteten kan sikres gennem blandt andet kravspecifikationer eller kontraktvilkår.

Det er en markant ændring i forhold til de gældende regler, hvor ordregiver som udgangspunkt har mulighed for at vælge mellem pris, omkostninger og bedste forhold mellem pris og kvalitet.

Medicoindustrien har i sit høringssvar af 8. oktober 2026 argumenteret for, at Kommissionens minimumsvægtning ikke er tilstrækkelig, og anbefaler derfor, at kvalitet fremover skal vægte mindst 70 procent. Begrundelsen er blandt andet, at kvalitetskriterierne i mange udbud bliver så brede og generelle, at de ikke i tilstrækkelig grad differentierer mellem tilbuddene. Dermed ender prisen alligevel med at blive afgørende for kontrakttildelingen.

Jeg forstår godt bekymringen, og jeg mener også, at Medicoindustrien rejser en både relevant og vigtig problemstilling. Men jeg er ikke sikker på, at løsningen er at lovbestemme en endnu højere kvalitetsvægtning.

En høj kvalitetsvægtning er ikke nødvendigvis udtryk for et godt kvalitetsindkøb

Når vi gennemfører et offentligt udbud, er det naturligvis afgørende, at vi kan forklare, hvilke forhold der tillægges betydning, og hvordan de forskellige tilbud skal vurderes. Det er en grundlæggende forudsætning for en gennemsigtig og lige konkurrence.

Men der er efter min opfattelse en væsentlig forskel på at have en evalueringsmodel, hvor kvalitet vægter højt, og en evalueringsmodel, der faktisk identificerer den løsning, som skaber størst værdi.

Forestil dig et udbud, hvor kvalitet vægter 70 procent, men hvor kvalitetskriterierne er så generelt formulerede, at næsten alle tilbud opnår stort set samme karakter. Det kan være kriterier om funktionalitet, brugervenlighed eller service, hvor der ganske vist foretages en kvalitativ evaluering, men hvor kriteriernes udformning ikke giver mulighed for at skelne nævneværdigt mellem tilbuddenes reelle styrker og svagheder.

I den situation kan prisens vægt på blot 30 procent fortsat blive udslagsgivende. Ikke nødvendigvis fordi prisen vægter for højt, men fordi vi ikke har formået at identificere, beskrive og belønne de kvalitetsforskelle, som faktisk har betydning.

Det samme gælder evalueringsmodellens konkrete udformning. Som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen også har beskrevet i sin vejledning om evalueringsmodeller, er der ikke nødvendigvis overensstemmelse mellem den nominelle vægtning af pris og kvalitet og kriteriernes faktiske gennemslagskraft ved evalueringen.

Og her ligger efter min opfattelse en væsentlig del af udfordringen. Vi kan ændre procentfordelingen nok så mange gange, men hvis vi ikke samtidig bliver dygtigere til at identificere og evaluere relevant kvalitet, ændrer vi ikke nødvendigvis på resultatet.

Kvalitet er ikke det samme i alle indkøb

Når vi diskuterer en lovbestemt minimumsvægtning, synes jeg også, vi skal være varsomme med at betragte kvalitet som en størrelse, der kan reguleres ens på tværs af meget forskellige indkøb.

Ved indkøb af avanceret medicinsk teknologi kan en højere anskaffelsespris eksempelvis være forbundet med bedre behandlingsresultater, færre komplikationer, mindre ressourceforbrug eller kortere indlæggelsestid. I sådanne situationer vil det være både fagligt og økonomisk problematisk, hvis indkøbet primært vurderes på anskaffelsesprisen, uden at værdien af de afledte effekter indgår i beslutningsgrundlaget.

Omvendt findes der indkøb, hvor de væsentligste kvalitetskrav kan beskrives præcist og sikres gennem kravspecifikationen og de efterfølgende kontraktvilkår. Her kan det være både sagligt og økonomisk fornuftigt at lade prisen eller de samlede omkostninger få større betydning.

Det handler derfor ikke om, hvorvidt kvalitet er vigtigere end pris. Det handler om at forstå, hvilken kvalitet der skaber værdi i netop det indkøb, vi står overfor, og hvordan denne værdi bedst sikres.

En generel minimumsvægtning på 70 procent risikerer efter min opfattelse at flytte fokus fra den konkrete indkøbsfaglige vurdering til opfyldelsen af et formelt vægtningskrav. I værste fald kan det føre til, at ordregivere opstiller kvalitetskriterier alene for at opfylde procentkravet, selv om kriterierne ikke giver reel merværdi eller meningsfuld differentiering mellem tilbuddene.

Og så har vi ikke nødvendigvis skabt bedre indkøb. Vi har blot gjort dem mere komplicerede.

Måske skal vi begynde et helt andet sted

Jeg mener, at en af de største muligheder for at forbedre offentlige indkøb ligger i det arbejde, der foregår, længe før tilbuddene skal evalueres.

Det begynder med en grundig behovsafdækning og en reel forståelse af det marked, vi ønsker at købe ind på. Hvad er det egentlige behov? Hvilke løsninger findes allerede? Hvad kan leverandørerne tilbyde, som vi måske slet ikke havde forestillet os? Og hvilke kvalitetsforskelle vil have en faktisk betydning for den efterfølgende anvendelse af løsningen?

Det kræver, at ordregiver tør gå i dialog med markedet, inddrage de faglige brugere og udfordre den måde, man tidligere har købt ind på. Ikke for at favorisere bestemte leverandører, men for at blive klogere på, hvordan markedets løsninger kan skabe størst mulig værdi.

Dernæst skal denne viden omsættes til krav, tildelingskriterier og en evalueringsmodel, der hænger sammen med de konkrete behov. Det forudsætter en forståelse af, hvordan pris- og kvalitetskriterierne faktisk påvirker resultatet, og hvordan vi sikrer, at relevante kvalitetsforskelle bliver synlige og får den betydning, vi ønsker.

Endelig skal vi huske kontrakten. For kvalitet er ikke kun noget, vi evaluerer ved kontrakttildelingen. Det er også noget, vi skal sikre, bliver leveret gennem hele kontraktperioden. Hvis vi ønsker bedre funktionalitet, dokumenterede effekter eller lavere samlede omkostninger, skal vi også overveje, hvordan vi følger op på, om disse gevinster faktisk realiseres.

Det kræver både juridisk indsigt, kommerciel forståelse og faglig dømmekraft. Og det kræver ikke mindst, at vi ser udbuddet som en del af en større indkøbs- og kontraktstrategi frem for alene som en proces, der skal gennemføres korrekt.

Vi har brug for mere fokus på kvalitet – men ikke nødvendigvis flere procentkrav

Jeg er grundlæggende enig i ambitionen om, at offentlige indkøb i højere grad skal understøtte kvalitet, innovation og langsigtet værdiskabelse. Jeg deler også bekymringen for, at et ensidigt fokus på anskaffelsesprisen kan føre til beslutninger, som hverken er de bedste for brugerne eller de mest økonomisk fordelagtige på længere sigt.

Men jeg mener samtidig, at vi skal være forsigtige med at tro, at bedre indkøb primært skabes gennem en bestemt procentfordeling mellem pris og kvalitet.

Forordningsforslagets øgede fokus på kvalitet kan være et vigtigt skridt i den rigtige retning. Det kan være med til at ændre den måde, vi tænker offentlige indkøb på, og skabe større opmærksomhed om den værdi, vi ønsker at opnå. Men hvis ambitionen for alvor skal omsættes til bedre resultater, kræver det mere end nye regler.

Det kræver, at vi investerer i de kompetencer, den markedsforståelse og den strategiske tilgang, der gør ordregivere i stand til at træffe de rigtige indkøbsbeslutninger. Samtidig skal vi give plads til, at forskellige indkøb kræver forskellige løsninger, og at økonomisk ansvarlighed og høj kvalitet ikke er hinandens modsætninger.

Mit ønske er derfor ikke mindre fokus på kvalitet, men et langt mere kvalificeret fokus på, hvad kvalitet er, hvordan vi måler den, og hvilken værdi den faktisk skaber.

For når vi diskuterer, om kvalitet skal vægte 30, 50 eller 70 procent, bør vi måske først spørge os selv, om vi er tilstrækkeligt dygtige til at identificere de kvalitetsforskelle, som det er værd at betale for.

Det er efter min opfattelse en langt vigtigere diskussion end selve procentfordelingen. Og måske også en af de diskussioner, der for alvor kan flytte kvaliteten af vores offentlige indkøb.