Det Europæiske Databeskyttelsesråd (EDPB) sendte d. 12. april 2019 en vejledning om forordningens artikel 6, stk. 1, litra b i offentlig høring.
Det fremgår af artikel 6, stk. 1, litra b, at behandling af personoplysninger kan ske, hvis det er nødvendigt af hensyn til opfyldelse af en kontrakt, som den registrerede er part i, eller af hensyn til gennemførelse af foranstaltninger, der træffes på den registreredes anmodning forud for indgåelse af en kontrakt.
I vejledningen ser Det Europæiske Databeskyttelsesråd nærmere på, i hvilke tilfælde artikel 6, stk. 1, litra b, kan anvendes som retsgrundlag til behandling af personoplysninger, og hvilke betingelser der i den forbindelse skal opfyldes – særligt i forhold til levering af onlinetjenester.
EDPB angiver i vejledningen, at reglen skal fortolkes indskrænkende og derfor alene kan bruges til behandling af personoplysninger, der objektivt set er nødvendige for at opfylde en kontrakt. Som eksempel nævnes onlinekøb, hvor det er nødvendigt for virksomheden at indsamle og behandle navn, adresse og betalingsoplysninger for at gennemføre købet og levere varen til kundens hjemmeadresse. EDPB bemærker samtidig, at i tilfælde, hvor kunden har valgt at levere varen til et andet leveringssted end egen hjemmeadresse, vil det ikke være nødvendigt at behandle oplysninger om hjemmeadresse. I så fald skal virksomheden anvende et andet retsgrundlag til at behandle denne oplysning, f.eks. virksomhedens legitime interesser (artikel 6, stk. 1, litra f).
Sidste høringsdag var d. 24. maj 2019. Vejledningen er endnu ikke offentliggjort i dens endelige form.
Læs vejledningen, der blev sendt i høring.
Læs nyheden på Datatilsynets hjemmeside.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte os.