Stigende antal underretninger om hvidvask
Bankerne har i årets tre første kvartaler underrettet relevante myndigheder om mistanke om hvidvask i et langt større omfang end for hele sidste år. Til sammenligning forventes antal underretninger fra bankerne i 2020 at blive tæt ved dobbelt så højt som i 2018.
Skærpet indsats overfor hvidvask
Landets banker har en forpligtelse til ved konkret mistanke om en aktivitet, der kan være relateret til hvidvask eller terrorfinansiering, at foretage underretning til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK). Antallet af underretninger om hvidvask fra bankerne har været stigende i de sidste år. Tallet forventes også fremover at stige.
Ulrik Nødgaard, der er administrerende direktør i Finans Danmark, har i den forbindelse udtalt:
”Der er et stort fokus på at bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering i bankerne. Det kan man fortsat se på tallene.”
Antallet af underretninger skal også ses i sammenhæng med det antal medarbejdere, der arbejder med hvidvask. I 2019 var der ca. 4.300 medarbejdere indenfor dette arbejdsområde, mens tallet i 2018 var 3.200. Der ses således en fortsat stigning både i antallet af medarbejdere og antallet af underretninger. Vi har altså her en tendens, der forventes at fortsætte i de kommende år.
Ulrik Nødgaard siger også:
”Derfor arbejder vi fortsat på at få et langt tættere samarbejde mellem bankerne og myndighederne, så de kriminelle kan stoppes hurtigere og mere effektivt. Det kræver, at myndighederne og banker i et fortroligt rum kan udveksle oplysninger. Det bør kunne lade sig gøre at få en sådan løsning op og køre. Det er kun de kriminelle, der taber på det.”
Fra underretning til skattesag
Underretninger fra bankerne til SØIK fører i en række tilfælde også til skattesager. Skattestyrelsen går således ofte ind i disse typer af sager og undersøger både privatpersoners og erhvervsdrivendes økonomi. Sagerne opstartes typisk ved en materialeindkaldelse til de pågældende personer, der efterfølgende anmodes om at redegøre for deres indtægter og udgifter, samt hvor eventuelle penge, der er modtaget på konti, stammer fra.
Hos TVC Advokatfirma har vi stor erfaring i håndtering af både skattesager og sager om økonomisk kriminalitet. Det er i den slags sager afgørende, at der bliver lagt en sammenhængende og skræddersyet strategi, og det gerne helt fra sagens opstart.
Hvad enten du som privatperson eller erhvervsdrivende har et ønske om en fortrolig drøftelse af din sag, er du naturligvis velkommen til at kontakte os. Vi står til rådighed for en uforpligtende drøftelse med henblik på den optimale tilrettelæggelse af sagens videre forløb.