Regeringen har i det netop offentliggjorte forslag til ny finanslov for 2018 afsat 36,5 mio. kr. til Datatilsynet. I 2017 udgjorde beløbet 23,7 mio. kr., og der er således tale om en forøgelse af budgettet på næsten 54 %. Stigningen svarer til en forøgelse af antal ansatte i Datatilsynet fra 33 til 50.
De seneste år er tilskuddet og budgettet for Datatilsynet ikke blevet justeret væsentligt. Der er fra flere sider længe blevet gjort opmærksom på, at Datatilsynet med de eksisterende midler hverken er i stand til at varetage deres nuværende eller fremtidige opgaver. Stigningen i bevillingen skal ses i sammenhæng med, at databeskyttelsesforordningen får virkning fra den 25. maj 2018.
Datatilsynet spiller en vigtig rolle som både rådgivende og kontrollerende instans. Det fremgår af finanslovsforslaget, at netop Datatilsynets tilsynsopgaver (bevillingen stiger fra 8,4 mio. kr. til 13,2 mio. kr.) og rådgivningsopgaver (bevillingen stiger fra 4,6 mio. kr. til 10,2 mio. kr.) skal have et løft. I 2016 gennemførte Datatilsynet det laveste antal tilsyn i 15 år.
Se regeringens forslag til Finansloven for 2018
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →