Offentliggørelse af navn og dom i nyhedsbrev i strid med persondataloven

Hvis man uden samtykke offentliggør, at en navngiven person er dømt i en straffesag, er det i strid med persondataloven og kan medføre, at der skal betales en tortgodtgørelse. Dette måtte AAB (Arbejdernes Andels Boligforening) sande, da Østre Landsret fandt, at AAB ved offentliggørelse af personens navn og gengivelse af udfaldet af en straffedom, havde handlet i strid med persondataloven, og endvidere var forpligtet til at betale en tortgodtgørelse.


DE FAKTISKE OMSTÆNDIGHEDER

Sagsøger blev primo 2012 idømt en betinget dom på et år og ni måneder for mandatsvig i forbindelse med sagsøgers job som frivillig kasserer i AAB. Sagsøger oplyste dog aldrig sin arbejdsgiver om den verserende straffesag eller om sagens udfald.

Efter straffesagens afslutning valgte AAB at offentliggøre den dømtes navn samt udfaldet af straffesagen i et nyhedsbrev på AAB’s hjemmeside.

Medio 2012 blev sagsøger forfremmet af sin nye arbejdsgiver til en stilling som Country Manager, hvilket indebar en stor grad af ansvar, herunder personale- og økonomiansvar og tegningsret på selskabets vegne.

Kort tid efter at sagsøger var blevet forfremmet, blev sagsøgers arbejdsgiver kontaktet af en bekymret kunde, som ved en simpel internetsøgning på sagsøgers navn havde fundet frem til nyhedsbrevet fra AAB, hvoraf oplysningerne om straffesagen fremgik.

Da sagsøgers arbejdsgiver blev bekendt med disse oplysninger, blev sagsøger først suspenderet og efterfølgende afskediget fra sin stilling som Country Manager med den begrundelse, at han ikke kunne bestride stillingen som følge af det strafbare forhold, som han var dømt for.

Sagsøger rettede efter suspensionen henvendelse til AAB med anmodning om at få fjernet oplysningerne om det strafbare forhold fra hjemmesiden. Denne anmodning imødekom AAB imidlertid ikke. Herefter indgav sagsøger en klage til Datatilsynet, som i februar 2013 pålagde AAB at fjerne oplysningerne. Dette efterkom AAB i marts 2013.

Efter sin afskedigelse i august 2012 og frem til marts 2014 søgte sagsøger op mod 100 jobs – dog uden held. Det tab, som sagsøgte havde lidt som følge af afskedigelsen og det deraf afledte indkomsttab, krævede sagsøger erstattet af AAB, ligesom sagsøger krævede godtgørelse for tort.


SAGEN I BYRETTEN

Byretten fandt, at AAB’s offentliggørelse af oplysningerne om det strafbare forhold var i strid med persondatalovens § 8. Som følge deraf skulle AAB betale en tortgodtgørelse til sagsøger på kr. 25.000, ligesom byretten fandt, at sagsøger var berettiget til en erstatning på ca. kr. 1.000.000 grundet det indkomsttab, som sagsøgte havde lidt som følge af afskedigelsen.


SAGEN I ØSTRE LANDSRET

Landsretten lagde – på lige fod med byretten – indledningsvis til grund, at når man offentliggør oplysninger om strafbare forhold uden den dømtes samtykke, handler man i strid med persondatalovens § 8. Dette var i øvrigt ubestridt for landsretten.

Herefter fokuserede landsretten på spørgsmålet om erstatning og tort i forbindelse med AAB’s offentliggørelse af oplysningerne.

I forbindelse med erstatningsspørgsmålet kom landsretten – modsat byretten – frem til, at AAB ikke var erstatningsansvarlig for det tab, som sagsøgte havde lidt som følge af afskedigelsen. Som led i begrundelsen inddrog landsretten forarbejderne til bl.a. persondatalovens § 69, herunder EF-direktivet af 24. oktober 1995 om behandling af personoplysninger og Betænkning nr. 1345/1997.

Af sidstnævnte fremgår det bl.a., at man ved indførelsen af persondatalovens § 69 ikke tilsigtede at ændre erstatningsbetingelserne, som de foreligger og fortolkes i dansk ret, herunder vurderingsmomenterne ”årsagssammenhæng”, ”påregnelighed” og ”egen skyld”.

For landsretten blev det afgørende, at det strafbare forhold, som sagsøger var dømt for, isoleret set var af en sådan karakter, at det ikke var foreneligt med hans betroede stilling som Country Manager i virksomheden. Endelig lagde landsretten vægt på egen skyld, idet landsretten bl.a. anførte, at sagsøger ikke havde oplyst sin arbejdsgiver om dommens eksistens. Landsretten kom således frem til, at karakteren af det strafbare forhold sammenholdt med den manglende underretning til arbejdsgiveren medførte, at sagsøger ikke havde krav på erstatning for sit indkomsttab i medfør af persondatalovens § 69, desuagtet at AAB’s offentliggørelse var årsagen til, at sagsøgers arbejdsgiver blev kontaktet af sin kunde.

Landsretten fandt dog, at AAB skulle godtgøre sagsøger for tort i medfør af erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1. Selve godtgørelsen blev fastsat til kr. 25.000 ud fra et skøn, hvor der på den ene side blev lagt vægt på, at oplysningerne var sande og stammede fra et offentligt retsmøde, og på den anden side, at oplysninger blev lagt på nettet i strid med persondataloven, samt at der gik en betydelig tid, før disse oplysninger blev fjernet.


LETT VURDERER

At landsretten kom frem til, at der ikke skulle udbetales erstatning for indkomsttabet er i tråd med dansk retspraksis, da dansk rets erstatningsregler foreskriver, at der skal foreligge årsagssammenhæng mellem den skadegørende handling og det deraf lidte tab. I denne sag var det ikke lykkedes sagsøger at bevise, at hovedårsagen til indkomsttabet var offentliggørelsen af oplysningerne om straffedommen på internettet, da sagsøgeren ikke ville have fået stillingen, hvis han havde oplyst om dommen i forbindelse med ansættelsen.

Offentliggørelsen var således blot en medvirkende faktor ved forløbet, men ikke hovedårsagen. Desuden havde sagsøger udvist en vis grad af egen skyld ved ikke at oplyse om straffedommen i forbindelse med ansættelsen, selvom han flere gange under forløbet var blevet gjort opmærksom på, at der var tale om en betroet stilling.

For så vidt angår tortgodtgørelsen på kr. 25.000 er godtgørelsesniveauet ligeledes på linje med dansk retspraksis på området. Der foreligger ikke omfattende praksis, men det kan ud fra de relativt få sager, der findes, konstateres, at domstolene også inden for persondatalovens område lader til at være tilbageholdende med at uddele høje tortgodtgørelser, hvilket også er den generelle tendens i dansk ret.

 


[layerslider id="64"]

---