Medio november 2016 blev et nyt lovforslag godkendt af det britiske House of Lords og senere samme måned stadfæstet af kongehuset. Loven - "The Investigatory Powers Act" - giver efterretningstjenesten i Storbritannien en lang række beføjelser, som bl.a. gør adgangen til privates digitale færden markant lettere.
Beføjelserne
Den for nyligt vedtagne lov giver efterretningstjenesten, politiet og adskillige regeringsdepartementer mulighed for at anvende et bredt spektrum af beføjelser. Blandt andet kan nævnes, at internetudbyderne såvel som telefonselskaberne pålægges at gemme borgernes browserhistorik og kommunikationsdata i op til 1 år, hvorefter de relevante myndigheder kan kræve disse udleveret uden forinden at have indhentet en dommerkendelse.
Yderligere giver loven efterretningstjenesten og politiet ret til at skaffe sig adgang til private computere og indhente data til brug for efterforskning. Politiet og efterretningstjenesten får som følge af den nye lov også ret til at få fjernet al kryptering, der måtte være pålagt data, uanset om det er private virksomheder eller borgere, som besidder krypteringskoden.
Beføjelserne vil dog alene kunne udøves, såfremt det er for at modvirke hårdere kriminalitet eller beskytte Storbritanniens økonomiske interesser. I stedet for at kræve en forudgående dommerkendelse i hvert enkelt tilfælde, er det alene op til de givne myndigheder at skønne, om de har ret til at anvende beføjelserne.
Loven møder kritik fra flere fronter
Under hele sin behandling fra House of Commons til House of Lords har lovforslaget affødt en del kritik. Denne kritik er kommet fra flere fronter, heriblandt IT-virksomheden Apple og adskillige menneskerettighedsorganisationer. Kritikken er gået på, at lovforslaget dels krænker retten til privatlivets fred, dels krænker en række retssikkerhedsprincipper.
Det skal dog bemærkes, at der ifølge loven skal oprettes et uafhængigt tilsynsorgan - Investigatory Powers Commission - bestående af blandt andet en række dommere, som har til opgave løbende at kontrollere og sikre, at myndighederne anvender beføjelserne lovmæssigt.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →