Lovvalg i internationale ansættelsesforhold

Ansættelsesforholdet

Sagen udsprang af en retssag i Frankrig, hvor chaufføren havde lagt sag an mod sin tidligere arbejdsgiver med henblik på at anfægte ophævelsen af hans ansættelsesforhold.

Chaufføren argumenterede for, at hans ansættelsesforhold var omfattet af ufravigelige beskyttelsesregler i fransk lovgivning. Transportselskabet var et luxembourgsk selskab, og det fremgik af chaufførens ansættelseskontrakt, at ansættelsesforholdet var omfattet af luxembourgsk ret, og at chaufføren udførte transporter i Tyskland, Benelux, Italien, Spanien, Portugal og Østrig.

Chaufføren havde i praksis udført sit arbejde i forskellige lande, men i den sidste del af perioden havde han arbejdet mere end 50 % af tiden i Frankrig. Virksomheden havde derfor også tilmeldt chaufføren til den franske socialsikringsordning. 

Romkonventionen

Efter Romkonventionen kan parterne frit vælge, hvilket lands lovgivning, der skal regulere aftalen. Et lovvalg kan dog ikke fratage medarbejderen beskyttelsen efter de ufravigelige regler i det land, hvis lovgivning ville have fundet anvendelse, hvis parterne ikke havde aftalt et lovvalg.

Romkonventionen indeholder to specifikke tilknytningskriterier, som anvendes til at afgøre, om lovvalget (konkret Luxembourg) skal suppleres af ufravigelige regler i et andet land (konkret Frankrig). Udgangspunktet for denne vurdering er det land, hvor medarbejderen udfører sit arbejde (det vil sige arbejdsstedet). Hvis det ikke er muligt at fastslå et sædvanligt arbejdssted, er medarbejderen beskyttet af de ufravigelige regler i det land, hvor det forretningssted, som har antaget medarbejderen, er beliggende.  

Romkonventionen indeholder tillige en undtagelse, hvorefter tilknytningskriterier ikke gælder, hvis det af omstændighederne som helhed fremgår, at ansættelsesforholdet har en nærmere tilknytning til et andet land.

EU-domstolen

Den forelæggende franske domstol havde bedt EU-domstolen om at tage stilling til, hvilke momenter, der kan tillægges betydning ved vurderingen af, om ansættelsesforholdet som helhed har en nærmere tilknytning til et andet land. Konkret var spørgsmålet, om den franske domstol skulle lægge vægt på, at chaufføren havde udført hovedparten af sit arbejde i Frankrig i den sidste periode i ansættelsesforholdet. Derudover var der spørgsmålet om, hvorvidt tilmelding til den franske socialsikringsordning kunne tillægges betydning.  

EU-domstolen fastslog, at det sidste sædvanlige arbejdssted samt pligten til at være tilmeldt fransk social sikring var objektive elementer, der karakteriserede ansættelsesforholdet, og som man derfor kunne og skulle tillægge betydning.  Med disse ord sendte EU-domstolen sagen tilbage til den forelæggende ret i Frankrig.

Littler bemærker

EU-Domstolens afgørelse viser, at en medarbejder kan være beskyttet af ufravigelige regler i et andet land, selvom parterne i en ansættelseskontrakt har aftalt, hvilket lands lovgivning, der skal finde anvendelse for ansættelsesforholdet. Arbejdsgivere skal derfor være opmærksom på, at en medarbejder, som udfører arbejde i flere lande, ofte vil være beskyttet af flere forskellige retssystemer afhængig af medarbejderens tilknytning til disse lande.

Vurderingen af tilknytning skal foretages konkret i forhold til den enkelte medarbejder, og baseres på en række momenter, som karakteriserer ansættelsesforholdet. Sådanne momenter skal være objektive for at sikre konventionens krav om retssikkerhed og forudsigelighed. Afgørelsen viser, at det seneste arbejdssted og tilmelding til social sikring er objektive momenter, der karakteriserer ansættelsesforholdet. EU-domstolen har i en tidligere afgørelse tillige fastslået, at tilmelding til en arbejdsmarkedspensionsordning ligeledes skal indgå som et moment ved vurdering af tilknytning.