Jurainfo logo
LUK
Juridiske nyheder Kurser Find juridisk specialist Ledige stillinger Domme
Tilmeld nyhedsservice Om Podcasts Juridiske links Privatlivspolitik Kontakt
Ansøg om en profil Bliv kursusudbyder Bliv jobannoncør
ARTIKEL

Lovvalg i internationale ansættelsesforhold

EU-Domstolens afgørelse af 11. december 2025. EU-Domstolen har i en nylig afgørelse taget stilling til hvilket lands regler, der fandt anvendelse på et ansættelsesforhold mellem en chauffør og et transportselskab, Locatrans.

Udgivet af

Ansættelsesforholdet

Sagen udsprang af en retssag i Frankrig, hvor chaufføren havde lagt sag an mod sin tidligere arbejdsgiver med henblik på at anfægte ophævelsen af hans ansættelsesforhold.


Chaufføren argumenterede for, at hans ansættelsesforhold var omfattet af ufravigelige beskyttelsesregler i fransk lovgivning. Transportselskabet var et luxembourgsk selskab, og det fremgik af chaufførens ansættelseskontrakt, at ansættelsesforholdet var omfattet af luxembourgsk ret, og at chaufføren udførte transporter i Tyskland, Benelux, Italien, Spanien, Portugal og Østrig.


Chaufføren havde i praksis udført sit arbejde i forskellige lande, men i den sidste del af perioden havde han arbejdet mere end 50 % af tiden i Frankrig. Virksomheden havde derfor også tilmeldt chaufføren til den franske socialsikringsordning. 


Romkonventionen

Efter Romkonventionen kan parterne frit vælge, hvilket lands lovgivning, der skal regulere aftalen. Et lovvalg kan dog ikke fratage medarbejderen beskyttelsen efter de ufravigelige regler i det land, hvis lovgivning ville have fundet anvendelse, hvis parterne ikke havde aftalt et lovvalg.


Romkonventionen indeholder to specifikke tilknytningskriterier, som anvendes til at afgøre, om lovvalget (konkret Luxembourg) skal suppleres af ufravigelige regler i et andet land (konkret Frankrig). Udgangspunktet for denne vurdering er det land, hvor medarbejderen udfører sit arbejde (det vil sige arbejdsstedet). Hvis det ikke er muligt at fastslå et sædvanligt arbejdssted, er medarbejderen beskyttet af de ufravigelige regler i det land, hvor det forretningssted, som har antaget medarbejderen, er beliggende.  


Romkonventionen indeholder tillige en undtagelse, hvorefter tilknytningskriterier ikke gælder, hvis det af omstændighederne som helhed fremgår, at ansættelsesforholdet har en nærmere tilknytning til et andet land.


EU-domstolen

Den forelæggende franske domstol havde bedt EU-domstolen om at tage stilling til, hvilke momenter, der kan tillægges betydning ved vurderingen af, om ansættelsesforholdet som helhed har en nærmere tilknytning til et andet land. Konkret var spørgsmålet, om den franske domstol skulle lægge vægt på, at chaufføren havde udført hovedparten af sit arbejde i Frankrig i den sidste periode i ansættelsesforholdet. Derudover var der spørgsmålet om, hvorvidt tilmelding til den franske socialsikringsordning kunne tillægges betydning.  


EU-domstolen fastslog, at det sidste sædvanlige arbejdssted samt pligten til at være tilmeldt fransk social sikring var objektive elementer, der karakteriserede ansættelsesforholdet, og som man derfor kunne og skulle tillægge betydning.  Med disse ord sendte EU-domstolen sagen tilbage til den forelæggende ret i Frankrig.


Littler bemærker

EU-Domstolens afgørelse viser, at en medarbejder kan være beskyttet af ufravigelige regler i et andet land, selvom parterne i en ansættelseskontrakt har aftalt, hvilket lands lovgivning, der skal finde anvendelse for ansættelsesforholdet. Arbejdsgivere skal derfor være opmærksom på, at en medarbejder, som udfører arbejde i flere lande, ofte vil være beskyttet af flere forskellige retssystemer afhængig af medarbejderens tilknytning til disse lande.


Vurderingen af tilknytning skal foretages konkret i forhold til den enkelte medarbejder, og baseres på en række momenter, som karakteriserer ansættelsesforholdet. Sådanne momenter skal være objektive for at sikre konventionens krav om retssikkerhed og forudsigelighed. Afgørelsen viser, at det seneste arbejdssted og tilmelding til social sikring er objektive momenter, der karakteriserer ansættelsesforholdet. EU-domstolen har i en tidligere afgørelse tillige fastslået, at tilmelding til en arbejdsmarkedspensionsordning ligeledes skal indgå som et moment ved vurdering af tilknytning.

Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte mig.

Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice her →

Denne artikel er udgivet efter aftale med Littler Denmark. Den er oprindeligt udgivet her.

Skal din artikel også udgives via Jurainfo og udsendes direkte, via e-mail, til personer og virksomheder som specifikt efterspørger viden og kompetencer inden for dit område? Ansøg om en profil her.

Andet indhold, der kunne være relevant for dig

Vestre Landsret: Arbejdsgiver erstatningsansvarlig efter medarbejder fik låget fra en kummefryser i hovedet
Vestre Landsret: Arbejdsgiver erstatningsansvarlig efter medarbejder fik låget fra en kummefryser i hovedet
26/08/2026
Ansættelsesret og arbejdsret, Forsikringsret og erstatningsret
Arbejdsgiveres erstatningsansvar for arbejdsskader
Arbejdsgiveres erstatningsansvar for arbejdsskader
24/08/2026
Ansættelsesret og arbejdsret
Arbejdsgivers manglende tidsregistrering blev afgørende i løntvist
Arbejdsgivers manglende tidsregistrering blev afgørende i løntvist
01/09/2026
Ansættelsesret og arbejdsret
International organisations immunitet måtte vige for medarbejders ret til domstolsprøvelse
International organisations immunitet måtte vige for medarbejders ret til domstolsprøvelse
18/09/2026
Ansættelsesret og arbejdsret
Jurainfo logo

Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.

Jurainfo.dk ApS
CVR-nr. 38375563
Vandtårnsvej 62A, DK-2860 Søborg
(+45) 71 99 01 11
[email protected]
Ønsker du at udgive materiale?
2026 © Jurainfo.dk - Juridiske nyheder og arrangementer samlet ét sted