Den britiske High Court har for nylig afsagt en dom om retten til at blive glemt. Her tager domstolen stilling til, hvad der egentlig skal til, før et individ har ret til at blive glemt i en søgemaskine som eksempelvis Googles.
Retten til at blive glemt blev første gang fastslået i Google Spain-dommen og går i korte træk ud på, at et fysisk individ – under visse betingelser – kan få slettet links fra søgemaskinernes resultatliste.
Dommen fra den britiske High Court er lang og rig på detaljer, hvilket dommens 230 præmisser vidner om. Det betyder også, at gennemgangen nedenfor kun tager stilling til de helt overordnede momenter og derfor langt fra er en fuldstændig redegørelse for dommens præmisser.
Da dommen er afsagt inden den 25. maj 2018, tager den ikke afsæt i databeskyttelsesforordningens artikel 17 om "retten til at blive glemt".
Kort om sagens faktum
Sagen handlede om to personer (P1 og P2), som havde bedt Google om slette de links, der blev vist, når man søgte på deres navne. Linkene var til artikler om strafbare forhold, som de to personer havde begået.
P1 var idømt fire års fængsel for ulovlig sammensværgelse, og P2 var idømt fængsel i 11 måneder for at konspirere i ulovlig aflytning. P1's klage handlede om tre links, og P2's klage drejede sig om i alt 11 links.
De vigtigste præmisser
Vurderingen af, om et individ har ret til at få slettet links hos en søgemaskine, vil ofte være en afvejning af retten til privatlivets fred mod retten til informations- og ytringsfrihed. For at kunne vurdere disse grundlæggende rettigheder bliver man ofte nødt til at bryde rettighederne ned til nogle mere konkrete og håndterbare elementer. Denne procedure fulgte både EU-Domstolen i Google Spain-sagen og Lecce v. Mani-sagen og High Court i denne dom om P1 og P2's ret til at blive glemt.
I dommens præmis 136-169 fremgår en række elementer, der, ifølge High Court, skal tages højde for i forbindelse med den overordnede afvejning. De fleste af parametrene stammer fra Artikel 29-gruppens guidelines.
Et af de centrale elementer, som High Court fremhæver, er spørgsmålet om, hvordan "the data subject play a role in public life". Dette element har betydning for den samlede vurdering, fordi man antager, at samfundet har større interesse i information om personer, der spiller en fremtrædende rolle i samfundet. Det var også et element, som blev tillagt betydning i Google Spain-sagen.
Det næste, domstolen fremhæver, er spørgsmålet om, hvorvidt datasubjektet var "a minor". Domstolen forklarer ikke, hvorfor dette element fremhæves, men skyldes antageligt, at man i videre omfang bør have ret til at få slettet links, der omhandler, hvad man foretog sig, da man var mindreårig.
Herefter fremhæver domstolen, i overensstemmelse med præmisserne i Google Spain-afgørelsen, at det skal tillægges betydning, om oplysningerne er korrekte og relevante. High Court argumenterer for, at relevanskravet er en nærmere vurdering af, om informationen, der linkes til:
- omhandler personens arbejdsliv
- indeholder hadtaler eller lignende
- fremstår, som om det er et udtryk for en personlig mening eller verificeret data.
High Court inddrager også hensynet til, om personoplysningerne, der linkes til, kan henføres under persondatadirektivets artikel 8 (særlige kategorier af personoplysninger, dvs. følsomme personoplysninger), og om oplysningerne er opdaterede.
Desuden mener High Court, at det bør inddrages, om tilgængeligheden af oplysningerne har en "uproportionel negativ indvirkning på individet", i denne forbindelse på P1 og P2. Med andre ord er spørgsmålet altså, om de negative konsekvenser af, at personoplysningerne er offentliggjorte og tilgængelige, er uforholdsmæssige sammenlignet med offentlighedens interesse i at have adgang til dem via søgemaskinernes links.
Endelig har det betydning, om den artikel, der linkes til, oprindeligt var offentliggjort med et journalistisk formål, om oplysningerne relaterer sig til en kriminel handling, og om den offentlige adgang til personoplysninger udgør en risiko for datasubjektet.
Domstolens afgørelse i sagen
I forhold til P1 – som tidligere var idømt fire års fængsel for ulovlig sammensværgelse – vurderede High Court, at P1 ikke kunne kræve linkene slettet fra resultatlisten i Googles søgemaskine. High Court lagde særligt vægt på, at der var tale om korrekte oplysninger, der handlede om et kriminelt forhold, og at oplysningerne stadig var relevante, fordi P1 var aktiv inden for samme branche og besad positioner, hvor oplysningerne kunne have relevans.
P2 – som var idømt 11 måneder for ulovlig konspiration om aflytning af kommunikation – kunne derimod få slettet de 11 links på Googles resultatliste, som blev vist ved søgning på P2's navn. Årsagen var bl.a., at flere af artiklerne ikke var korrekte, og at oplysningerne ikke længere var relevante.
Sagens afgørelse er desuden interessant, fordi den også handler om, hvorvidt Googles søgemaskine er omfattet af den såkaldte "journalistregel".
Kromann Reumerts bemærkninger
Som indledningsvist nævnt er dommen afsagt inden den 25. maj 2018. Det bliver derfor interessant at se, om de samme parametre vil spille en lige så fremtrædende rolle ved fremtidige afgørelser om retten til at blive glemt.
Det må antages, at fremtidige tvister om retten til at blive glemt primært vil blive afgjort efter databeskyttelsesforordningens artikel 17, men med Google Spain-sagen og materiale fra Artikel 29-gruppen mv. som fortolkningsbidrag.
Læs afgørelsen.