Artikel
Facebook kræver Schrems’ gruppesøgsmål om erstatning for overtrædelse af persondataretten afvist
Kromann Reumert
12/10/2016
I oktober 2015 fik privacy-aktivisten, Max Schrems, medhold i, at Safe Harbor-ordningen var ugyldig. EU-Domstolen gav Schrems ret i, at ordningen ikke sikrede et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau for Facebooks og andre virksomheders overførsel af persondata mellem EU og USA. Nu er privacy-aktivisten og det magtfulde sociale medie atter på krigsstien i en ny sag, som bliver ført for retterne i Schrems' hjemland, Østrig.
Med tilslutning fra 25.000 andre Facebook-brugere har privacy-aktivisten, Max Schrems, anlagt sag mod Facebook med påstand om erstatning for det sociale medies overtrædelse af persondataretten. Max Schrems gør på vegne af de mange Facebook-brugere blandt andet gældende, at Facebook har en ugyldig privatlivspolitik, at de håndterer deres brugeres persondata ulovligt samt bidrager til den amerikanske masseovervågning. Som følge af virksomhedens overtrædelser af persondataretten kræver Schrems – efter eget udsagn – "et symbolsk beløb" svarende til 500 euro (ca. 3.700 kroner) i erstatning til hver af de 25.000 Facebook-brugere, som har tilmeldt sig gruppesøgsmålet via en hjemmeside oprettet til formålet.
Sagen blev anlagt af Schrems i 2014 og er nu nået hele vejen op igennem det østrigske retssystem til den østrigske Højesteret. Under sagen har Facebook gentagne gange forsøgt at få sagen afvist, f.eks. ved at gøre gældende, at de østrigske domstole ikke har kompetence til at behandle sagen.
SCHREMS: PROFESSIONEL ELLER FORBRUGER?
Senest har Facebook gjort gældende, at sagen skal afvises, fordi Schrems ikke længere kan anses for at være forbruger i forhold til Facebooks tjeneste. Ifølge EU-retten kan Schrems kun anlægge sagen mod virksomheden i hans hjemland, Østrig, hvis han er forbruger. Til støtte for, at Schrems ikke længere er forbruger, har Facebook påpeget, at Schrems har modtaget betaling for at skrive bøger og holde oplæg om Safe Harbor-sagen, som Schrems førte imod Facebook sidste år i Irland, hvor Facebooks europæiske afdeling har hjemsted. Facebook mener, at Schrems derved er blevet en "professionel sagsøger", at han ikke længere kan anses for at være forbruger, og at Schrems derfor har mistet retten til at anlægge sagen i sit hjemland, Østrig.
Schrems udtaler hertil, at sagen er organiseret pro bono, og at han alene har anvendt sin Facebook-konto i private sammenhænge. Derudover udtaler han, at han aldrig har tjent en øre under sagen – tværtimod har han lagt hundredvis af ubetalte arbejdstimer i sagen. Schrems er derfor ikke i tvivl om, at han fortsat har status som forbruger, og at sagen derfor kan fortsætte ved Højesteret i Østrig.
Den østrigske Højesteret har nu bedt EU-Domstolen om at tage stilling til spørgsmålet. Først efter EU-Domstolens afgørelse i sagen kan den færdigbehandles i Østrigs Højesteret.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →