Datatilsynet ændrer sin praksis i forhold til offentliggørelse af billeder på internettet uden brug af samtykke. Konkret sker ændringen ved, at man ikke længere skal sondre mellem portræt- og situationsbilleder, men i stedet skal foretage en helhedsvurdering af, om billedet kan offentliggøres uden samtykke.
Efter Datatilsynets tidligere praksis har vurderingen af, om billeder af genkendelige personer kan offentliggøres på internettet, varieret alt efter, om der er tale om et situationsbillede eller et portrætbillede. Tommelfingerreglen har været, at offentliggørelse af portrætbilleder som udgangspunkt kræver samtykke. Omvendt har situationsbilleder i en række tilfælde kunnet offentliggøres uden samtykke.
Efter modtagelse af flere henvendelser vedrørende denne praksis har Datatilsynet taget sondringen mellem portrætbilleder og situationsbilleder op til overvejelse og har besluttet at ændre sin praksis.
Det vil fremadrettet være Datatilsynets opfattelse, at spørgsmålet, om der vil kunne offentliggøres et billede på internettet – uden samtykke fra den berørte person – vil bero på en helhedsvurdering af billedet og formålet med offentliggørelsen.
I forlængelse af
nyheden om praksisændringen har Datatilsynet via tilsynets LinkedIn profil også informeret om, at udgangspunktet fortsat er, at billeder af ansatte på arbejde normalt ikke vil kunne offentliggøres uden samtykke. Teksten om offentliggørelse af medarbejderfotos, som fremgår på s. 30-31 i
Datatilsynets vejledning om databeskyttelse i forbindelse med ansættelsesforhold er således fortsat gældende. Denne vejledning forventes i øvrigt opdateret primo 2020.
Datatilsynet har samtidigt med nyheden om praksisændringen opdateret sin informationstekst om billeder på internettet.
Bech-Bruuns kommentarer
Praksisændringen understreger, at den dataansvarlige altid skal tage konkret stilling til, om billeder af genkendelige personer kan offentliggøres. Er offentliggørelsen nødvendig for virksomhedens varetagelse af legitime interesser eller myndighedens udførelse af sine opgaver som myndighed? Og overstiges den dataansvarliges interesse i at offentliggøre billedet af hensyn til den eller de fysiske personer, som kan genkendes på billedet?
På medarbejderområdet må vi efter Datatilsynets LinkedIn opdatering lægge til grund, at det anførte i Datatilsynets ansættelsesretlige vejledning fortsat er gældende. Vejledningen indeholder følgende tilkendegivelser om billeder af ansatte:
”Portrætbilleder af de ansatte og billeder optaget af ansatte på arbejdet (situationsbilleder) vil som udgangspunkt ikke kunne offentliggøres uden den ansattes samtykke. Samtykket skal opfylde betingelserne i forordningens artikel 7 for et gyldigt samtykke. Arbejdsgiveren har derfor bl.a. pligt til at sikre, at samtykket er givet frivilligt. Der henvises til Datatilsynets og Justitsministeriets vejledning om samtykke, som er tilgængelig på tilsynets hjemmeside.
Tilsvarende gælder, hvis en arbejdsgiver bruger billeder af ansatte i materiale, der f.eks. anvendes til markedsføring.”
Ifølge Datatilsynet er udgangspunktet således fortsat, at billeder af ansatte på arbejde normalt ikke må offentliggøres uden samtykke.
Ud over hjemmel i form af samtykke eller andet retsgrundlag skal de dataansvarlige være opmærksomme på, at oplysningspligten og de registreredes øvrige rettigheder også gælder i forhold til de personer, der fremgår af et billede.
Ifølge Datatilsynet skal de dataansvarlige i almindelighed sørge for, at den eller de personer, der er på billedet, er vidende om, at du har tænkt dig at offentliggøre billedet på internettet, så de har mulighed for at reagere, f.eks. gøre indsigelse imod det.
Hvis en person, der fremgår af billedet, er utilfreds med offentliggørelsen, har vedkommende ret til at gøre indsigelse. Det kan ske, før billedet er blevet offentliggjort eller på et senere tidspunkt. Personen skal i så fald oplyse, hvilket billede der ønskes slettet og hvorfor. Her påpeger Datatilsynet, at hvis den eller de personer, der er på billedet, ikke ønsker at have billedet liggende på internettet, bør den dataansvarlige umiddelbart fjerne det.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte os.