Søfartsstyrelsen søger 1-2 jurister til Skibsregistret
Har du lyst til at gøre en forskel og være med til at sikre, at Danmark forbliver en af verdens førende søfartsnationer?
Som jurist i Skibsregistret bliver du en vigtig del af mødet mellem søfartserhvervet og Søfartsstyrelsen. Du vil komme til at arbejde med mange forskelligartede opgaver i tilknytning til matrikulering af skibe, registrering af pant i skibe, m.v. og du bliver en del af det tværgående samarbejde i styrelsen, når vi arbejder sammen om rammerne for at sejle på dansk flag. Vi tilbyder en lang række spændende opgaver fra vejledning af ejere af mindre erhvervsjoller til registrering af pant i milliardklassen. Samtidig kan vi byde på et godt arbejdsmiljø og en fleksibel arbejdsplads. Afdelingen består af 5 administrative medarbejder, 6 jurister og en kontorchef.
Vi søger jurister til en fast stilling samt et etårigt barselvikariat. Stillingerne ønskes besat snarest muligt og senest den 1. december 2026.
Om Skibsregistret
Skibsregistret er kendetegnet ved en høj grad af service og kompetent vejledning. Vi har fokus på høj faglig kvalitet og nytænkning, når vi løser drifts- og udviklingsopgaver. Vi medvirker til, at det er attraktivt at vælge dansk flag for både danske og udenlandske skibsejere. Som et af de første skibsregistre i verden, arbejder vi i et digitalt register. Det betyder også, at vi forventer, at du har lyst til at tænke og arbejde digitalt.
Om stillingen
Skibsregistret registrerer rettigheder i skibe efter principper, der ligner tinglysning for fast ejendom. Som jurist i Skibsregistret vil du derfor skulle løse komplekse juridiske spørgsmål særligt inden for formueretten og bidrage med både vejledning og forhåndsudtalelser som forberedelse til endelig registrering. Du vil dagligt være i dialog med både danske og udenlandske advokater, finansielle virksomheder, rådgivere og skibsejere. Arbejdet har et udpræget internationalt islæt og kræver fokus på detaljen, ordentlighed og nysgerrighed. Du kan også få andre juridiske opgaver som regeludarbejdelse og –fortolkning, samt direktions-, departements- og politisk betjening på området.
Du vil gennemgå en grundig oplæring, så du er klædt på til at varetage opgaverne, men vi forventer også, at du tager initiativ til egen læring.
Vi tilbyder
- En alsidig og varieret hverdag
- Et positivt arbejdsmiljø med en uformel omgangstone
- Hjælpsomme og fleksible kolleger, som passer på hinanden
- Gode udviklingsmuligheder og plads til at vokse med opgaven
- Ansvar og medindflydelse på opgavernes løsning
Om dig
Du er uddannet cand.jur. og er vant til at arbejde selvstændigt og målrettet, men trives også med at arbejde i teams. Du er ikke bange for at kaste dig over nye udfordringer og det vil være en fordel, hvis du har kendskab til ”Det Blå Danmark”. Du kan både være nyuddannet eller have nogle års erfaring.
Desuden lægger vi vægt på, at du:
- Er struktureret og grundig
- Trives med en omskiftelig hverdag
- Er serviceminded og hjælpsom
- Er nysgerrig og har lyst til at lære nyt
- Har gode skriftlige og mundtlige formuleringsevner, også på engelsk.
- Er udviklingsorienteret og med et digitalt mindset
- Kan holde hovedet koldt i pressede situationer
Om Søfartsstyrelsen
Du bliver en del af en arbejdsplads, hvor vi har en spændende hverdag med en stor variation af opgaver. Vi har en fleksibel arbejdstilrettelæggelse og lægger vægt på balance mellem arbejdsliv og privatliv. Du vil få gode kolleger i et engageret arbejdsmiljø både fagligt og socialt.
Søfartsstyrelsen er en del af Erhvervsministeriet og arbejder for at styrke rammebetingelser for de maritime erhverv, sikkerhed og miljø på skibene, udvikling af arbejdsmiljø- og sociale forhold for de søfarende samt styrkelse af bidraget til forsyningssikkerheden og skibsfartens grønne omstilling.
Styrelsens ca. 200 medarbejdere er fordelt med omkring 150 medarbejdere på hovedkontoret i Korsør, og vores øvrige medarbejdere er fordelt i resten af landet.
Ansættelse
Du ansættes efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og AC. Der er dels tale om en fuldtidsstilling som fuldmægtig med tiltrædelse snarest muligt og senest den 1. december 2026 og dels et etårigt barselsvikariat som fuldmægtig med tiltrædelse snarest muligt og senest den 1. december 2026.
Arbejdsstedet er Batterivej 2, 4220 Korsør.
Du kan få flere informationer om stillingen ved at kontakte kontorchef Kirstine Strøh Vindeløv på tlf. +45 72 19 61 35.
For yderligere oplysninger om personaleforhold bedes du kontakte HR- rekrutteringspartner Zenia Lotus Hansen på tlf. 91 33 70 61.
Du kan læse mere om os på Søfartsstyrelsens hjemmeside www.sfs.dk
Har du lyst til at søge?
Så klik på knappen ”Søg stillingen” nederst i annoncen. Din ansøgning med CV og alle eksamenspapirer skal være modtaget senest søndag den 4. oktober 2026.
Der forventes afholdt 1. samtaler i uge 41 og 2. samtaler i uge 43. Der vil indgå test i rekrutteringsprocessen.
Vi ser frem til at høre fra dig.
Søfartsstyrelsen er en del af Erhvervsministeriet, og arbejder for sikkerhed og vækst i den maritime sektor. Vi arbejder bl.a. med maritim erhvervspolitik, regler, love og tilsyn med skibe, søfartssociale forhold og skibsregistrering. Søfart er global, og vi har derfor globalt udsyn.
Styrelsens medarbejdere er fordelt på hovedkontoret i Korsør, og i resten af landet samt Grønland.
Hvis du vil vide mere om Søfartsstyrelsen, er du velkommen til at finde yderligere information på Søfartsstyrelsens hjemmeside.