Jurist med interesse for offentlig forvaltning og udbud søges til barselsvikariat
Synes du, det er spændende at være med til at sikre, at elever og studerende med funktionsnedsættelser får den rigtige støtte, så de kan gennemføre en uddannelse på lige fod med andre? Har du flair for at bringe din juridiske viden i spil og samtidig understøtte kollegaer med andre faglige baggrunde i deres opgaver? Så er det dig, vi er på udkig efter! Vi søger lige nu en jurist til Kontoret for Specialpædagogisk Støtte i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.
Dine arbejdsopgaver
Som vores nye kollega bliver du en del af kontorets juridiske team, der arbejder for at sikre de rette juriske rammer i de specialpædagogiske støtteordninger (SPS-ordningerne). Du kommer til at varetage en bred vifte af juridiske opgaver både i tilknytning til administration og udvikling af SPS-området.
En af dine hovedopgaver vil bestå i at gennemføre udbud i forhold til leverandører af ydelser og hjælpemidler til modtagerne af specialpædagogisk støtte. Her vil du få en projektledende rolle, hvor du i tæt samarbejde med kontorets øvrige teams skal udarbejde udbudsmateriale og indgå kontrakter med leverandørerne.
Herudover vil du generelt set få en vigtig rolle i at understøtte flere af kontorets øvrige teams. Opgaverne løses i tæt samarbejde med de øvrige kollegaer i teamet og kontoret.
Du vil bl.a. komme til at:
- Gennemføre offentlige udbud og indgå kontrakter med leverandører på området
- Sikre driften og overholdelse af kontrakter og rammeaftaler med leverandører af specialpædagogiske ydelser gennem løbende leverandørkontakt og dialogmøder
- Besvare generelle juridiske fortolkningsspørgsmål
- Vejlede om reglerne på området og arbejde med forvaltningsretlige spørgsmål
- Samarbejde tværfagligt, fx i forhold til ansøgninger om SPS og klager over afgørelser
- Lave regelarbejde, særligt i relation til udarbejdelse og revidering af bekendtgørelser på området
Om dig
Du har en juridisk kandidatuddannelse, fx cand.jur. eller cand.merc.(jur.). Det er en fordel, hvis du har erfaring med offentlig administration og gennemførelse af offentlige udbud, men det er ikke et krav.
Derudover lægger vi vægt på, at du:
- Kan formulere dig klart og tydeligt på skrift.
- Er systematisk og analytisk tænkende i din tilgang til arbejdsopgaver.
- Kan bevare overblikket og samtidig har blik for detaljen.
- Tager ansvar og har gode samarbejdsevner.
- Kan skabe gode relationer til eksterne samarbejdspartnere og kan repræsentere styrelsen udadtil.
Om os
SPS-kontoret administrerer de statslige specialpædagogiske støtteordninger i forbindelse med uddannelse. Støtten skal sikre, at elever og studerende med en funktionsnedsættelse kan gennemføre en uddannelse på lige fod med andre. Vi dækker de fleste uddannelser på Undervisningsministeriets område og på Uddannelses- og Forskningsministeriets område. Vi administrerer ca. 100 aftaler om indkøb af diverse specialpædagogiske ydelser, træffer årligt ca. 200.000 afgørelser om tildeling af SPS og arbejder løbende med at kvalitetsudvikle SPS-ordningerne.
SPS-kontoret består af ca. 30 medarbejdere fordelt på fem teams; et sagsbehandlerteam, et tilsynsteam, et juridisk team, en tværgående konsulentfunktion inden for ordblindhed og andre sproglige vanskeligheder, samt et handicapfagligt team. Du bliver en del af det juridiske team. Vi er en arbejdsplads med et godt socialt sammenhold, hvor vi alle brænder for at gøre det muligt for elever og studerende med funktionsnedsættelser at tage en uddannelse på lige fod med andre.
Løn- og ansættelsesvilkår
Der er tale om et barselsvikariat, som varer til og med september 2027. Arbejdstiden er i gennemsnit 37 timer ugentligt.
Du bliver alt efter kvalifikationer ansat som fuldmægtig eller specialkonsulent efter fællesoverenskomst for akademikere i staten.
Forventet tiltrædelse 1. december 2026 eller hurtigst muligt derefter.
Ansættelsessted: Tidemandsvej 1, 4300 Holbæk.
Vil du vide mere?
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte chefjurist og faglig koordinator Kim Taasby på tlf.: 4014 8976 eller kontorchef Lisa Folmer Wessman på tlf.: 2013 6438.
Du kan læse mere om Undervisningsministeriet på vores hjemmeside uvm.dk.
Du kan desuden læse om de specialpædagogiske ordninger på www.spsu.dk.
Lyder det som noget for dig?
Du søger stillingen via linket i annoncen. Fristen er 15. oktober 2026. Vi forventer at afholde samtaler i uge 43.
Vi ønsker en sammensætning af medarbejdere, der afspejler det omgivende samfund. Alle interesserede ansøgere uanset baggrund opfordres til at søge stillingen, såfremt de matcher kravene nævnt ovenfor. Vi vurderer udelukkende ansøgere på baggrund af kvalifikationer.
Hvis du bruger AI til din ansøgning, bedes du vedhæfte dit prompt, så vi kan se, hvilken tankegang du har brugt.
Vi ser frem til at læse din ansøgning.
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet arbejder for at skabe fagligt stærke dagtilbud og uddannelser til alle børn, elever og kursister. Vi vil gøre det lettere at give god undervisning.