Styrelsen for Undervisning og Kvalitet søger ambitiøs og fagligt stærk juridisk fuldmægtig til Center for Institutionsdrift og Koncernregnskab
Har du lyst til at bidrage til at sikre et solidt juridisk grundlag for en historisk stor reform og omlægning af ungdoms- og voksenuddannelsesinstitutionerne? Trives du med varierende opgaver, hvor du både kan anvende dine faglige, metodiske, analytiske og formidlingsmæssige kompetencer? Så er et job i Center for Institutionsdrift og Koncernregnskab måske noget for dig.
Vi arbejder for at sikre klare juridiske rammer i en periode med historisk omlægning af uddannelses- og institutionslandskabet
I Center for Institutionsdrift og Koncernregnskab (CIK) har vi det overordnede ansvar for at understøtte de selvejende institutioner med klare juridiske og økonomiske rammer, der er fundamentet for, at de hver dag kan levere en undervisning til gavn for børn, unge og voksne. I de kommende år står vi overfor en historisk omlægning af uddannelses- og institutionslandskabet med etableringen af den nye epx-uddannelse, som vi i centeret har en nøglerolle med at understøtte og realisere.
Om arbejdsopgaverne
Vi har en ledig stilling i det team, der arbejder med institutionsrettet jura og institutionsledelse. Teamet består af 9-10 medarbejdere og er en blanding af nyuddannede og erfarne ansatte, som vægter engagement, faglighed, ordentlighed og godt humør højt!
Opgaverne er varierende og spænder bredt over offentligretlige juridiske emneområder. Dine arbejdsopgaver kan f.eks. være:
- Udstede bekendtgørelser og vejledninger samt afgive høringssvar på andre ministeriers regeludstedelse.
- Bidrage til den kommende lovgivning med tilhørende bekendtgørelser som led i epx-reformen.
- Træffe afgørelser i sager om fusioner og spaltninger, herunder spørgsmål om bestyrelsernes sammensætning og institutionens vedtægter.
- Deltage i forhandlinger, herunder overenskomstforhandlinger, samt mæglingsmøder i ansættelsesretlige sager og vejlede om overenskomster og andre ansættelsesretlige spørgsmål.
- Deltage i juridisk vejledning af institutionerne ifm. ny lovgivning og omlægning af uddannelses- og institutionslandskabet.
I dit daglige arbejde vil du få en stor kontaktflade til uddannelsesinstitutionerne såvel som kollegaer og øvrige kontorer internt i styrelsen samt i ministeriets departement. Du vil også være i løbende dialog med skole- og lederforeninger samt eksempelvis Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, Økonomistyrelsen m.fl.
Om dig
Uanset om du er nyuddannet eller har flere års erfaring, forventer vi, at du er ambitiøs, har en fagligt stærk profil og motiveres af at skabe resultater i spændingsfeltet mellem uddannelsespolitik og juridisk forvaltning i et dedikeret arbejdsfællesskab. Du har en relevant kandidatuddannelse fx cand.jur., cand.soc.jur. eller anden relevant offentligretlig juridisk baggrund og har mod på at bruge dine kompetencer i mange forskellige sammenhænge.
Vi lægger desuden vægt på, at du har:
- solide juridiske kompetencer,
- gode skriftlige og mundtlige formidlingsevner,
- lyst til at drive både større og mindre opgaver og projekter,
- en selvstændig og struktureret arbejdsform,
- gode samarbejdsevner og lyst til at arbejde i lærerige arbejdsfællesskaber,
- trives i et miljø med vekslen mellem opgaver med korte deadlines og højt tempo samt fordybelsesopgaver til udredning af komplekse problemstillinger, og har
- lyst til at værne om det gode kollegaskab og de sociale fællesskaber.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du vil blive ansat som fuldmægtig på fællesoverenskomst for akademikere i staten indgået mellem Finansministeriet og Akademikerorganisationerne. Der kan være mulighed for at forhandle tillæg afhængigt af dine kvalifikationer.
Ansættelsesstedet er Kalvebod Brygge 47, 1560 København V.
Arbejdstiden er gennemsnitligt 37 timer pr. uge.
Ansættelsen er snarest muligt og senest pr. 1. november 2026.
Vil du vide mere?
Hvis du har spørgsmål til stillingerne, er du velkommen til at kontakte teamleder Kirsten Overgaard Bach på telefon 21434044 eller kontorchef Frederik Bitz Møller på telefon 21638628.
Du kan også læse mere om Børne- og Undervisningsministeriet på vores hjemmeside uvm.dk og om Styrelsen for Undervisning og Kvalitet på www.stukuvm.dk.
Sådan søger du
Send din ansøgning, cv og eksamensbevis elektronisk senest den 31. august 2026. Vi forventer at holde samtaler i uge 36 og 37.
Du kan i forbindelse med ansættelsesforløbet blive bedt om at løse en case, som vil indgå som en del af den samlede vurdering. Hvis det bliver aktuelt, modtager du yderligere oplysninger herom.
Vi ønsker, at medarbejdernes sammensætning afspejler samfundets og ser frem til din ansøgning uanset personlig baggrund – vi ser kun på kvalifikationer og kompetencer.
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet arbejder for at skabe fagligt stærke dagtilbud og uddannelser til alle børn, elever og kursister. Vi vil gøre det lettere at give god undervisning.