Jurist til GDPR og informationssikkerhed på Roskilde Universitet
Vil du spille en central rolle i udviklingen af databeskyttelse og informationssikkerhed på et universitet i markant digital forandring? Roskilde Universitet søger en jurist til GDPR og informationssikkerhed, der motiveres af at arbejde i krydsfeltet mellem jura, teknologi og organisation – og som kan omsætte GDPR og informationssikkerhed til konkrete løsninger i tæt samarbejde med ledelse, IT og faglige miljøer.
Du bliver en del af en nyetableret enhed for informationssikkerhed, som er under opbygning og kommer til at bestå af et stærkt, tværfagligt team på ca. fire medarbejdere og en chef. Enheden får en central rolle i at drive og koordinere universitetets arbejde med GDPR, informationssikkerhed, risikostyring, compliance og datamanagement.
Du vil arbejde både med daglig rådgivning og håndtering af konkrete sager og med at udvikle rammer, processer og løsninger, der understøtter universitetets digitale og datadrevne udvikling – herunder anvendelsen af nye teknologier som AI. Opgaverne løses i tæt samarbejde med både administrative og videnskabelige miljøer, IT-organisationen og universitetets ledelse.
Stillingen giver dig stor faglig indflydelse, mulighed for aktivt at præge opbygningen af området og et arbejde, hvor din juridiske indsigt gør en reel forskel i praksis.
Om Digital
Digital er universitetets centrale afdeling for IT, digitalisering, informationssikkerhed og datamanagement samt projekt- og procesmetoder. Afdelingen består i dag af ca. 70 medarbejdere, herunder studentermedhjælpere og elever, fordelt på fem enheder: IT Service, IT-drift og infrastruktur, Digitalisering, Projekter og metode samt Informationssikkerhed.
Digital har samlet ansvar for at:
- Understøtte digitalisering og digital transformation på tværs af Roskilde Universitet
- Drive den samlede IT-understøttelse af forskning, uddannelser og administration
- Varetage arbejdet med IT- og informationssikkerhed samt datamanagement
- Understøtte udviklingen af administrationen gennem fælles metoder til projektledelse og procesoptimering
- Stå for porteføljestyring af administrationens fælles projekt- og digitaliseringsportefølje
Vi tilbyder et fagligt stærkt arbejdsmiljø med uformel omgangstone, høj grad af samarbejde og gode muligheder for både faglig og personlig udvikling.
Din rolle
Du vil fungere som faglig nøgleperson og få en central rolle i universitetets arbejde med databeskyttelse og informationssikkerhed. Du bliver en vigtig sparringspartner for både ledelsen, vores forskningsmiljøer samt for administrationen. Herudover vil du skulle samarbejde med nøglepersoner inden for IT-sikkerhed. Din vigtigste opgave er at bidrage til at sikre, at juridiske krav og praktiske løsninger hænger sammen i hverdagen.
Dine opgaver spænder bredt – fra klassiske GDPR-opgaver til rådgivning i forbindelse med lovgivning og nye teknologier, herunder AI, samt arbejde med risikovurderinger, leverandørstyring og håndtering af sikkerhedshændelser. Du får stor indflydelse på opgaveløsningen og god mulighed for selv at tilrettelægge din arbejdsdag i tæt samarbejde med dine kolleger.
Dine primære opgaver
- Rådgivning og støtte til ledelse samt videnskabelige og administrative medarbejdere om GDPR, informationssikkerhed og compliance, herunder understøttelse af anskaffelse og implementering af IT- og AI-løsninger
- Uddannelse og awareness aktiviteter inden for databeskyttelse og informationssikkerhed
- Koordinering, udarbejdelse og vedligeholdelse af risikovurderinger, konsekvensanalyser (DPIA’er) og fortegnelser
- Udvikle og understøtte årshjul for processer og governance, herunder implementere et GRC-system til digital understøttelse heraf
- Gennemsyn, kvalitetssikring og opfølgning på databehandleraftaler og tredjepartsforhold, herunder vurdering af revisionserklæringer og tredjelandsoverførsler
- Håndtering af databeskyttelsessager, herunder brud på persondatasikkerheden, registreredes rettigheder samt udarbejdelse af notater, rapporter og sagsfremstillinger
Kvalifikationer og kompetencer
Du skal være uddannet cand.jur. eller cand.merc.jur. og have konkret erfaring med GDPR-området. Du er struktureret og kan omsætte komplekse regler til brugbare løsninger i praksis. Det er en fordel, hvis du har erfaring fra uddannelses- eller universitetsområdet eller fra en større, kompleks eller politisk styret organisation.
Derudover lægger vi vægt på, at du:
- Har indgående kendskab til databeskyttelsesreglerne og arbejder pragmatisk med dem
- Har stærk faglig dømmekraft og kan arbejde selvstændigt med komplekse problemstillinger
- Kommunikerer klart, præcist og i øjenhøjde – også om juridisk komplekse emner – både mundtligt og skriftligt
- Arbejder struktureret, prioriterer sikkert og sikrer fremdrift og afslutning
- Trives med både selvstændigt arbejde og tværgående samarbejde
- Har interesse for databeskyttelse i forbindelse med digitalisering og nye teknologier
- Formår at engagere og motivere kolleger til at efterleve fælles retningslinjer og praksis
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en fuldtidsstilling, og ansættelse sker i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og AC eller anden relevant overenskomst. Du kommer til at referere til vores kommende chef for informationssikkerhedsenheden.
Vi kan tilbyde en attraktiv arbejdsplads, hvor vi arbejder sammen om opgaverne og har fokus på godt arbejdsmiljø, fleksibilitet og balance mellem arbejds- og privatliv. Vi har bl.a. betalt frokostpause, flekstid og mulighed for hjemmearbejde.
Forventet tiltrædelse: snarest muligt og senest 1. september.
Yderligere information
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte CISO Mads Sinkjær Kjærgaard på tlf. 21 62 34 05 eller vicedirektør for Digital, Tina Skriver Didriksen på tlf. 61 95 11 77.
Du kan læse mere om Roskilde Universitet på www.ruc.dk.
Ansøgning
Søg stillingen på https://ruc.dk/ledige-stillinger-pa-roskilde-universitet/
Ansøgningen skal indeholde:
- Motiveret ansøgning
- CV
- Dokumentation for uddannelse
Ansøgningsfrist: 28. juni 2026
Ansættelsessamtalerne gennemføres i uge 27 og 28. Såfremt du er forhindret i at kunne deltage i en eventuel samtale i disse uger pga. ferie, bedes du fremhæve det i din ansøgning, så vi kan tage højde for det i planlægningen.
Materiale modtaget efter fristens udløb vil ikke blive taget i betragtning.
Roskilde Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge hos os.
Ansættelsesprocessen på Roskilde Universitet kan omfatte en risikovurdering som et værktøj til at identificere potentielle risici forbundet med nyansættelser, der sikrer arbejdspladsens sikkerhed, compliance og integritet.
Roskilde Universitets fornemmeste opgave er eksperimenterende, nyskabende former for læring, forskning og problemløsning, som flytter samfundet fremad. Vi uddanner kompetente tværfaglige kandidater og skaber videnskabelige resultater af højeste kvalitet gennem åbenhed, involvering og videndeling.
Roskilde Universitet har ca. 6.500 studerende, 900 ansatte og 800 mio. kr. i årlig omsætning.