Juridisk konsulent eller advokat med rådgivningserfaring
Hvis du brænder for arbejds- og ansættelsesret og gerne vil gøre en forskel for vores medlemsvirksomheder, så læs videre her.
Vi søger en ny jurist eller advokat til vores dygtige team i arbejds- og ansættelsesret i TEKNIQ Arbejdsgiverne. Du vil her komme tæt på TEKNIQ Arbejdsgivernes medlemsvirksomheder indenfor det tekniske erhvervsliv med rådgivning, sparring og forhandling samt mulighed for deltagelse i udvalgsarbejde af forskellig art – blandt andet i arbejdsgiverfællesskabet i Dansk Arbejdsgiverforening.
Du bliver ekspert i arbejds- og ansættelsesret
Sammen med kollegerne i afdelingen kommer du til at stå for den daglige rådgivning af og sparring til medlemmerne vedrørende overenskomster og kollektiv arbejdsret i bred forstand samt ansættelsesretlige spørgsmål. Vi repræsenterer medlemmerne i civile sager på ansættelsesretlige områder, og herudover møder vi i faglige voldgifter, Afskedigelsesnævnet og Tvistighedsnævnet.
Du vil få gode muligheder for at bruge og udvikle din juridiske faglighed, da du kommer til at arbejde selvstændigt med mange juridiske problemstillinger – fra overenskomstfortolkning og ansættelsesretlige sager til virksomhedsoverdragelse og vikarproblematikker. Du vil deltage i møder med både vores modstående forbund og Dansk Arbejdsgiverforening.
Du bliver en del af den samlede rådgivningsgruppe for ansættelsesret og overenskomster, hvor vi er 19 medarbejdere med forskellige baggrunde (juridiske konsulenter, advokater, og studentermedhjælpere). Afdelingen er præget af en uhøjtidelig stemning, højt humør og gode kolleger.
Du har styr på den juridiske værktøjskasse
Vi forventer, at du har en juridisk uddannelse på kandidatniveau (cand.jur. eller cand.merc.jur.). Du har en solid juridisk forståelse, konkret erfaring med rådgivning og kendskab til arbejdet i en politisk organisation. Herudover er det en fordel, hvis du har erfaring inden for ansættelses- og arbejdsret samt forhandling og interessevaretagelse.
Vi lægger udover de faglige kompetencer også vægt på, at du er selvstændig, serviceminded og helhedsorienteret i din rådgivning. Medlemmerne er vores omdrejningspunkt, og derfor skal du være motiveret af at indgå i dialog med dem og kunne omsætte din juridiske viden til konkret rådgivning med udgangspunkt i medlemsvirksomhedernes situation og behov.
Vil du vide mere?
Hvis du gerne vil være en del af vores team og har spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte Overenskomstchef, advokat Anders Fugmann på 28 71 71 32 eller Ansættelsesretschef, advokat Ulrik Odgaard-Mogensen 24 48 80 56.
Du kan også læse mere om os, vores arbejdsopgaver og organisation på www.tekniq.dk.
Vi tilbyder
Du får et stort selvstændigt ansvar for opgaveløsningen med gode mulighed for løbende sparring med dine kolleger og teamchefer. Vi er en organisation med højt til loftet, hvor der er plads til forskellighed og humor, og et godt arbejdsmiljø, hvor vi hjælper hinanden og har det sjovt sammen.
Vi tilbyder gode pensions- og forsikringsordninger, inkl. sundhedsforsikring. Vi har kantineordning og en aktiv personaleforening, der understøtter, at du lærer dine kolleger på tværs af organisationen endnu bedre at kende.
Vi har lokationer i både Glostrup og Odense. Du får arbejdssted i Glostrup, hvor vi bor i nyrenoverede lokaler, som ligger tæt på offentlig transport og motorvejen, og hvor der er gode parkeringsforhold.
Vi håber, du kan starte hos os den 1. januar 2025. Din introduktion vil foregå både i Glostrup og Odense, og vi tilrettelægger den fleksibelt. Da vi er en landsdækkende organisation, skal du generelt forvente mødeaktivitet i hele landet.
Lyder stillingen interessant for dig?
Ansøgningsfrist er søndag den 10. november 2024. Vi forventer at holde 1. samtaler den 14. november 2024 og 2. samtaler den 21. og 22. november2024. Hvis du bliver indkaldt til samtale, kontakter vi dig senest den 12. november 2024.
Vi læser ansøgninger løbende, så send derfor din ansøgning, CV og eksamensbevis hurtigst muligt elektronisk via ansøgningsknappen “Ansøg” nedenfor.
Vi glæder os til at høre fra dig!