Juridisk konsulent til sagsbehandling og udvikling af den juridiske praksis
Vil du være med til at sætte en høj standard for god og ensartet sagsbehandling på tværs af landet? Kan du sikre løbende læring og udvikling? Og har du styr på den juridiske metode? Så er det måske dig, vi søger i Seniorpension.
Kan du udvikle den juridiske praksis og sikre god sagsbehandling?
Seniorpension er en ordning, der er målrettet borgere, som nærmer sig folkepensionsalderen. Vi modtager ansøgninger, foretager arbejdsevnevurderinger og træffer afgørelser om seniorpension. Vi har med andre ord ansvaret for tilkendelsen af seniorpension.
Vi sikrer god og ensartet sagsbehandling på tværs af landet – og er nu på udkig efter en ny kollega med juridiske færdigheder, der vil bidrage til en vigtig samfundsopgave.
Du får mulighed for at udvikle den juridiske praksis, optimere processer i sagsbehandlingen og sikre løbende læring og udvikling. Din tid vil være delt mellem sagsbehandling og juridiske opgaver.
Mere konkret bliver dine opgaver bl.a. at:
- sagsbehandle og træffe afgørelser i sager om seniorpension
- undervise kunderådgivere i lovgivning og praksis vedrørende forvaltningsretlige regler, GDPR og regler for seniorpension
- udarbejde juridiske notater og instrukser til kunderådgivere
- levere analyser om de faglige og driftsmæssige initiativer i afdelingen til ledelsen.
Har du et højt fagligt niveau og lyst til at byde ind?
Du har en juridisk uddannelse, og du har lyst til at byde ind på opgaverne og være med til at sagsbehandle og udvikle afdelingen.
Du har kendskab til sagsbehandling og forvaltningsretlige principper, herunder klagesagsbehandling og retssikkerhedsloven. Det er kun et plus, hvis du har viden om social- og arbejdsmarkedsforhold.
Som jurist har du højt fagligt niveau, som du bringer i spil, når du varetager sagsbehandling og deler viden. Du er løsningsorienteret og god til at træffe beslutninger, og du kan samarbejde med kolleger i hele organisationen.
Derudover er du god til skriftlig og mundtlig formidling, og du kan målrette budskaber til forskellige målgrupper. Du overholder deadlines, arbejder struktureret og går metodisk til værks, når du sagsbehandler eller bidrager til udarbejdelse af juridiske notater til ledelsen eller bestyrelsen.
Vil du gøre en forskel for den enkelte og for samfundet?
Du bliver en del af en afdeling, hvor vi er 52 dygtige og engagerede ledere og medarbejdere i form af kunderådgivere, jurister og forretningskonsulenter.
Du bliver en del af et juridisk team, der lægger de juridiske retningslinjer for vores sagsbehandling. Du vil derfor indgå i et stærkt fagligt miljø, der dækker bredt og er involveret i alt fra konkrete vurderinger og detaljer i de enkelte sager til de forvaltningsretlige principper i vores sagsbehandling.
Seniorpension er en selvstændig myndighed under ATP, der er Danmarks største pensionsselskab og administrationshus. To ud af tre velfærdskroner, der udbetales i Danmark, administreres af ATP. Læs mere om seniorpension her: https://www.atp.dk/vores-opgaver/administration-af-velfaerdsydelser/seniorpension
I ATP tilbyder vi et arbejdsliv i balance. Det kræver fleksibilitet med plads til den enkelte. Og det har vi. Vi ser fleksibilitet som en gensidig interesse, hvor vi sammen har fokus på trivsel, opgaveløsning og kundernes behov. Hjemmearbejde og anden fleksibilitet kan aftales med din leder.
= dig? Så send os dit CV
Du behøver ikke sende os en lang ansøgning. Vi er mere interesserede i dit CV, som du skal sende senest søndag den 10. november. Når du sender dit CV via vores system, får du mulighed for kort at beskrive din motivation for at søge stillingen.
I ATP arbejder vi for en fair rekrutteringsproces, og derfor beder vi dig om ikke at vedhæfte billede i dit CV eller angive din alder, når du søger.
Vi behandler henvendelser løbende og håber på opstart hurtigst muligt. Du kan læse mere om rekrutteringsforløbet her: https://www.atp.dk/rekrutteringsforloeb-i-atp
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionschef Marianne Wiemann på tlf. 2441 9020 eller mail mww@atp.dk.
Til annoncører, search- og rekrutteringsbureauer: ATP frabeder sig venligst uopfordrede henvendelser vedrørende annoncering af stillingsopslag og kandidater fra headhuntere og rekrutteringsbureauer. Vi ønsker heller ikke at modtage uopfordrede henvendelser vedrørende salg af tjenesteydelser og produkter i forbindelse med jobopslag. Vi beder om, at dette ønske respekteres, og at rekrutterende leder og andre medarbejdere ikke kontaktes i denne henseende.