EU-Domstolen fastslår igen, at en arbejdsgiver kan blive ansvarlig for toldskyld, som opstår som følge af en medarbejders ikke-forskriftsmæssige indførsel af varer i EU’s toldområde. I den konkrete sag handlede selskabets medarbejder inden for rammerne af de opgaver, som var betroet ham, og da han ligeledes handlede inden for rammerne af sine beføjelser, så var arbejdsgiveren ansvarlig for den opståede toldskyld.
TOLDREGLERNE
En toldskyld for indførsel af varer i EU opstår sædvanligvis, når en importafgiftspligtig vare overgår til fri omsætning. Toldskyldens opståen er forbundet med antagelsen af den pågældende toldangivelse, og debitoren anses for at være klarereren. I tilfælde af indirekte repræsentation er debitor den person, for hvis regning toldangivelsen er afgivet.
Når de regler, der regulerer toldprocedurerne, ikke overholdes, er en toldskylds opståen i stedet forbundet med tilsidesættelsen af toldforpligtelserne. Sådanne tilsidesættelser kan foranlediges af mange grunde og – som sagen ved EU-Domstolen viser – når eksportfirmaer i god tro håndterer praktiske problemer, der opstår under en transport.
SAGEN
I sagen blev en medarbejder i et eksportfirma opmærksom på, at der var sket skade på et skib, som skulle laste en turbine i Frankrig. Han instruerede derfor styrmanden på et af selskabets flodskibe, der var på vej til Schweiz, om at returnere til Frankrig og laste turbinen uden samtidig at losse de varer (blandt andet en transformator), som skibet medbragte til Schweiz. Den efterfølgende dag vendte skibet tilbage til Schweiz og lossede transformatoren.
Transformatoren burde have været frembudt for toldmyndighederne ved grænsen mellem Schweiz og Tyskland, idet den blev genindført til Frankrig. Toldstedet var imidlertid lukket, og varerne blev derfor ikke frembudt. Da virksomheden efterfølgende gjorde de tyske myndigheder opmærksom på dette, blev virksomheden mødt med et toldkrav på ca. 900.000 kr., uanset transformatoren var genudført og losset i Schweiz.
Eksportfirmaet gjorde gældende, at toldfastsættelsen var uretmæssig, idet selskabet ikke havde udvist åbenbar forsømmelighed ved at have betroet medarbejderen transporten af de omhandlede varer. Medarbejderen kunne heller ikke anklages for at have udvist åbenbar forsømmelighed.
KROMANN REUMERTS BEMÆRKNINGER
Det er med dommen klart, at en virksomhed risikerer at hæfte for toldskyld, som opstår på grund af en medarbejders ageren. Synspunktet, der med dommen kommer til udtryk, minder til dels om de danske aftaleretlige regler om stillingsfuldmagtsforhold, hvorefter en arbejdsgiver ligeledes kan blive bundet af sine medarbejderes dispositioner.
Dommen viser, at det kan være nødvendigt med interne retningslinjer om told, men selv manglende overholdelse af sådanne retningslinjer vil kunne medføre, at en virksomhed risikerer at hæfte for toldskyld som følge af medarbejderes ageren.
Ansættelsesretligt er det imidlertid vigtigt, at man som arbejdsgiver er opmærksom på rækkevidden af en betroet medarbejders beføjelser. Der bør således i ansættelseskontrakten sikres, at der foretages relevante henvisninger til entydige interne retningslinjer for en medarbejders beføjelser ved indførsel af varer i EU. Det bør endvidere stå medarbejderen klart, at brud på disse forskrifter kan medføre ansættelsesretlige sanktioner og efter omstændighederne selvstændig hæftelse for medarbejderen. Separat intern uddannelse indenfor området kan endvidere være relevant.
Dommen er afsagt på baggrund af den tidligere toldkodeks, men resultatet om arbejdsgiverens ansvar vil ligeledes følge efter den nye toldkodeks, der trådte i kraft den 1. maj 2016.
KROMANN REUMERTS RÅDGIVNING
Kromann Reumerts afdeling for skatteret rådgiver generelt om told, herunder:
- korrekt tarifering af varer
- processuelle regler ved indførsel i EU
- toldskyldens opståen og ophør
- spørgsmål om hæftelse
- reglerne om midlertidig opbevaring og toldprocedure
- mulighederne for at slippe for toldskyld, når det kan godtgøres, at en misligholdelse i forbindelse med midlertidig opbevaring eller toldprocedure ikke har haft reelle følger for det korrekte forløb mv.
Vi fører toldsager for domstolene og Landsskatteretten og har erfaring med præjudicielle forelæggelser for EU-Domstolen i toldsager. Vi overvejer løbende muligheden for at få forelagt spørgsmål for EU's Toldkodeksudvalg, og når det er relevant, indleder vi dialog med EU-Kommissionens toldeksperter. Vi bistår også med undersøgelser og rådgivning om told-regelefterlevelse og anmodninger om bindende tariferingsoplysninger (BTO'er), ligesom vi repræsenterer virksomheder ved myndighedsforhandlinger i øvrigt, herunder i forbindelse med syn og skøn.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →