Stutteriejer vinder principiel skattesag ved Vestre Landsret

Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyders drift af et ridecenter var at anse som en erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende. Ridecentret beskæftigede sig med en række forskellige aktiviteter, der alle var hesterelaterede, herunder salg og opdræt af heste, udlejning af hestebokse, uddannelse og undervisning af heste og ryttere samt afholdelse af kurser. Virksomheden blev drevet fra en landbrugsejendom med et jordtilliggende på ca. 10 ha., og derover forpagtedes ca. 30 ha. jord. Ridecentret havde i de omhandlede indkomstår – 2013-2015 – en årlig omsætning på gennemsnitligt 1,2 mio. kr.

Skattestyrelsen

I 2017 traf Skattestyrelsen afgørelse om, at ridecentret ikke kunne anerkendes som en erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende. Skattestyrelsen henviste ved afgørelsen af sagen til den særlige ligningspraksis for deltidslandbrug og konstatererede herefter, at det ikke var sandsynliggjort, at driften med den valgte driftsform ville kunne give overskud eller et resultat omkring 0 kr. efter driftsmæssige afskrivninger, men før renteudgifter og før driftsherreløn.

Som følge heraf var skatteyder ikke berettiget til at fradrage virksomhedens underskud i sin skattepligtige indkomst, ligesom han heller ikke kunne anvende virksomhedsordningen i de omhandlede indkomstår.

Landsskatteretten

Skatteyderen påklagede Skattestyrelsens afgørelse til Skatteankestyrelsen, og efter afholdelse af et syn og skøn fastslog Landsskatterettens flertal, at: ”Ud fra en konkret vurdering anses klagerens ridecenter for erhvervsmæssigt drevet i de påklagede indkomstår 2013-2015. Der er herved henset til det afholdte syn og skøn, hvorefter virksomheden drives teknisk-fagligt forsvarligt, hvorefter antallet af heste muliggør en rational drift, og hvorefter virksomheden har mulighed for at opnå et overskud inden for en årrække.”

Byretten

Skatteministeriet valgte at indbringe Landsskatterettens afgørelse for byretten, idet der ifølge Skatteministeriet var tale om en principiel problemstilling. Det var Skatteministeriets helt overordnede opfattelse, at skatteyder ikke havde godtgjort, at ridecentret var omfattet af den mangeårige, særlige ligningspraksis, der gælder på skatteområdet for bl.a. stutterier, og hvor der er lempelige krav til virksomhedens rentabilitet.

Ifølge Skatteministeriet skulle virksomheden bedømmes efter ”sædvanlig praksis”, idet ridecentret ikke alene bestod af stutteridrift, men også af andre aktiviteter såsom udlejning af hestebokse, uddannelse og undervisning af heste og ryttere samt udlejning af ridehal, rytterstue, mv.

Skatteyder gjorde heroverfor gældende, at uanset om ridecentret blev bedømt efter den særlige praksis for deltidslandbrug eller ”sædvanlig praksis”, var der tale om en erhvervsmæssigt drevet virksomhed.

Byrettens tre dommere fastslog, at de samlede hesterelaterede aktiviteter skulle bedømmes efter den lempelige praksis, hvor rentabilitetskravet alene forudsætter, at virksomheden har udsigt til et resultat på 0 kr. eller derover efter driftsmæssige afskrivninger. Baseret på indholdet af skønserklæringens vurdering i forhold til ridecenterets mulighed for at opnå et overskud indenfor en årrække, fastslog byretten, at ridecentret var erhvervsmæssigt drevet med heraf følgende adgang til at fratrække det realiserede underskud samt anvende virksomhedsordningen.

Vestre Landsrets dom af den 4. februar 2025

Skatteministeriet valgte at anke byrettens dom til Vestre Landsret, hvor man gentog synspunktet om, at ridecentret ikke var omfattet af den særlige ligningspraksis for deltidslandbrug, idet der bl.a. blev henvist til, at: ”Hans stutteri er landbrug, men hans samlede aktivitet på ejendommen er hverken deltid eller et landbrug.” Videre var det Skatteministeriets opfattelse, at ved bedømmelse af ridecentret efter ”sædvanlig praksis” var det klart, at der ikke var tale om en erhvervsmæssig virksomhed.

Vestre Landsret stadfæstede i går byrettens dom og fastslog således, at skatteyder havde drevet virksomheden erhvervsmæssigt i de omhandlede indkomstår. Ved afgørelsen af sagen fremhævede landsretten blandt andet følgende:

”Landsretten finder efter karakteren og omfanget af aktiviteterne, der har en naturlig og driftsmæssig sammenhæng, at de samlede hesterelaterede aktiviteter i [Ridecenteret] i indkomstårene 2013-2015 må anses som en del af driften af ridecenteret, der må betragtes som en samlet virksomhed. Skatteyder havde de fornødne faglige forudsætninger for på professionel måde at forestå driften af virksomheden, og det må lægges til grund, at han har villet drive den erhvervsmæssigt forsvarligt. Ejendommen omfatter blandt andet en [ridehal], store staldbygninger, en runddel med en skridtmaskine til heste og en dressurbane, og ejendommens karakter samt omfanget af aktiviteterne taler for, at driften har været erhvervsmæssig. Den efterfølgende udvikling i virksomheden understøtter ligeledes, at driften var erhvervsmæssig.” (vores anonymisering)