Skattestyrelsen administrerer ofte adgangen til omgørelse efter skatteforvaltningslovens § 29 for restriktivt

I en nyere utrykt afgørelse fra Landsskatteretten af den 2. november 2020 (LSR’s j.nr. 20-0021742) gav Landsskatteretten tilladelse til omgørelse efter skatteforvaltningslovens § 29. Sagen vedrørte helt overordnet spørgsmålet om, hvorvidt en datter og far kunne få tilladelse til at omgøre en tilbagekaldelse af farens arveafkald, som faren, med datterens tiltrædelse, havde foretaget. Omgørelsen var begrundet i et ønske om at undgå en utilsigtet og væsentlig gaveafgiftsbetaling for faren.

Nærmere om baggrunden for sagen

Baggrunden for omgørelsessagen var nærmere, at faren i 1998, som følge af sin insolvens med betydelig gæld, havde givet fuldstændigt arveafkald efter sin formuende hustru til fordel for datteren. Efter hustruens død i 2014 fik han udbetalt en livsforsikring for hustruen og et beløb fra ATP, som blev anvendt til akkordering af hans gæld, hvorefter han var gældfri.

Den oprindelige forudsætning, kreditorbeskyttelse af arv efter hustruen, for arveafkaldet i 1998 var derefter ikke længere til stede. Efter hustruens død ønskede datteren, at hendes far delvist skulle have del i arven efter hendes mor under forudsætning af, at dette ikke ville have negative skatte- eller afgiftsmæssige konsekvenser. Dødsboet indhentede derfor skifterettens forudgående bekræftelse på, at tilbagekaldelse af farens arveafkald kunne gennemføres uden, at der skulle beregnes boafgift af den del af arven, som blev arveudlagt til faren.

Der blev efterfølgende disponeret i henhold til skifterettens bekræftelse, således arveafkaldet blev tilbagekaldt for 46 % af arvebeholdningen og således, at der ikke blev beregnet boafgift af de 46 % af arvebeholdningen, som blev udlagt til faren.

På baggrund af en efterfølgende boopgørelse og -selvangivelse tilkendegav SKAT (i dag Skattestyrelsen), at situationen skulle betragtes sådan, at der ved beregningen af boafgift skulle ses bort fra tilbagekaldelsen af arveafkaldet.

Skifteretten afsagde derefter kendelse om spørgsmålet i overensstemmelse med skifterettens tidligere udmelding. SKAT kærede imidlertid skifterettens kendelse til Vestre Landsret, der gav SKAT medhold efter boafgiftslovens § 5, stk. 1 og 2. Konsekvensen af Vestre Landsrets kendelse var efter SKATs opfattelse, at aktiver overført fra boet til faren, skulle anses for først at være gaveudlagt til datteren, og herefter gaveoverdraget til faren, med den konsekvens at faren skulle betale gaveafgift af gaven fra datteren.

På den baggrund blev der indgivet en anmodning til SKAT om tilladelse til at omgøre tilbagekaldelsen af farens arveafkald. Som led i omgørelsen ville de aktiver, som faren var blevet udlagt, blive tilbageført til datteren, hvilket ville bevirke at faren ikke skulle betale afgift af gave fra datteren.

SKAT traf afgørelse om afslag på tilladelse til omgørelse, idet SKAT anså Vestre Landsret for allerede at have taget stilling til, at tilbagekaldelse af farens arveafkald reelt var et afkald fra datteren på falden arv, som SKAT, begrundet i et synspunkt om kompetencebegrænsninger, herefter ikke havde hjemmel til at omgøre efter skatteforvaltningslovens § 29. I øvrigt anså SKAT ikke betingelserne i skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1, nr. 2 om utilsigtede, væsentlige skattemæssige virkninger for opfyldte.

Landsskatterettens afgørelse

SKATs afslag på tilladelse til omgørelse blev indbragt for Landsskatteretten.

Landsskatteretten var enig med faren og datteren i, at der var hjemmel til omgørelse efter skatteforvaltningslovens § 29, idet Vestre Landsret alene havde taget stilling til, at der ved beregningen af boafgift skulle ses bort fra tilbagekaldelsen af arveafkaldet, således at der skulle beregnes fuld boafgift af hele arven. Det var blot en konsekvens heraf, at SKAT på den baggrund anså de aktiver, som faren fik i forbindelse med udlodning af arven, for at være en afgiftspligtig gave fra datteren, og der var derfor hjemmel til at tillade omgørelse efter skatteforvaltningslovens § 29. Landsskatteretten fandt i øvrigt alle betingelser i skatteforvaltningslovens § 29 for opfyldt, og gav derfor tilladelse til omgørelse.

Landsskatterettens afgørelse bidrager således til belysning af anvendelsesområdet for skatteforvaltningslovens § 29 om omgørelse, og illustrerer at Skattestyrelsens administration af bestemmelsen ofte er for restriktiv.

Professionel vurdering er påkrævet

Som ovennævnte sag tydeligt illustrer, kan det i mange situationer være komplekst at vurdere mulighederne for at få tilladelse til omgørelse efter skatteforvaltningslovens § 29.

En skatte- eller afgiftsyder bør derfor altid søge assistance for at undgå at lide retstab, idet Skattestyrelsen (tidligere SKAT) ofte ses at administrere bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 29 mere restriktivt, end der er grundlag for ifølge praksis.

Tilsvarende gælder i forhold til spørgsmålet om selvangivelsesomvalg i henhold til skatteforvaltningslovens § 30. Der henvises i den forbindelse til vores tidligere omtale af Højesterets dom fra den 14. januar i år offentliggjort som SKM2020.14.HR, hvor den advokat, som vandt den føromtalte sag fra Landsskatteretten af den 3. november 2020, tillige fik Højesteret til at fastslå, at praksis i relation til skatteforvaltningslovens § 30 var for restriktiv.

Omtalte Højesteretsdom er kommenteret af skatteadvokaterne Torben Bagge og Henrik Rahbek i en artikel i Revision og Regnskabsvæsen i april måned 2020. Artiklen er offentliggjort som RR.SM.2020.4.